To uger i dag til Thåström-tourpremiere på Fyrishov i Uppsala, så måske det er på tide at spille setliste-bingo. Her denne sides bud på køreplanen til den kommende tour. Mon ikke den er en sang eller to for lang, men så alligevel, hvorfor ikke satse på voksen koncertlængde? Lad se hvis nogen her har et andet og bedre bud på, hvad Thåström spiller og i hvilken rækkefølge…
14. januar er også dagen, hvor David Bowie’s Low i 1977 udsendes. Albummet betegnes ofte som Bowie’s personligt ulykkelige Stunde Null efter stofårene i USA, samt en brutal, netop effektueret skilsmisse, hvorfra han med sin ven Iggy Pop er flygtet til Vestberlin for at samle stumperne op i et helt nyt liv. Og sangordene på Low er ensomme, nærmest bedøvede i afmålt korthed af sært følelsesløs observation. Alligevel er der legende vitalitet i selve musikken på specielt side 1, som tyder godt for Bowie’s overlevelseschancer i det berlinske. Low blev udsendt i dag for 48 år siden, den lyder stadig mageløs og uforlignelig i dag, vel nærmest mere nutidigt relevant end de fleste nye rockplader der udsendes nu. Herunder hovedpersonen i 1978 i Bremen på Musikladen med en version af et af Low-stykkerne. Men hør/nyd nu hellere selve pladen i dag. Det er den værd.
Mindre end tre uger til Thåström med sit band starter touren for nye Somliga Av Oss oppe i Uppsala. På en frostramt mandag her albummets kulderamte afslutningsnummer at varme sig lidt på. Wild is the wind…
Nej, vi hører næsten aldrig U2. Den fornøjelse har Bono Vox taget fra os. Men der var andre tider. Dags dato 1991 udsender U2 albummet Achtung Baby, en reaktion mod den pludselig snærende amerikanske musikarv og voldsomme mainstream-succes albummet Joshua Tree (1987) har bragt over bandet. Man er rejst til Berlin med et af de sidste fly inden Muren falder, og der forsøger man over et par måneder kreativt at nulstille og genskabe sig selv gennem afsøgende indspilninger i myteomspundne Hansa Studio. Genfødslen bliver alt andet end harmonisk, nem eller uden enorme interne konflikter, men det endelige resultat står stærkt op for sig selv og ses i dag som en bredspektret klassiker af sin moderne brydningstid. Her fortabelsesbekendelsen ‘Love Is Blindness’ fra før sangen finder sin mere stringente og mindre martrede form på det endelige album…
En ny Thåström-video til denne grå november-lørdag? Åbningsnummeret fra hans aktuelle album tilsat visuelt fokus på det store pariserhjul fra Wien? Det til sangord som både kommer forbi Kim Bodnia og et natligt nybyggeri, der lyder som et Neubauten-soundcheck? Samt en rolig, groundet elektrisk guitar ført af danske Jesper Lehmkuhl, der bor nede i berlinske Wedding? Så gerne…
Haha, istedet for en ny, anden single op til fredagens albumudgivelse af Somliga Av Oss har Thåström-lejren denne morgen udgivet en video på kun ti sekunder. Men selv den snas lyder jo lovende med afrundet mørk klang og nær sang. Lad os dog forsøgsvis sammen prøve at digte bare en smule videre: “…Läs det högt, läs det högt för mig / Just innan jag somnar / Läs det igen och igen och igen / Om alting langt där borta / Om det bästa av allt / Om det bästa av allt…”. På fredag.
Måske du ligesom jeg går op i sanglængderne på et kommende album, der ventes på? For ligesom at kunne danne sig et intuitivt forestillings-billede af, hvad det er for en slags plade som er på vej. Her er de på Somliga Av Oss, det kommende Thåström-album – samlet spilletid 40:22 – der udkommer 18 oktober…
BBC Radio 4 havde nu i lørdags premiere på en times udsendelse om David Bowie’s transformation i Vestberlin mellem 1976-78. Har endnu ikke selv fundet tid til at høre programmet, der er bygget på adskillige interviews med en stor del af personkredsen omkring ham dengang, men kan det ikke næsten kun være interessant?! Bowie in Berlin kan høres lige her.
I dag er der kommet både frontcover og tracklist på det nye Thåström-album, der udsendes 18. oktober:
I dag udkommer Thåström endelig med sin første nye musik i tre år. Og albumforløberen ‘Solen I Den Vänstra’ lyder straks som en smuk vinder, der i association her denne hede nat umiddelbart kaster pile tilbage til så forskellige tidligere Thåström-fakler som ‘Beväpna Dig Med Vinger’, ‘Die Mauer’ og ‘Aldrig Av Med Varandra’. Men egentlig er det forkert at skrive den slags, for først og fremmest smager denne nye ubeskrevne sang jo heldigvis af noget nyt og ukendt; altid på vej. Enjoy!
Blixa Bargeld synger ukueligt for på Teho Teardo og hans version af Neil Young’s dødsduftende rockklassiker…
Dagens nye musik kommer fra Kreuzberg i Berlin, hvor ‘deutschpunk’-bandet Acht Eimer Hühnerherzen – ja, ‘otte spande kyllinghjerter’, håbløst! – har udsendt denne single, der ikke er punk i nogen traditionel forstand, men mere minder om den slags håbløse men vanedannende laissez faire-udflugter Parquet Courts, når de var mest interessante, har taget sine lyttere med på…
En sen augustdag i Berlin sidste år, hvor en tung hedebølge gjorde byens dagtimer ubekvemme at være i, tog jeg S-bahntoget til Grunewald for at finde og besøge den kirkegård langt ude i skoven, hvor Nico ligger begravet. Stedet, der tidligere i folkemunde har været kendt som Der Selbstmörder-Friedhof, er ikke nemt at finde, men tilsidst stod jeg der, alene på en forfalden og tilvokset kirkegård blandt ramponerede kors og vildtvoksende grøn natur. Fandt med lidt mere besvær Nico’s gravsten, hun ligger der sammen med sin mor, hvor små billeder af hende, lysestager, tingeltangel og personlige breve lå foran på jorden som vidnesbyrd om andres besøg. Middagshedens summende sværme af frokostsultne skovmyg gjorde enhver stilstand ved graven til en kamp, så forlod Nico og fandt istedet gennem skovens dybe stille ned mod floden Havel til en forfriskende dukkert. I dag er det 36 år siden Nico døde på Ibiza. Her er hendes debutsingle med folk-pop, fra før New York City blev hjembyen og dens musik hendes…
Der er altid mere. Også når det drejer sig om David Bowie’s tid i Vestberlin omkring 1977.
Altid en skuffelse når Blixa Bargeld med den smukke tyske diktion vælger et andet sprog at ‘synge’ på, men den nye Einstürzende Neubauten-single fortjener alligevel at blive hørt. For et par dage siden havde vi her på siden engelske Fat White Family, der brugte deres nye musik til vel at afbillede traumeaffødt stress, hvor EN her går ligeså radikalt til værks i deres udtryk, men uden et så aflæseligt mål. En überheftig bassfigur iøvrigt…