Kategoriarkiv: Berlin

Eventide

Jens holder af Low, og det gør jeg også. Noget af det, jeg forbinder med dette album, er den usædvanlige måde, lilletrommen lyder på – “bagvendt” og en anelse syntetisk, men så alligevel ikke. Prøv at lytte til f.eks. trommeintroen til “Sound and Vision”. Det, vi hører, er en effekt, der skyldes en Eventide Harmonizer, en tidlig pitch shifter, som Tony Visconti var blevet rigtig glad for.

Visconti siger i et interview med Uncut fra 1999 dette:

UNCUT: Is it true that, when David asked what your Eventide Harmonizer did, you blurted “It messes with the fabric of time!”? How revolutionary do you think that sound was you created? And its influence in later years? 

VISCONTI: I must’ve been quoted in a family magazine. I actually said, “It fucks with the fabric of time,” much to the delight of David and Brian, who were on a conference call with me at the time. It was a radical sound, especially on the drums.

Dengang var det en udfordring at kunne ændre tonehøjden uden at ændre hastigheden. I dag er den slags lige som så meget andet, der engang var store kasser, bare et lille stykke software.

D for David Bowie

Vi kender alle historien til bevidstløshed: I 1976 flygter David Bowie med sin protegé Iggy Pop fra Los Angeles, USA, kokain, mælk, rød peber, paranoia, samt angst for at dø. De sejler (!) til Europa og slår sig ned i Vestberlin. Historien bliver kun ved med at være så interessant og mytisk, fordi opholdet i Berlin kaster ny musik af så høj og banebrydende kvalitet af sig, den stadig bruges som målestok for moderne rockmusik i dag. 14. januar 1977 udsender David Bowie det første af sine to albums det år. Low modtages umiddelbart lettere skeptisk af den engelske musikpresse, dog ikke af ledende New Musical Express, der betegner albummet som “stunningly beautiful…the sound of Sinatra reproduced by Martian computers”, intet mindre. Her et af de seks angiveligt, uhm, fremmedgjorte Sinatra-stykker fra Low‘s rytmiske side A, som fortolket på David Bowie’s Isolar II Tour året efter. Stort tillykke, Low – evig ungdom til en af verdens bedste og mest særegne rockplader!

Giv mig giften!

En forhåbentlig appetitvækkende smagsprøve på Max Rieger-bandet All Diese Gewalt’s nye album Andere, der udkom i fredags. Den effektive formel på ‘Gift’ her er velkendt og testet; nervøst kantede vers som forløses i de sørgmodigt fredfyldte omkvæd, der i afklaret resignation vil evig fred. Læg dertil sangens afsluttende klimaks med konfrontationens drama og stigende puls mod rødt. Det er stærke sager fra Berlin, det her…

Syng Babylon Berlin!

Et langt tidsstrækkende skud surrogat-Berlin, nu byen, stedet og tilstanden ligger sygdoms-underdrejet; Woods of Birnam’s ‘Du Bist Alles’ optrådte i mandags på TV i tredje hæsblæsende sæson af Weimar-eventyret Babylon Berlin. Men denne sang – her i opdateret 2020-version – bærer en glødende ro, den tumultariske tid, der skildres så medrivende i serien, helt mangler…

New Order kaldte Berlin

Som tiden glider umærkeligt bort i dette så dystopiske 2020. I dag allerede et år siden siden her så New Order komme forbi Berlin’s Tempodrom. En koncert der klart fungerede bedst, når New Order gik i kødet på sangene fra deres seneste album Music Complete (2015). De meget ældre og NO-klassiske sange blev mere gået ind i af både band og publikum som var de et køligt æstetisk museum over en svunden tid. Og at opleve New Order spille to Joy Division-sange til slut i koncerten, mens slo-mo-optagelser af salig Ian Curtis kørte på storskærm i baggrunden, gav endnu mere følelsen af New Order som en lidt for kalkulerende og rationel kustode i egen historie. Men her koncertens anderledes vitale åbningsnummer, hvis officielle video passende udspiller sig i 80’ernes Vestberlin…

Ich steh’ auf Berlin!

