En nyere polsk spillefilm her til aften på DR K, om nogle unge fyre i et punkband i sommeren 1981, sender tanker tilbage til Andrej Nebb’s samtidige norsk/polske band De Press og deres sultne men stolte østeuropæiske sound. Det var en helt anden verden dengang…

Tidligere i dag viste jeg et billede af en underlig bygning her på bloggen.

Den er en såkaldt spomenik, et monument fra det tidligere Jugoslavien. De fandtes overalt i landet. Dette står i Petrova Gora i det, der nu hedder Kroatien.

Fotografen Jan Kempenaers har dokumenteret disse underlige futuristiske bygninger, der nu ligger øde hen på afsides steder, i bogen Spomenik. Læs mere om den f.eks. på foto8.com. Udsigten deroppe fra skulle være helt fantastisk – et vue ud over store, grønne skovarealer i bakket terræn.

Og forbindelsen til rock’n’roll? Jo, det new zealandsk-amerikanske band Unknown Mortal Orchestra bruger billedet ovenfor på forsiden af deres debutalbum fra i år, der såmænd bare hedder Unknown Mortal Orchestra. Læs anmeldelsen hos Pitchfork og hør lidt fra albummet. Der er ikke overraskende lidt af en Flying Nun-lyd over foretagendet, der har en umiskendelig “optaget hjemme”-stemning som hos f.eks. The Clean.

Jeg er for alvor ved at opdage det amerikanske folk-rock band The Decemberists. Her er deres velspillede akustiske (dvs. med 5 akustiske guitarer) udgave af det gamle Sugar-nummer “If I Can’t Change Your Mind”, vel det tætteste Bob Mould nogen sinde er kommet på et hit. Copper Blue hvor sangen findes, var et af de albums, jeg hørte meget dengang for 19 år siden.

Joy Division/New Order er netop ude med albummet ‘Total’, en fælles og kronologisk remastret opsamling over højdepunkter fra start til slut, fra banebrydende ‘Transmission’ til harmløse ‘Hellbent’. Og slut er det blevet, for bands går fra hinanden, som denne artikel fra The Guardian, hvor Peter Hook og Barney & co. må interviews separat, smerteligt demonstrerer. Musikken kan spilles fint endnu, men den lød altså bedre, da dens fælles afsendere ikke stod på tæerne for indbyrdes at bekrige hinanden. Trist er det.

Jeg har et lidt blandet forhold til Manic Street Preachers. Til at begynde med brød jeg mig faktisk ikke om dem, men så kom Everything Must Go med “A Design For Life”. En overgang var de blevet del af en britpop-bølge som de (ligesom Pulp, Suede og Blur) faktisk havde været der inden, og med This Is My Truth var de blevet fast inventar i radioen og på store musikfestivaler – bl.a. flere gange på Roskilde-festivalen.

Nogle gange blev jeg træt af den til tider lidt vel bombastiske Queen-agtige stadionrock og teksterne, der ofte ikke var helt så gode, som gruppen selv troede. Andre gange ramte de plet med fint turnerede popsange og interessante arrangementer.

Men det var alt sammen i forrige århundrede. Sidst, de tre herrer var i Danmark, spillede de ikke på Roskilde, men til Rock Under Broen i Middelfart og – skal man tro anmeldelsen fra Gaffa og kommentarerne til den, foretrak de fleste at høre… Nik og Jay, der gav koncert samtidig. Den yngre generation ved simpelthen ikke hvem Manic Street Preachers er. Først græmmede jeg mig lidt, så indså jeg generationskløftens betydning.

Og nu er trioen her så med deres niende album, Postcards From A Young Man. Rejsen mellem de stort anlagte, Phil Spector’ske popplader og de lidt mindre og mere knudrede produktioner fortsætter – denne gang er vi tilbage til den stort anlagte lyd fra This Is My Truth. Tilmed har skruen fået et ekstra nøk med gospel-agtige korarrangementer på flere numre og flere gæster.

Der er her faktisk en forbindelse til Nick Drake. John Cale var af de første walisere, der satte Wales på rockmusikkens landkort. Han spillede på Bryter Layter, og nu dukker han så op her med sit klaver. Bassisten fra Guns and Roses – nej, ikke Tommy Stinson, men den oprindelige, dvs. Duff McKagan dukker op på et andet nummer. Og endelig er der en duet med hyggerock-vokalisten Ian McCulloch.

Resultatet er lidt blandet. Det er endnu engang tydeligt, at de engang så vrede unge mænd på den ene side stadig har noget på hjerte, på den anden side har fået en hel del livserfaring (de er trods alt også først i fyrrerne nu). Der er bestemt en del vellykkede popsange imellem, der trækker på denne modsætning. På numre som “It’s Not War, Just The End Of Love”, titelnummeret (se ovenfor) og “Hazelton Avenue” lykkes det at spænde sentimentalitetens bue uden at den brister, og det klæder gruppen. Andre steder som på f.eks. “Don’t Be Evil” går der for meget Queen i foretagendet. Og hvem har dog bildt bassisten ind, at han kan synge? Dén slags har man da soloplader til.

Jeg bliver nødt til at være ærlig: Postcards From A Young Man bliver næppe et hit for Manic Street Preachers i stil med deres albums fra britpop-guldalderen. For det første: Denne form for stort anlagt, oprigtig mainstream-rock tilhører i 2010 samme generation som dens udøvere, og det er en generation, der i stort omfang er holdt op med at købe musik. For det andet: Der er andre, nyere bud på rock med stort lydbillede og bred appel, og dem har vi tit skrevet om her på bloggen (The Walkmen, Arcade Fire, The National…)

Endelig, for det tredje: En hurtig søgning på artikeldatabasen Infomedia røber, at der kun er skrevet to artikler om Manic Street Preachers i danske medier i denne måned. Til gengæld er der 134 artikler om Nik og Jay fra samme periode.