Og New Order. Og Morrissey. Og Echo & The Bunnymen. Og David Bowie (Tin Machine). Og Ramones. Og John Cale. Og Lloyd Cole & The Commotions. Og næsten The Smiths (aflyst på dagen). Saga findes desværre ikke på Vesterbrogade i dag, hvor istedet et håbløst grimt hotel og vistnok en dyneforretning holder til. Her R.E.M.’s setliste fra den mulighedernes fine aften i juni 1989, hvor halvdelen af byen var i Falkoner at se Lou Reed, vi andre i salen ovenfor sammen med R.E.M…
Pop Song 89
Exhuming McCarthy
Turn You Inside-Out
Disturbance at the Heron House
Orange Crush
Wolves, Lower
Feeling Gravitys Pull
Time After Time (Annelise)
Sitting Still
World Leader Pretend
Begin The Begin
Rotary Ten
Pretty Persuasion
Get Up
Auctioneer (Another Engine)
It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine)
+ + +
Stand
Underneath the Bunker
King Of Birds
You Are the Everything
+ + +
Finest Worksong
Perfect Circle
Dark Globe (Syd Barrett cover)
After Hours (Velvet Underground cover)
Jeg kan se af en artikel i The Guardian at The Stone Roses bliver gendannet med den oprindelige besætning. Ovenfor er et billede fra pressekonferencen i den anledning. Det er godt at Ian Brown og John Squire igen er på talefod.
Om der kommer noget godt ud af genforeningen, ved jeg ikke. Nogle gange er det ikke rigtig tilfældet, andre gange er det godt. The Go-Betweens er eksempel på en vellykket gendannelse, The Verve er det modsatte.
The Stone Roses’ debutalbum er stadig blandt mine yndlingsalbums, og i mangt og meget var det en indvarsling af det, der fem år senere blev kaldt britpop. (Hvor ville f.eks. Oasis og Liam Gallagher have været uden stenroserne og Ian Brown?) Det længe ventede andet album var ikke af samme format, men heller ikke så skidt som nogle ville gøre det til.
Genforeningen starter med to koncerter i Manchester d. 29.-30. juni (min søster derovre er allerede spændt!) og fortsætter derefter med en verdensturné. Noget siger mig, at The Stone Roses går efter sommerfestivalerne.
En nyere polsk spillefilm her til aften på DR K, om nogle unge fyre i et punkband i sommeren 1981, sender tanker tilbage til Andrej Nebb’s samtidige norsk/polske band De Press og deres sultne men stolte østeuropæiske sound. Det var en helt anden verden dengang…
Her er den nye video fra Okkervil River til sangen “Your Past Life Is A Blast”. Meget passende er billedsiden klip fra gamle smalfilm fra sanger Will Sheffs barndom. Sangen findes på årets ganske udmærkede album I Am Very Far.
I disse dage kan man læse en hel masse om Nevermind og om “Smells Like Teen Spirit”.
Alle ved, at Kurt Cobain blev en ulykkelig rocklegende og at Dave Grohl blev sanger i Foo Fighters. Mange ved også, at bassisten Krist Novoselic havnede i en række mindre bands. Men på det første album, Bleach, nævnes det fjerde medlem af Nirvana, guitaristen Jason Everman. Hvad blev der af ham? Han var knap nok med på dét album; senere spillede han en overgang i Soundgarden og senere i funk-metal-bandet Mindfunk.
Jason Everman optræder i et interview i The New Yorker med amerikanske krigsveteraner fra 2008 i anledning af USA-premieren på et skotsk teaterstykke om krigsveteraner. Her kan man ud over at opdage, at han var i krig i Irak “fordi han gerne ville være kriger”, også læse, at han på dette tidspunkt var begyndt at studere filosofi på Columbia University.
Det femte medlem af Nirvana var Chad Channing, der spillede trommer på Bleach og på de første sessions af det, der blev til Nevermind. Han er sanger og bassist i et band ved navn Before Cars – hvis debut er produceret af Jack Endino, produceren bag Bleach.
Tidligere i dag viste jeg et billede af en underlig bygning her på bloggen.
Den er en såkaldt spomenik, et monument fra det tidligere Jugoslavien. De fandtes overalt i landet. Dette står i Petrova Gora i det, der nu hedder Kroatien.
Fotografen Jan Kempenaers har dokumenteret disse underlige futuristiske bygninger, der nu ligger øde hen på afsides steder, i bogen Spomenik. Læs mere om den f.eks. på foto8.com. Udsigten deroppe fra skulle være helt fantastisk – et vue ud over store, grønne skovarealer i bakket terræn.
Og forbindelsen til rock’n’roll? Jo, det new zealandsk-amerikanske band Unknown Mortal Orchestra bruger billedet ovenfor på forsiden af deres debutalbum fra i år, der såmænd bare hedder Unknown Mortal Orchestra. Læs anmeldelsen hos Pitchfork og hør lidt fra albummet. Der er ikke overraskende lidt af en Flying Nun-lyd over foretagendet, der har en umiskendelig “optaget hjemme”-stemning som hos f.eks. The Clean.