‘Ich steh’ auf Berlin’, råbesynger Ideal-frontkvinden Annette Humpe denne 1981-sommeraften på Vestberlin’s Waldbühne. Det hele skramler påtrængende, nervøst og konkret på den uskønne dog indtagende facon, der gik under betegnelsen Neue Deutsche Welle. Ideal var fra Vestberlin, havde postadresse på Oranienstrasse i Kreuzberg, og blev så store i Vesttyskland, deres navn, lyd og denne sang det år nåede helt op til Danmark. Gav sangen så lyst til at indhalere virkelighedens opdelte Berlin med sin kantede hektik og tekstreferencer til Bahnhof Zoo, Mariannenplatz, Ku’damm, Romy Haag, og Dschungel-diskoteket? Selvfølgelig gjorde den det. Det her var en meget anderledes og en-til-en-simpel vej ind til Bowie’s mytiske, Isherwoods forgangne, Cabaret’s dekadente, Christiane F’s narkotiske og Fassbinder’s Döblin-primale Berlin, som præsenteret usminket råt af en indfødt…

Vejen hjem fra rocknroll

Dagens 15-års fødselsdag tilhører dette debutalbum, indspillet i Vestberlin’s vinterkulde, udsendt 13. juni 2005. Kærlighed og taknemmelighed til Nikolaj Nørlund, Rune Kjeldsen, Mikkel Damgaard, Nicolai Munch Hansen og Jacob Høyer for proaktiv fødselshjælp.

Hvilket samtidig fortæller, at denne blog netop har rundet de 15 år…!

Tilbage til Vestberlin

Han er på et kreativt håbløst sted i sin karriere, alligevel er det mindeværdigt, at David Bowie 6. juni 1987 vender tilbage til sit Vestberlin og spiller et stort Glass Spider Tour-show på Platz der Republik lige ved Brandenburger Tor, med højtalere rettet mod Østberlin, hvor også tusindvis af DDR-borgere samles på deres side af Muren og er med. Her en optagelse af ‘Heroes’ fra præcis den aften, hvor sangen, indspillet ti år tidligere på Köthener Straße kun 500 meter væk, må have givet alverdens mening for Bowie at fremføre…

Joyride Berlin

Det er i disse dage 15 år siden Nikolaj Nørlund og jeg en eftermiddag i hans Volvo-stationcar, tungt læsset med instrumenter, kørte mod Berlin. Over en uges tid indspillede vi i Tritonus Studio på Schlesische Strasse i Kreuzberg de sange, der skulle blive til mit første soloalbum. Fra København blev de bedst tænkelige musikere fløjet ind: Rune Kjeldsen guitar, Nicolai Munch-Hansen bass, Jacob Hoyer trommer og LS’s egen Mikkel Damgaard på klaver, Hammond-orgel, glockenspiel og div. vintage keyboards. De fire boede i en lejlighed ovre mod Schöneberg, mens Nørlund, tekniker Morten Bue og jeg holdt til lige ved Kottbusser Damm, hvor vi samlede kræfter og hørte vores to referenceplader i denne periode; Interpol’s Antics og David Bowie’s Diamond Dogs. Vi mødtes i Tritonus, der lå inde i en typisk berlinsk 2. baggård på 4. sal, hver morgen kl. 10, og kørte så derudaf. I modsætning til LS’s arbejdsmetoder på det tidspunkt var der her tale om takes, altså at hele bandet spillede og optog sange samtidig, med hvad det kan give af dynamik og liv. Den metode var dernede en decideret befrielse for mig, dels fordi musikere af omtalte første klasse er en fryd at høre på i samspil, men da især fordi jeg selv kom direkte fra et band i nedbrud over LS’s dengang så endeløse samlebåndsarbejde. Planen i Tritonus var at nå i gennemsnit to numre pr. dag, så koncentration og travlhed herskede. Vi havde sammen trænet materiale sporadisk hjemmefra, så der ikke skulle spildes meget studietid på akkorder og infrastruktur, men istedet være fokus på arrangementer og overordnet feeling. Og det blev intenst, men også ret festligt. Hver dag, når den arbejdsmæssige konklusion nærmede sig, var studiets uudtømmelige supply af Beck’s Bier forlængst kommet i anvendelse. Nogle aftener fik vi noget at spise først, andre røg vi direkte ud på barer; enten den lokale Cake Club (som nu netop er lukket) lige nedenfor, Nick Cave’s gamle stamsted Wiener Blut eller sailorbaren Die Ankerklause. For rytmegruppen fortsatte fejringen af de godt fremskridende indspilninger ofte længere; et par morgener i studiet dukkede de op i taxi fra Østberlin uden at have fanget nogen søvn. Efter igang en lille uge, som hele vejen havde de frostkolde rammer kun Berlin kan levere dem, kom LS-fotograf Morten Larsen kørende ned og hang ud med os. En søndag morgen tog han og jeg ud i byen for at tage en række billeder. Ja, måske han kunne fange noget, der kunne bruges som coverfoto til det kommende album. Efter at have klapret tænder udendørs i morgentyste Kreuzberg, endte vi nede i den gamle og da endnu fungerende Tempelhof-lufthavn. Dens historiske og smukke indre lå den søndag formiddag ligehedes helt blottet for mennesker, og lignede fra første skud det pladecover, den siden skulle blive til.

