Love Shop, 2009

loveshop2009

Så så jeg det med egne øjne og hørte det med egne ører. Det var både festligt og bevægende – en slags motorvej til himlen, om man vil. For en stund var jeg en mand uden ord og indså at somme tider er sangene det eneste, vi har.

Jeg mødte en skare af denne blogs brugere efter koncerten. Vi endte på et værtshus med et så lille areal, at passiv rygning desværre var tilladt. (På den anden side havde de Limfjordsporter og Erdinger Dunkel). De gode brugere var her påfaldende interesserede i en cd, jeg havde i lommen. Det kunne desværre ikke lade gøre at afspille den, men så meget kan jeg fortælle: Den er ikke dårlig (f.eks. er sang nr. 5 kandidat til at blive en klassiker, hvis der ellers er retfærdighed til). En dag kan I købe jeres eget eksemplar.

Ved halvtretiden kravlede jeg ind i en natbus for at komme hen til en gammel studiekammerat og få tre-fire timers dyb søvn; jeg var brugt op, da jeg låste mig ind. Det lykkedes dog både at sove og at stå op til tiden, og så sad jeg ellers med iPod tændt hele vejen hjem i IC3-toget og hørte sang nr. 5 (og 1 og 2 og…) x gange for en stor værdi af x. Jeg blev også færdig med Jonas Bengtssons Submarino. En grum bog, en slags københavnsk Nordkraft – og det var et interessant sammentræf, at de eneste to gadenavne, der nævnes i romanen, netop var de gader, hvor koncerten fandt sted og værtshuset med passiv rygning ligger.

Der vil altid være nogen, der gerne fotograferer til en koncert, og der var mange kameraer fremme. Under Love Shops sæt tog jeg selv også en hel del billeder; undskyld til de mange tilskuere, jeg generede. De 19 fotos, jeg selv er mest tilfreds med, kan man nu hente i høj kvalitet som et zip-arkiv ved at klikke her. Et enkelt af dem kan I se ovenfor.

(og linket virker nu!)

12 tanker om “Love Shop, 2009”

  1. dvs. heller ikke Unmack/HUG-duo til “En nat bliver det sommer” om lørdagen? Eller Nanna med på kor til “Det er mit liv” eller “Nordlys”. Nogle scenarier jeg havde spekuleret en del på før koncerten, og jeg tænkte måske blev gemt til lørdag, når de nu ikke var der fredag.

    Men det var udelukkende fantasi fra min side og forblev sådan. Og det var måske også meget godt – alle gjorde det jo fremragende…

  2. Tak for sidst til Love Shop, Pastoren og alle fanstars! Jeg synes stadig vi skulle have sat den der cd i værtshusets jukebox… Tak for billederne. Glæder mig til også at se Christians.

    Ja, alle sætlister var identiske fredag og lørdag. Jeg tror en af de store forskelle bestod i at publikum var endnu mere tændte lørdag.

    Love Shops sætliste var fantastisk. Man kan jo altid nævne en 10-15 numre de også kunne have spillet, men vekslen mellem stille og vilde numre var perfekt.

  3. Jeg lyttede grundigt efter og fandt ingen forskelle på sætlisterne fredag og lørdag.

    Alle optrædende var efter min mening en tand skarpere lørdag end fredag, og resultatet var jo begge dage ikke så ringe endda!

  4. Fantastisk aften – også i fredags hvor jeg var afsted. Anmeldelserne var positive – dog lidt hårde ved Scatterbrain. Jeg synes nu, de gamle sortklædte technofyre var cool og leverede varen. Naive var gode, Lars HUG fantastisk og Love Shop sublime. Ind i mellem kan forventningens glæde være den største, men denne gang var det ikke tilfældet. De høje forventninger blev til fulde indfriet og endda overgået.

    Nogen af jer der var afsted begge dage: Var der nogen store forskelle i, hvad de forskellige navne leverede?

  5. Tak i lige måde, Pastor.

    Ja ja, nummer 5 på din Eels cd kender jeg skam rigtig godt. Det var den “blanke” skive i din lomme, som jeg var mere end almindeligt interesseret i… Nå, tålmodighed i en god måneds tid er en dyd.

    Mange tak for link til fotos. Jeg fik også taget en del i går. Dem vil jeg sende dig på en mindre teknisk-fremme-i-skoene-måde snarest, så de også kan indgå i datagrundlaget for eftertiden. Desværre tabte jeg overblikket et øjblik og fik slettet et videoklip med Alle har en drøm, da jeg hurtigt måtte skaffe noget plads på kortet for at få et klip af En nat bliver det sommer i kassen :-/

  6. Den cd købte jeg også for en skilling i Accord for et par måneder siden, og ja den er fremragende.
    Det er langt det meste af det den gruppe har frembragt

  7. Må da også takke Pastoren for det gode selskab på i går – eller rettere i nat.

    Glæder mig til at se dine billeder i fuld størrelse, når du får rettet linket til filen 🙂

  8. For en sikkerheds skyld: Den cd, jeg refererer til, er selvfølgelig Eels With Strings – Live at Town Hall, som Jens havde fundet til mig for næsten ingen penge. (Denne blogs brugere er nemlig glade for The Eels.) Sang nr. 5, “Trouble With Dreams” fra Blinking Lights and Other Revelations er en lille klassiker. Og der sker noget særligt, når der kommer strygere på et sang-arrangement. (Det ved jeg fra en anden cd, jeg også fik i går.)

Skriv et svar