Jeg kan se af en artikel i The Guardian at The Stone Roses bliver gendannet med den oprindelige besætning. Ovenfor er et billede fra pressekonferencen i den anledning. Det er godt at Ian Brown og John Squire igen er på talefod.
Om der kommer noget godt ud af genforeningen, ved jeg ikke. Nogle gange er det ikke rigtig tilfældet, andre gange er det godt. The Go-Betweens er eksempel på en vellykket gendannelse, The Verve er det modsatte.
The Stone Roses’ debutalbum er stadig blandt mine yndlingsalbums, og i mangt og meget var det en indvarsling af det, der fem år senere blev kaldt britpop. (Hvor ville f.eks. Oasis og Liam Gallagher have været uden stenroserne og Ian Brown?) Det længe ventede andet album var ikke af samme format, men heller ikke så skidt som nogle ville gøre det til.
Genforeningen starter med to koncerter i Manchester d. 29.-30. juni (min søster derovre er allerede spændt!) og fortsætter derefter med en verdensturné. Noget siger mig, at The Stone Roses går efter sommerfestivalerne.
Hvor står vi ang. The Smiths, Jens?
En stor del af mig håber de aldrig bliver gendannet. Og arven om de magiske 5 år, kan leve videre i urørlig storhed. Men, der er også en del af mig, der så…satans…gerne vil opleve Morrissey/Marr på scenen sammen.
Marr har indrømmet, at His Mozzness og ham er på talefod igen.
De fem (?) års tvungne pause var åbenbart ikke lang tid nok til at få skrevet bare én håndfuld profilerede sange. Det hele lå ellers lige til højrebenet for The Roses på det tidspunkt, gjorde det ikke?
Har intet mod Ian Brown som solist, Pastor, tværtimod, men det er ikke det samme som at tro på, han sammen med The Stone Roses – efter så uendelig lang tids fjendskab og ondt blod – kan finde det mål og den retning, der vil kunne leve op til fordoms storhed.
Er udfra samme betragtning kun taknemmelig for at The Clash aldrig blev gendannet. Og ærgelig over, at Velvet Underground blev det…
Debuten er ren popperfektion.
“Second Coming” ? well Squire`s kokainprægtet storhedsvandvid, ødelægger sangene i en Led Zeppelin tåget rus.
Enig med Jens!
“She Bangs The Drums” og “I Wanna Be Adored” fortjener at blive spillet af ungdommens ild, ikke af midaldrende mænd, der skal betale til huslejen og (ex)hustrubidrag
“The Past Was Yours But The Future Is Mine”……Hmmm!
Fem års tvungen pause mellem de to albums på grund af en pladekontrakt (“I don’t need to sell my soul…”) gjorde bestemt også deres for at suge al kraften ud af The Stone Roses.
Forresten Jens, var det ikke dig, der for temmelig nylig udtalte dig rosende om Ian Browns seneste album? Så helt afblomstret er han vel ikke, skal man tro dig.
“Everything changed when me and Ian started seeing each other again. It was surreal. We went from crying and laughing about the old days to writing songs in a heartbeat. In some ways it’s a friendship that defines us both and it needed fixing and two phone calls later and the band was no longer dead.”
Nye sange!? Lidt spændende er det…
The Stone Roses-debuten i foråret ’89 skabte vel næsten egenhændigt – Happy Monday-tilhængere er næppe enige – britpop. Får se om æresrunden har mere at byde på end de store penge. ‘I Wanna Be Adored’ ialfald mere spændende at høre fra et ungt up & coming debutband, end fra fire fuldvoksne superstjerner, hvis fælles kreative afblomstring nu ligger over tyve år tilbage. Problemet med den meget sene 2’er var vel, at den kom så ligegyldig, sangfattig og uden nogen kant. For meget bandfokus på drugs, for lidt musikalsk ambition.