Her er årets første rigtigt kontroversielle indlæg.
Vi er mange (f.eks. denne blogs forfattere) der godt har kunnet lide U2 engang, men er blevet grundigt trætte af især Bono og hans tiltagende selvfedme. Nogle læsere af denne blog synes, vi af den grund har nærmet os det hetzagtige. Musikalsk har der da heller ikke været meget at komme efter hos U2 i det seneste lange stykke tid. Især How to Dismantle an Atomic Bomb var en træls oplevelse.
Men – og nu kommer det – jeg synes faktisk, No Line on the Horizon er et hæderligt album. Da sangene dukkede op på nettet, bestemte jeg mig til at høre dem og jeg endte med at være så positivt stemt at jeg faktisk har købt albummet for nogleogtres kroner på WWW.
Ligesom R.E.M.’s Accelerate og Bruce Springsteens Magic har U2 forsøgt at vende tilbage til gamle dyder, her til begyndelsen af 1990’erne og lyden fra Achtung Baby og Zooropa. Resultatet er ikke på niveau med nogen af disse to albums; mindre kan nu også gøre det. Brian Enos fingeraftryk er især tydeligt på f.eks. “Moment Of Surrender” og “Cedars Of Lebanon”, og nummeret “Magnificent” er ganske vist endnu et “jeg råber ud over stadion oppe fra bjerget”-U2-epos, men er så et vellykket et af slagsen. Eno er selvfølgelig ikke garant for noget som helst i sig selv; han har trods alt også produceret f.eks. gabere som Coldplay og Slowdive. Men her går det okay.
Selvfølgelig er min nyfundne ideologiske platform ikke uangribelig. Jens spurgte mig f.eks., om jeg nu ville være så frisindet og åben over for f.eks. Big Fat Snake (et vilkårligt ensemble af dette navn) at jeg også ville give dem en chance. Netop hér vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare. Forskellen er måske den, at jeg selv efter mange år aldrig har hørt noget med fadølsgruppen, som jeg kunne lide.
Jeg formulerede mig upræcist, Jens. De albums, du nævner, har jeg også nævnt. Det jeg mente, var at vi i lang tid ikke har sagt noget positivt om U2s nutidige frembringelser – og det har der da heller ikke været megen grund til. Bedømmelsen har været fast, men fair (som man siger nutildags). Men nu er der (synes jeg) grund til at formulere sig forsigtigt positivt, omend No Line on the Horizon sikkert ikke vil være at finde på min top 10-liste for 2009.
Det er en for ensidig fremlægning, ialfald hvad ren musik angår. Vi har også rost både Achtung Baby og Zooropa, det endda til skyerne. Samt The Unforgettable Fire. Samt debutpladen fra for længe, længe siden, den der hedder Boy. Det er mytomani, at U2’s værker ikke får den fair bedømmelse de fortjener her.
Det kontroversielle? Det er at netop jeg skriver noget ikke-negativt om U2 her, når vi i efterhånden lang tid har gjort det modsatte.
Har lige fundet en spand med mudder – nogen der vil låne?
Jeg syndes No Line er suværen og så er jeg ellers fucking ligeglad med hvad Jens, Pastoren eller nogen som helst andre mener. SÅDAN!
Nej, hvor er I søvndyssende nu…
Hvor kontroverseielt er det at erfare, Brian Eno igen igen igen har reddet Bono’s pretentiøse røv, Pastor?
Og hvor blasert er det ikke, at kalde enhver U2-kritik for fordomsfuld, og så derefter lige tage sig en hoverende æresrunde herinde i ManU-trøje, Eddie Vedder…?
Come on, for fucks sake! 😉
Hetz er måske ikke lige det ord, jeg ville vælge, når det gælder de ærede forfattere af denne blogs indgangsvinkel til U2. Fordomsfuld og blasert er mere ord, der falder mig ind. Som det for nogle dage siden blev fremført, ja så er synspunkterne nogenlunde lige så forudsigelige som en leder i Berlingske Tidende.
Personligt synes jeg, at U2 er sluppet af sted med at lave et stærkt kollektiv af sange. Eneste minus må være manglen på en slagkraftig single. Hvordan pladens svageste nummer blev udvalgt som single må forblive en gåde. Man kan sige, at pladen er How to Dismantle an Atomic bombs modsætning med dennes stærke single men relativt svage helhedsindtryk.
Det forekommer en anelse mystisk med kritikken af en tilbagevenden til gamle dyder. Sammenligningen med Springsteen og REM forekommer rimelig – sjovt at disse kunstnere så får så meget positiv omtale på disse sider…… Lydmæssigt læner man vel sig lidt op af de glade 90’ere, men der er vel også et tvist af nyere teknologiske landvindinger? En tilbagevenden til gamle dyder er vel i øvrigt ikke så tosset, når man råder over en The Edge, hvis guitarspil er unikt og i en klasse for sig? Bono? Jo, selvfølgelig kan man blive træt af ham og synes, at han er for meget. Men vokal og tekster er vel ikke uden evner? Og der er vel også noget humor og selvironi, som er værd at tage med, når det gælder den offentlige optræden?
Ikke flere forsvarstaler herfra. Aab er bagud 2-0 ved pausen i Manchester, så det ligner desværre en røvfuld til pastorens tropper. På lørdag får et andet hold nok også en røvfuld i Manchester. Så udkommer denne blog jo nok med sørgerand 😉
Mine point går til ham anmelderen (Ralf Christensen), der skrev at No Line On The Horizon var U2’s bedste plade i 12år.. men at det egentlig ikke sagde det helt store.
og Depeche Mode og Rolling Stones
Og Morrissey.
U2 anno 2009 er vel ikke rigtig dårlige – bare inderligt uinteressante … ligesom Springsteen og R.E.M.
Var egentlig også klar til at skrotte albummet på baggrund af de første gennemlytninger, og især på grund af singlen “Get on your boots” der stadig er et mysterie for mig.
Men albummet har vist sig at være overlevelsesdygtigt og viser et band der går det så godt som et kan gøres, set udfra hvor de står i deres karriere, (jvf. Springsteen og R.E.M.).
Man skal ikke tro på kunstneres vurdering af sg selv og deres originalitet, men hvad, Ramones har også lavet det samme album mere end én gang, og det lyder stadig fantastisk.
Er forresten også blevet ret gode venner med det seneste Killers album, som jeg også syntes sejre på grund af gode melodier, frem for originalitet.
hvad syntes i ?
Du behøver da ikke at sige De til mig, pete1970.
Har (næsten) gjort det samme som du, kære Pastor. Hørt albummet inden det kom – har dog ikke købt det, og kommer heller ikke til det! Jeg synes simpelthen det er en langgaber af de større! Jeg er begejstret for såvel Achtung Baby som Zooropa – og kan se at bandet er i gang med at lave samme stunt. De har allerede annonceret, at endnu et album er ude inden vi skriver 2010.
Tilbage til “No Direction At All On The Horizon” – det er i mine ører et kludetæppe af ideer, der aldrig folder sig ud, det uanset hvor meget, man som lytter, anstrenger sig.
Eno/Lanois eller ej – jeg har aldrig syntes, at U2 har været kedeligere. Og i min optik har De intet lavet siden Achtung Baby/Zooropa der har svinget sig op i de samme luftlag….det nye album er et krampagtigt forsøg på at genopfinde sig selv – og denne gang fungerer det bare ikke – hørt fra denne matrikel!