Jeg har et lidt blandet forhold til Manic Street Preachers. Til at begynde med brød jeg mig faktisk ikke om dem, men så kom Everything Must Go med “A Design For Life”. En overgang var de blevet del af en britpop-bølge som de (ligesom Pulp, Suede og Blur) faktisk havde været der inden, og med This Is My Truth var de blevet fast inventar i radioen og på store musikfestivaler – bl.a. flere gange på Roskilde-festivalen.
Nogle gange blev jeg træt af den til tider lidt vel bombastiske Queen-agtige stadionrock og teksterne, der ofte ikke var helt så gode, som gruppen selv troede. Andre gange ramte de plet med fint turnerede popsange og interessante arrangementer.
Men det var alt sammen i forrige århundrede. Sidst, de tre herrer var i Danmark, spillede de ikke på Roskilde, men til Rock Under Broen i Middelfart og – skal man tro anmeldelsen fra Gaffa og kommentarerne til den, foretrak de fleste at høre… Nik og Jay, der gav koncert samtidig. Den yngre generation ved simpelthen ikke hvem Manic Street Preachers er. Først græmmede jeg mig lidt, så indså jeg generationskløftens betydning.
Og nu er trioen her så med deres niende album, Postcards From A Young Man. Rejsen mellem de stort anlagte, Phil Spector’ske popplader og de lidt mindre og mere knudrede produktioner fortsætter – denne gang er vi tilbage til den stort anlagte lyd fra This Is My Truth. Tilmed har skruen fået et ekstra nøk med gospel-agtige korarrangementer på flere numre og flere gæster.
Der er her faktisk en forbindelse til Nick Drake. John Cale var af de første walisere, der satte Wales på rockmusikkens landkort. Han spillede på Bryter Layter, og nu dukker han så op her med sit klaver. Bassisten fra Guns and Roses – nej, ikke Tommy Stinson, men den oprindelige, dvs. Duff McKagan dukker op på et andet nummer. Og endelig er der en duet med hyggerock-vokalisten Ian McCulloch.
Resultatet er lidt blandet. Det er endnu engang tydeligt, at de engang så vrede unge mænd på den ene side stadig har noget på hjerte, på den anden side har fået en hel del livserfaring (de er trods alt også først i fyrrerne nu). Der er bestemt en del vellykkede popsange imellem, der trækker på denne modsætning. På numre som “It’s Not War, Just The End Of Love”, titelnummeret (se ovenfor) og “Hazelton Avenue” lykkes det at spænde sentimentalitetens bue uden at den brister, og det klæder gruppen. Andre steder som på f.eks. “Don’t Be Evil” går der for meget Queen i foretagendet. Og hvem har dog bildt bassisten ind, at han kan synge? Dén slags har man da soloplader til.
Jeg bliver nødt til at være ærlig: Postcards From A Young Man bliver næppe et hit for Manic Street Preachers i stil med deres albums fra britpop-guldalderen. For det første: Denne form for stort anlagt, oprigtig mainstream-rock tilhører i 2010 samme generation som dens udøvere, og det er en generation, der i stort omfang er holdt op med at købe musik. For det andet: Der er andre, nyere bud på rock med stort lydbillede og bred appel, og dem har vi tit skrevet om her på bloggen (The Walkmen, Arcade Fire, The National…)
Endelig, for det tredje: En hurtig søgning på artikeldatabasen Infomedia røber, at der kun er skrevet to artikler om Manic Street Preachers i danske medier i denne måned. Til gengæld er der 134 artikler om Nik og Jay fra samme periode.
Undskyld, jeg gik måske lidt for kraftigt i forsvarsmode. Jeg kan sådan set sagtens følge Pastorens argumentation for at tiden nok er løbet lidt fra MSP, da deres fans nu er blevet ligeså gamle som dem selv (og en del derfor faldet fra), og de fanger næppe mange nye fans med en stor rock lyd, der lyder som noget fra 70’erne/80’erne
Jeg synes bare at man en gang i mellem skal have lov til at nyde en godt skruet sammen pop/rock plade, uden at den skal placeres i en større sammenhæng eller relateres til tidligere bedrifter.
Jeg synes faktisk også at “Lifeblood” er en glimrende plade på sin egen lidt kedelige facon.
@Erling K….Haha
Det er gået ned af bakke lige siden Love Shop godt 5 minutter inde i pladekarrieren fadede ud på ‘En Nat Bliver Det Sommer’. Resten er husmorsvømning på lånt tid…
“Og Jens skal I ikke tage jer af. Han plejer at synes, at et band topper med det første nummer på deres debutsingle”
Prøver han så at modbevise sin egen teori ved at blive ved med at skrive musik eller går det bare ned af bakke?
Så negativ er jeg da heller ikke. Det fremgår forhåbentlig af det, jeg har skrevet, at jeg synes, der er nogle gode numre på det nye album.
Og Jens skal I ikke tage jer af. Han plejer at synes, at et band topper med det første nummer på deres debutsingle 🙂
Jeg syntes jeg burde forsvare MSP lidt her. Der er ingen tvivl om at vreden, samfundskritiken og kanten forsvandt fra MSP sammen med Richey. Tilbage står 3 gode håndværkere, som tydeligvis ikke har den samme kritiske holdning til tingene. Så kan man kalde det kedeligt/sælge ud/gammelmandsagtigt/eller hvad man nu kan finde på.
Jeg synes dog stadig at de fortjener alt mulig respekt for at skrue en fantastisk pop/rock plade sammen. Bevares ikke alle numrene er lige store højdepunkter, men syntes egentlig ikke at der er nogle numre som når under det jævne niveau.
Du troede, jeg kunne li’ Electric Light Orchestra – hvad ialverden har dog givet dig den opfattelse?!? 😉
Toppede MSP ikke på ‘Motown Junk’-singlen? Naturligvis mindst en håndfuld gode popsange siden, men de fremstod ofte for MOR-glatte og livløse.
ha ha ha….kom lige til at læse mit eget indlæg – det er ikke MGP jeg mener 🙂
Jeg har altid haft en stor begejstring for MSP. De har lavet fremragende plader, men dælme også nogle tynde af slagsen. Postcards ligger lidt imelllem det hele – for mit vedkommende. Jeg kan bedst lide MGP når de er højt til loftet og “poppede” (selvom The Holy Bible bestemt også har sine kvaliteter) men tiden er vist, ganske rigtigt løbet fra dem.
Der er simpelthen for langt mellem snapsene på dette nye udspil. Gruppen har selv proklameret, at dette var “One last shot at mass communication” – er efter at have lyttet mange gange til skiven, ret sikker på, at der skydes med løst krudt for mange af sangenes vedkommende.
Manic Street Preachers er vel også en slags hyggerock.
Jeg troede, du godt kunne lide ELO?
Ian McCulloch er sgu’ ikke mere ‘hyggerock’, som du kalder det, end Manic Street Preachers selv. Og i det mindste har han da lidt støj omkring sig i hele sin uharmonisk fastlåste voksne størrelse, det helt i modsætning til valiums-arbejdsmændene fra MSP. En engelsk avis skrev da også således, deres nye plade denne gang lyder mindre Queen, og mere som…..ELO. Forskellen er ens for waliserne; paradekørsel i tom vogn igen…