Tidligere i dag viste jeg et billede af en underlig bygning her på bloggen.
Den er en såkaldt spomenik, et monument fra det tidligere Jugoslavien. De fandtes overalt i landet. Dette står i Petrova Gora i det, der nu hedder Kroatien.
Fotografen Jan Kempenaers har dokumenteret disse underlige futuristiske bygninger, der nu ligger øde hen på afsides steder, i bogen Spomenik. Læs mere om den f.eks. på foto8.com. Udsigten deroppe fra skulle være helt fantastisk – et vue ud over store, grønne skovarealer i bakket terræn.
Og forbindelsen til rock’n’roll? Jo, det new zealandsk-amerikanske band Unknown Mortal Orchestra bruger billedet ovenfor på forsiden af deres debutalbum fra i år, der såmænd bare hedder Unknown Mortal Orchestra. Læs anmeldelsen hos Pitchfork og hør lidt fra albummet. Der er ikke overraskende lidt af en Flying Nun-lyd over foretagendet, der har en umiskendelig “optaget hjemme”-stemning som hos f.eks. The Clean.