Denne gamle sang er så god, at denne blogs læsere godt kan tåle også at høre (og se) originalversionen med Bob Moulds trio Sugar fra Copper Blue. R.E.M.’s seneste par albums er ved nærmere gennemlytning ikke helt fjernt fra lyden fra dette album.
Jeg er for alvor ved at opdage det amerikanske folk-rock band The Decemberists. Her er deres velspillede akustiske (dvs. med 5 akustiske guitarer) udgave af det gamle Sugar-nummer “If I Can’t Change Your Mind”, vel det tætteste Bob Mould nogen sinde er kommet på et hit. Copper Blue hvor sangen findes, var et af de albums, jeg hørte meget dengang for 19 år siden.
Joy Division/New Order er netop ude med albummet ‘Total’, en fælles og kronologisk remastret opsamling over højdepunkter fra start til slut, fra banebrydende ‘Transmission’ til harmløse ‘Hellbent’. Og slut er det blevet, for bands går fra hinanden, som denne artikel fra The Guardian, hvor Peter Hook og Barney & co. må interviews separat, smerteligt demonstrerer. Musikken kan spilles fint endnu, men den lød altså bedre, da dens fælles afsendere ikke stod på tæerne for indbyrdes at bekrige hinanden. Trist er det.
Dette er vist egentlig Jens’ specialitet, men nu kan jeg jo faktisk også godt lide fru Harry, hendes musik og hendes udstråling. Så her er en hyldest i form af et galleri på fødselsdagen. Klik på et foto for at se det i stort format.
En kollega og jeg nåede i går aftes frem til den konklusion, at regeringen bestående af de to støttepartier bliver genvalgt i år. Så vi kan lige så godt vænne os til at høre denne sang i 2011.
Jeg har et lidt blandet forhold til Manic Street Preachers. Til at begynde med brød jeg mig faktisk ikke om dem, men så kom Everything Must Go med “A Design For Life”. En overgang var de blevet del af en britpop-bølge som de (ligesom Pulp, Suede og Blur) faktisk havde været der inden, og med This Is My Truth var de blevet fast inventar i radioen og på store musikfestivaler – bl.a. flere gange på Roskilde-festivalen.
Nogle gange blev jeg træt af den til tider lidt vel bombastiske Queen-agtige stadionrock og teksterne, der ofte ikke var helt så gode, som gruppen selv troede. Andre gange ramte de plet med fint turnerede popsange og interessante arrangementer.
Men det var alt sammen i forrige århundrede. Sidst, de tre herrer var i Danmark, spillede de ikke på Roskilde, men til Rock Under Broen i Middelfart og – skal man tro anmeldelsen fra Gaffa og kommentarerne til den, foretrak de fleste at høre… Nik og Jay, der gav koncert samtidig. Den yngre generation ved simpelthen ikke hvem Manic Street Preachers er. Først græmmede jeg mig lidt, så indså jeg generationskløftens betydning.
Og nu er trioen her så med deres niende album, Postcards From A Young Man. Rejsen mellem de stort anlagte, Phil Spector’ske popplader og de lidt mindre og mere knudrede produktioner fortsætter – denne gang er vi tilbage til den stort anlagte lyd fra This Is My Truth. Tilmed har skruen fået et ekstra nøk med gospel-agtige korarrangementer på flere numre og flere gæster.
Der er her faktisk en forbindelse til Nick Drake. John Cale var af de første walisere, der satte Wales på rockmusikkens landkort. Han spillede på Bryter Layter, og nu dukker han så op her med sit klaver. Bassisten fra Guns and Roses – nej, ikke Tommy Stinson, men den oprindelige, dvs. Duff McKagan dukker op på et andet nummer. Og endelig er der en duet med hyggerock-vokalisten Ian McCulloch.
Resultatet er lidt blandet. Det er endnu engang tydeligt, at de engang så vrede unge mænd på den ene side stadig har noget på hjerte, på den anden side har fået en hel del livserfaring (de er trods alt også først i fyrrerne nu). Der er bestemt en del vellykkede popsange imellem, der trækker på denne modsætning. På numre som “It’s Not War, Just The End Of Love”, titelnummeret (se ovenfor) og “Hazelton Avenue” lykkes det at spænde sentimentalitetens bue uden at den brister, og det klæder gruppen. Andre steder som på f.eks. “Don’t Be Evil” går der for meget Queen i foretagendet. Og hvem har dog bildt bassisten ind, at han kan synge? Dén slags har man da soloplader til.
Jeg bliver nødt til at være ærlig: Postcards From A Young Man bliver næppe et hit for Manic Street Preachers i stil med deres albums fra britpop-guldalderen. For det første: Denne form for stort anlagt, oprigtig mainstream-rock tilhører i 2010 samme generation som dens udøvere, og det er en generation, der i stort omfang er holdt op med at købe musik. For det andet: Der er andre, nyere bud på rock med stort lydbillede og bred appel, og dem har vi tit skrevet om her på bloggen (The Walkmen, Arcade Fire, The National…)
Endelig, for det tredje: En hurtig søgning på artikeldatabasen Infomedia røber, at der kun er skrevet to artikler om Manic Street Preachers i danske medier i denne måned. Til gengæld er der 134 artikler om Nik og Jay fra samme periode.
