Kategoriarkiv: Pop

Robyn til en søndag

Undervældet skuffelse sidste efterår herfra da det seneste Robyn-album udkom. Kun slutsangen ‘Ever Again’ holdt det niveau forventninger var sat til. Det giver derfor mening, den endelig nu er blevet udsendt som almost perfect Robyn-popsingle i eget navn. Og med en promovideo, der satser sine tricks på stor opmærksomhed til afsenderen…

Bruce & Maureen

Hvilken fin fredag. Ikke blot udsender Bruce Springsteen med Western Stars sit bedste album siden Magic (2007), og det første i meget lang tid med sange istedet for numre. Tilmed sange der folder sig ud og vokser ved flere genlytninger. Nej, Sæbys moi Caprice, der velsignede 0’er-tilværelsen med en række fornemme synthpop-albums, er tilbage ud af intet med deres første single i over ti år. Og mikrofonholder Michael Møller har ikke mistet sit unikke talent for hverdagens kolossale drama…

Seems so long ago, Nancy

Fordi det ikke er hver dag den perfekte 60’er-popsangerinde Nancy Sinatra har fødselsdag. Og nej, man spørger ikke til en dames alder. Fantastisk TV-optagelse her af ‘Bang Bang’, sammen med arrangør, producer og guitarist Billy Strange…

Normsoftcore

Tilbage efter mange års fravær, stadig ligeså suverænt dygtige og vildt…irriterende. Vampire Weekend’s musik er lyden af virtuos normcore, og af et NYC-band, hvis hedeste drøm alt for ofte synes at være Paul Simon’s Graceland. Men catchy sange af glasklare popøjeblikke, det kan de ubesværet, som her. Naturligvis er VW blevet enorme.

The Trip

Den her sang forsvinder ofte i bevidstheden, men dukker så pludselig op igen efter flere måneders fravær. Finder aldrig ud af hvor ‘The Trip’ med den engelsk/amerikanske duo Still Corners tog hen, er mere bare taknemmelig for at den fandt helskindet tilbage. Næste onsdag giver Still Corners en sjælden dansk koncert på Loppen, Christiania…

Saturday Boy

Gives der meget mere forårsagtigt end en catchy Saint Etienne-single? Her den spritnye ‘Saturday Boy’, hvis akkordskelet næsten kun kan høres som en uforbeholden kærlighedserklæring til Pet Shop Boys…

First love never dies

Det er mandag, begyndelsen af foråret 2019. Langt væk i New York City, byen der aldrig sover, er der endnu nat. Blondie er tilbage på Manhattan, hvor det hele begyndte for så mange år siden. Debbie Harry’s ansigt har med alderen fået en hårdhed, man aldrig så komme. Men stemmen i kurverne på hendes bands lyse popmusik er stadig så varm, den kan smelte neon…

Lady!

Lady Gaga fylder 33 i dag. Her hendes state of the art-popsang fra 2009, et mesterværk af skarphed og smuk antiæstetik, vi her aldrig får nok af. Med svagt men levende håb om at flere musikalske håndkantslag af samme klasse må komme fra hende, hvis en dag mæt af at lege superstjerne…

Thank you for the music

At blande musik til sit humør er vel ligesom at mixe cocktails. Nogle sammensætninger fungerer bare ikke, mens andre passer perfekt, og nærmest bliver en større sum end dets ingredienser tør love. Denne lørdag middag har budt på et overraskende perfekt 1-2-stød her; The Gun Club’s übervitalistiske 2’er Miami (1982) afløst af ABBA’s svanesang af et mesterværk, skilsmissealbummet The Visitors (1981). Sikker på at salig Jeffrey Lee Pierce – der qua sit formandsskab af Blondie’s amerikanske fanklub må have sat pris på hjerteramt popmusik – ville være stolt af at høre sin sitrende sult i Gun Club-sang efterfulgt af Björn og Benny’s hjemsøgte længselsakkorder i nordisk mol, udlevet af deres to nyskilte ekskoner. Her ABBA’s ‘Slipping Through My Fingers’ i sin eneste liveopførsel nogensinde, på The Dick Cavett Show i 1981…

Fri os fra det onde, PSB

Det med velmenende protestsange er heller ikke nemt i 2019. Trods helt sikkert gode intentioner viser Pet Shop Boys på dagens nye singleudspil hvor galt det kan gå, når satirevinklen, som var det en anden skolekomedie eller revy der skulle lægge scene til, benyttes. Det var det desværre bare ikke. PSB kan være så meget skarpere end dette, når politisk morale ikke med løftet pegefinger presses ned i hvert eneste firkantet konkrete og komplet ulyriske sangord. Neil Tennant er alt for begavet til det her.

Hands and feet, please!

Har Depeche Mode nogensinde været bedre, end da de 5. februar 1990 udsendte singlen ‘Enjoy The Silence’, forløber til Violator, der skulle komme ikke længe efter?! ‘Enjoy The Silence’ er den perfekt opbyggede, udførte og producerede popsang, der passer som hånd i handske til bandets elegant-kontante, her endnu Alan Wilder-designede elektrolyd og til forsanger Dave Gahan’s maskulinitet af en skridsikker stemme. Og ingen version af sangen er vel mere vellykket end Francois Kevorkian’s såkaldte Hands And Feet Mix på den blå – ja, der er også en gul og en sort – 12-inch-single, hvor dens elektrolækre særpræg bliver dyrket og fremelsket, så det næsten ikke er til at bære. På den positive måde altså.