Pastorinden og jeg var havnet i Herning i går. Mine sko havde fået en gang lokal hundelort, så hustruen så gerne at jeg lod dem stå på gangen mens vi gik ind på vores hotelværelse. Da vi skulle af sted få minutter senere, var de væk. Man kommer ikke langt i Danmark uden sko. Og da slet ikke, hvis man skal til koncert med Red Hot Chili Peppers.

Efter receptionistens mellemkomst viste det sig, at nogle fulde litauere på et værelse længere nede ad gangen havde smidt mine sko i en skraldespand, hvorfra de kunne fiskes op. Og således kom vil alligevel til Jyske Bank Boxen i Herning sammen med 14.500 andre mennesker.

Pastorinden er meget begejstret for Red Hot Chili Peppers, men har aldrig set dem live. Jeg har set dem flere gange i tidens løb på festivaler, men synes, de har været lige vel svingende (snarere end swingende) på en scene. Gruppens løse, jamsession-agtige tilgang til koncerter (som sikkert kommer fra deres P-funk/Clinton-baggrund) giver lige så tit bagslag som den giver succes. Jeg husker en koncert på Roskilde i 1996, hvor de decideret stod og mundhuggedes på Orange Scene og lod til ikke at kunne blive enige om hvad de ville spille. Ikke et ord om en elendig Roskilde-koncert med dem fra 2007, for der var jeg der ikke. Også deres albumudgivelser har været af varierende kvalitet. Nogle synes jeg er vellykkede (Blood Sugar Sex Magik, By The Way og Californication), mens andre har virket retningsløse eller fesne. Og så var jeg lidt nervøs ved hvad der ville ske, nu hvor den mangeårige guitarist John Frusciante ikke var med mere.

Men det lykkedes faktisk at lave en vellykket koncert. Bandet var veloplagt, og de nye numre faldt godt ind i helheden. Det næsten discoagtige “A Company Of Roses”, der åbner det nye album, ville være godt at indlede med, havde jeg tænkt – og det gjorde de så. Efterhånden kom alle hitsene, og de fik især salen med. Højdepunktet var for mig dog en underspillet udgave af balladen “Hard to Concentrate”. Den nye guitarist Josh Klinghoffer var god, men lidt tilbageholdende, vel især i forhold til Flea, der kan have en tendens til at stjæle showet med sine bas-eskapader. Flea flytter fingrene helt utroligt (men desværre bliver hans baslyd tit mere grumset end skarp).

Men det var småting. Lydbilledet i hallen var godt, og det var en fornøjelse igen at se hvordan man nu om dage kan bruge en storskærm som del af det visuelle design.

Support var Femi Kuti – søn af selveste Fela Kuti. Tydeligvis er Femi ven af Flea, der dukkede op på de sidste nummer – og Femi Kuti gengældte ved at være gæstesaxofonist på “Give It Away”. Der var tydeligvis ikke mange Femi Kuti-fans i salen, men så fik de da lært et af Nigerias største navne at kende.

Alt i alt: En god oplevelse. Ja, selv Thomas Treo var tilfreds, kan jeg læse her til morgen. Jyske Bank Boxen er også et bedre sted at holde koncert – f.eks. er her ingen cykelbane til at forstyrre.

Og så er Anthony Kiedis vist af litauisk baggrund, men jeg tror ikke, han snupper andre folks sko.

En intet mindre end fremragende koncert med The Walkmen i Amager Bio. Kvintetten fra New York har vi allerede brugt mange superlativer på – og nu gør vi det så igen. De leverede det ene højdepunkt efter det andet på denne deres sidste aften på en lang Europaturné.

Hamilton Leithauser har en stærk og selvsikker vokal og et scenenærvær af samme styrke. Forenet med bandets på en og samme tid tidløse og tidssvarende musikalske udtryk og prunkløst økonomiske fortolkninger (en sang er ovre når den slutter – intet sololir her!) var resultatet en koncert i særklasse, sikkert årets bedste.

Bagefter følte denne blogs forfattere sig lidt teenageagtigt skuffede over ikke at have trykket hænder med bandet – men hvad gjorde det egentlig? Oplevelsen var suveræn.

Tak til Maria for sætlisten.

For en god ordens skyld: Først var der opvarmning i form af Vor Knuste Have, der dog var præget af strømsvigt – og til sidst bar de deres medbragte paptræ ud. Dem kunne Jens godt lide.

Ikke et ord om selvmål herfra. Hvis jeg bare havde fået set kampen: så var den sikkert endt uafgjort. Men arbejdet kaldte.

Bagefter kørte en Liverpool-fan mig til Århus. Uden for Train løb jeg ind i – Nick Seymour og Matt Sherrod fra Crowded House. “Skal du ind og se os?” spurgte de.

Og det skulle jeg da. Det var med lidt bange anelser; deres seneste album, Time on Earth skuffede mig. Det nye album, Intriguer, udkom i dag og jeg kan ikke påstå, at jeg har hørt det. Men Neil Finns seneste projekt, The Sun Came Out, var vellykket og gav mig fornyet håb.

Og det var en særdeles vellykket koncert – en masse nedslag i bandets fine sangskat med hovedvægt på Woodface og Together Alone (næsten alle numre fra dette album) blandet med nye numre. Her vil jeg fremhæve “Twice If You’re Lucky” og “Elephant”. Også “Italian Plastic”, der er et Paul Hester-nummer og flere numre, som Tim Finn havde været med til, fik vi.

Et gennemsympatisk og ekstremt tight band, der både kan vise deres udadvendte syng-med-side og en mere introspektiv, psykedelisk jammende side uden af den grund at virke usammenhængende. Jeg var langt fra den eneste der var godt underholdt.

Og Nick Seymour delte min manglende glæde ved VM-trompeterne. Ligesom jeg mener han, at de bør ødelægges.

Pastorinden og undertegnede var i aftes havnet i Århus hvor C.V. Jørgensen var nået til på sin første turné i rum tid.

Hver koncert har sit forventede publikum. I aftes tænkte jeg uvilkårligt, at der nok ikke var mange i salen, der læser Soundvenue.

Sidst jeg hørte C.V. var det Roskilde-festival og han var i det jazzede hjørne.
Nu, mere end 10 år efter, havde han en mere traditionel rockbesætning med sig uden trompet eller keyboards. Veteranerne Aske Jacoby og Gert Smedegård var på plads igen.

Fungerede det så? Ja og så alligevel. På numre som “Til skaberen fulde tilfredshed” (vel noget af det smukkeste fra C.V.s pen) og sangen til moderen, “Elisabeth”, var resultatet over al forventning. Og på den overraskende aktuelle “Datadisciplin” fra et album, der i sin tid forekom mere bundet af firserproduktion end forgængeren, opstod der et solidt groove.

På den anden side blev numre som “Backstage Boogie” og “Kort proces” ikke helt hvad de kunne være blevet. Den ene ikke helt skarp nok, den anden pludselig for bastant.

Altså en lidt blandet pose bolsjer, men bestemt værd at opleve. C.V. er trods alt en af dansk rocks største sangskrivere og er tilmed en så sympatisk skikkelse på en scene, at det er en glæde. Gå ind og hør og se ham hvis I kan.

(I Aalborg d. 4. juni er han på programmet sammen med en af de mindst interessante sangskrivere overhovedet, nemlig R. Nøhr – det undgik vi heldigvis her.)

I aften når C.V. Store Vega i København