Hjemme igen i Københavns almindelige verden overdubbede vi i Black Tornado ude på B&W og i Sauna på HC Ørstedsvej, hvor albummet også blev mixet. Coveret blev til i tæt samarbejde med Moneypenny, og titlen gav nemt sig selv efter LS’s køren i grøften på klassisk vis året før. Var jeg bange for at fejle helt alene? Ikke såvidt huskes, og slet ikke da vi først kom igang med at indspille nede i Tritonus, for da stod det hurtigt klart, at disse sange og deres nyfundne udtryk nemt kunne bære. Alligevel var der selvfølgelig anmelderne og den officielle modtagelse at være nervøs for. En solodebutant har af alle mest brug for al den medvind og moralske luft under vingerne, en god modtagelse kan give. Og her var der ovenikøbet så langt mere på spil, da dette album samtidig var det centrale partsindlæg fra min side i LS’s interne krig, der ikke mindst handlede om arbejdsmetoder. Så de seks hjerter på forsiden af Politiken på udgivelsesdagen føst på sommeren gjorde godt. Men hey, Vejen Hjem Fra Rocknroll er heldigvis så meget mere end det. Det album vil via sin tilblivelse, sine sange – og den modningsproces de udgjorde – stå som et af de tre-fire LS/JU-albums, jeg er mest stolte af.

Dårlige nerver

Udsolgt og et tæt pakket i Lido i råkolde Kreuzberg, hvor Die Nerven skulle tage stikket hjem. Men en svært halvbagt affære blev det. Se, bandet havde mere fokus på at underholde salen med selvbevidste jokes og halvmorsomme scenefinter, end på den råklare Die Nerven-musik, hvis altopædende kraft plejer at sende trioen fra Stuttgart – og dens publikum – afsted mod nuets forglemmelse og sjælelige afklarethed. Og det duer altså bare ikke at spille sitrende postpunk og hygge sig uforpligtende samtidig. Die Nerven’s vilde samspil stod som altid knivskarpt virtuost, men grundfølelsen af ingenting på spil gjorde seancen til en paradekørsel i tom vogn. Tilsidst – efter at selv magtdemonstrationsstykket ‘Angst’ var blevet reduceret til musik-musik – blev trommeslageren alene tilbage på scenen, hvor han førte an i en meningsløs fællessang af Queen’s ‘We Are The Champions’, I kid you not. For Die Nerven var den udsolgte sal tiltrods alt andet end mestre denne aften. Den lange pause de går ud til nu er der brug for. Kunsten at tage sig selv seriøst vil tage tid og sult at genlære.