Ryan Adams’ ubestridelige talent for soft americana – vel senest hørt i usvækket storform på EP-samlingen Love Is Hell fra 2004 – slår atter gnister. Nyd her flygtige men fint afrundede ‘Lucky Now’, forløbersingle for det til oktober-kommende soloalbum Ashes & Fire…
Den mand har rørt mig dybt mindst ligeså mange gange som Love Shop 😉 Så jeg er personligt meget glad for at have ham tilbage. Og apropros 2005 albummene så er de, som tidligere nævnt, måske ikke mesterværker, men for mig at se (og høre) vejer de tungt i DRA’s diskografi. Og for lige at få den nye single med også, så lover den for et stærkt album!
Menières sygdom må være ekstra ubehagelig, hvis man hidtil har været professionel musiker og er vant til at stå på en scene. Man kan nemlig ofte ikke stå oprejst, når anfaldene pludselig kommer, og hørelsen bliver påvirket. Se http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/menierssygdom.htm
Under hele den sidste tour med the cardinals var han stærkt påvirket af sygdommen, undertegnede var tilstede til lydprøven i falconer, og han aflyste fakstisk koncerten 30 min inden dørene blev åbnet, fordi han intet kunne høre i hans IEM’s og han fablede om tinitus og at han bare ville hjem til en ørelæge, men hans manager gik i sort og fik ham på andre tanker – og sikke en koncert det var !
Sh
Skal ikke underkende JCN, 29 eller Cold Roses, men har de samme nødvendighed over sig som nu Love Is Hell?!? Ikke hørt herfra ialfald. Vidste slet ikke Adams var blevet syg. Troede på autopilot bare, det lange frafald skyldtes et vanskeligt sind. De bedste helbredsønsker hans vej!
Ryan Adams har været nødt til at lægge sit liv helt om, efter han fik Meniéres sygdom (en sygdom i det indre øre, der påvirker balancen). Godt at det ikke slog ham helt ud;.
Jeg synes også godt om Cold Roses og Jacksonville City Nights. Ikke mesterværker, men solid country/country-rock. Faktisk har jeg hørt dem en del mere end 29 og Love Is Hell.
“Lucky Now” kan forresten høres og hentes på http://onethirtybpm.com/media/listen-ryan-adams-lucky-now/
Lovende takter fra vores ven DRA. Dog måske en lidt hård afvisning af mandens 2005-trilogi, Cold Roses, Jacksonville City Nights og 29 der, Jens? Ingen af dem er vel mesterværker, men særligt de to første excellerer da i americana-stiløvelser i højere grad end Love is Hell-samlingen? (som i egen ret er en plade af betrageligt format – medgivet)
Hold kæft – det er lækkert 🙂 Tilbage til Heartbreaker æraen …
Sh.