ABBA’s The Visitors (1981) er så vild fordi den er voksenlivsskilsmisse i en helt normal og velfriseret popverden, så langt fra rock-tradition som tænkes kan, hvor den slags nedtursfokus er absolut no go, ialfald på vægtigt, seriøst plan. Fremragent svungne verdensklassemelodier dryppende af alene-sorg, hvor verden indeni skælver og langsomt men sikkert opløses undervejs. Den ‘øvelse’ er mesterligt sat op, suverænt troværdigt udført, ja, billedet står skræmmende skarpt. Mod alle odds det her album. Og dets livskrise er absurd nok blevet hørt og sunget med på af millioner af 5- til 83-årige verden over, da det det udkom i 1981. Sammenbrud forklædt som state of the art-mainstream. En smukkere trojansk hest finder du aldrig. Her giver Kylie Minogue live sit underspillede bud på en af dens sange, endda med Benny Andersson som backup på tangenter…
Der kom en dag, hvor jeg for første gang valgte at lægge en video op med Gladys Knight og The Pips. De ser umiddelbart ud til at være tre let ufikse volleyball-trænere. Det var Gladys ikke. Sangen er skrevet af Van McCoy, måske bedst kendt for instrumentalnummeret “The Hustle”.
Undervældet skuffelse sidste efterår herfra da det seneste Robyn-album udkom. Kun slutsangen ‘Ever Again’ holdt det niveau forventninger var sat til. Det giver derfor mening, den endelig nu er blevet udsendt som almost perfect Robyn-popsingle i eget navn. Og med en promovideo, der satser sine tricks på stor opmærksomhed til afsenderen…
Hvilken fin fredag. Ikke blot udsender Bruce Springsteen med Western Stars sit bedste album siden Magic (2007), og det første i meget lang tid med sange istedet for numre. Tilmed sange der folder sig ud og vokser ved flere genlytninger. Nej, Sæbys moi Caprice, der velsignede 0’er-tilværelsen med en række fornemme synthpop-albums, er tilbage ud af intet med deres første single i over ti år. Og mikrofonholder Michael Møller har ikke mistet sit unikke talent for hverdagens kolossale drama…
Fordi det ikke er hver dag den perfekte 60’er-popsangerinde Nancy Sinatra har fødselsdag. Og nej, man spørger ikke til en dames alder. Fantastisk TV-optagelse her af ‘Bang Bang’, sammen med arrangør, producer og guitarist Billy Strange…
Tilbage efter mange års fravær, stadig ligeså suverænt dygtige og vildt…irriterende. Vampire Weekend’s musik er lyden af virtuos normcore, og af et NYC-band, hvis hedeste drøm alt for ofte synes at være Paul Simon’s Graceland. Men catchy sange af glasklare popøjeblikke, det kan de ubesværet, som her. Naturligvis er VW blevet enorme.
Den her sang forsvinder ofte i bevidstheden, men dukker så pludselig op igen efter flere måneders fravær. Finder aldrig ud af hvor ‘The Trip’ med den engelsk/amerikanske duo Still Corners tog hen, er mere bare taknemmelig for at den fandt helskindet tilbage. Næste onsdag giver Still Corners en sjælden dansk koncert på Loppen, Christiania…
Gives der meget mere forårsagtigt end en catchy Saint Etienne-single? Her den spritnye ‘Saturday Boy’, hvis akkordskelet næsten kun kan høres som en uforbeholden kærlighedserklæring til Pet Shop Boys…
I dag fylder den tidligere forsanger og guitarist fra Ballet Mécanique, Martin Hall, 56 år. Og Jørgen Ingmann, en anden stilfuld herre med guitar, kunne være blevet 94. Tillykke til dem begge herfra!
Blondie’s sange drejer sig geografisk om New York. Om Union City, om Lower East Side, og her – på dette sørgmodigt euforiske og forunderligt nok aldrig udgivne 1997-nummer – om Manhattan-natklubben Studio 54…
Det er mandag, begyndelsen af foråret 2019. Langt væk i New York City, byen der aldrig sover, er der endnu nat. Blondie er tilbage på Manhattan, hvor det hele begyndte for så mange år siden. Debbie Harry’s ansigt har med alderen fået en hårdhed, man aldrig så komme. Men stemmen i kurverne på hendes bands lyse popmusik er stadig så varm, den kan smelte neon…
Lady Gaga fylder 33 i dag. Her hendes state of the art-popsang fra 2009, et mesterværk af skarphed og smuk antiæstetik, vi her aldrig får nok af. Med svagt men levende håb om at flere musikalske håndkantslag af samme klasse må komme fra hende, hvis en dag mæt af at lege superstjerne…
At blande musik til sit humør er vel ligesom at mixe cocktails. Nogle sammensætninger fungerer bare ikke, mens andre passer perfekt, og nærmest bliver en større sum end dets ingredienser tør love. Denne lørdag middag har budt på et overraskende perfekt 1-2-stød her; The Gun Club’s übervitalistiske 2’er Miami (1982) afløst af ABBA’s svanesang af et mesterværk, skilsmissealbummet The Visitors (1981). Sikker på at salig Jeffrey Lee Pierce – der qua sit formandsskab af Blondie’s amerikanske fanklub må have sat pris på hjerteramt popmusik – ville være stolt af at høre sin sitrende sult i Gun Club-sang efterfulgt af Björn og Benny’s hjemsøgte længselsakkorder i nordisk mol, udlevet af deres to nyskilte ekskoner. Her ABBA’s ‘Slipping Through My Fingers’ i sin eneste liveopførsel nogensinde, på The Dick Cavett Show i 1981…
