Jeg kunne (og kan) faktisk vældig godt lide Electric fra 1987, og efterfølgeren Sonic Temple var såmænd hæderlig. Det var dengang, der var for mange blodfattige skokiggere og jeg begyndte at se mig om for alvor. Siden glemte jeg The Cult. Der var så meget andet, der var lige så spændende eller mere.

Dagens koncert blander gamle numre med numre fra det nye album, og det lykkes på de præmisser, The Cult bygger på – en traditionel hård rock/metal med en underliggende indianerromantik, ret beset ikke mere reaktionært end hvad landsmændene i The Cure leverede i går. Spade med stort S, rock med stort Å. De nye numre falder ikke igennem, The Cult faktisk heller ikke. Men der er så meget andet, der er lige så spændende eller mere

Hank Williams d. 3 gør vel egentlig det samme, som D:A:D prøvede i starten af deres karriere – nemlig at blande hård rock/metal og country. Men i modsætning til D:A:D kan Hank faktisk lide country og kan finde ud af at spille det. Adel forpligter; farfar var den rigtige Hank Williams.

Denne kunst, nemlig at være flydende på to så helt forskellige musikalske sprog og at forsøge at integrere dem og samtidig holde dem adskilt, kender jeg fra Bad Brains. Først er der pedal steel og fiol. Derefter er der dobbeltpedal og growl.

Den store fare er, at countrydelen kan fremstå lidt tongue-in-cheek, og dette undslipper Hank da heller ikke helt. Men et interessant bekendtskab, i hvert fald i en livesammenhæng.

Så blev det gummistøvletid.

Først kl. 17.10 var jeg på festivalen o gik således glip af de første numre med Gossip. De fleste ved, at Gossip balancerer et sted mellem rock og disco og at deres sangerinde Beth Ditto er en trivelig dame. Live lægger man mærke til deres lidt kiksede visuelle udtryk. Beth Ditto er måske mere snakkesalig, end det behøves men det mere end kompenseres der for af hendes vokal.

Det nye album, A Joyful Noise toner rent popflag, men liveudgaven af bandet står klart ved sin rockbaggrund. Dette er potentiel festmusik, men en regntung lørdag eftermiddag med det sædvanlige snakkesalige publikum var det desværre en svær opgave at løfte. Nå, da hittene “Standing In The Way Of Control” og “Heavy Cross” dukkede op til sidst, kunne publikum uden for pitten omsider også koncentrere sig, og Beth kvitterede med at kravle ned og give forreste række en krammer. It ain’t over till the fat lady sings.

Aftenen sluttede med en konflikt for mit vedkommende: Skulle jeg høre Modeselektor, Perfume Genius eller Janelle Monáe? Jeg valgte – alle tre.

De tre musiknavne udtrykker hver deres bud på en kropslighed i musikken.

Modeselektor – to tredjedele af tyske Moderat (som jeg har skrevet om på bloggen for snart længe siden) – begyndte et forudprogrammeret og typisk snedigt og effektivt sæt på Apollo-scenen, bedre kendt som Det Oppustelige Græskar. Alle dansede med.

Jeg måtte dog gå efter forholdsvis kort tid for at nå ned til Perfume Genius, der er klart i familie med chillwave-navne som især Youth Lagoon, uden dog at være særligt elektroniske. Følsomme og gribende pianoballader fra en bleg ung amerikaner. Og en rigtig vellykket coverversion af Neil Youngs “Helpless”. Men stemningen… Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!

Også denne gang måtte jeg gå før tiden for at nå frem til Janelle Monáe i det stuvende fyldte Arena. Jeg havnede i kødranden uden om teltet og kunne fornemme, at en særdeles god koncert var under opsejling. Men det kneb mest høre musikken. Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!

Til sidst førte “naturlig afgang” mig længere ind i teltet, og jeg kunne nu både se og høre musikeren ordentligt. Hvor The Shins og Perfurme Genius spiller deres sange, så publikum er tilfredse, kan Janelle Monáe og band gøre publikum ellevilde.

Monáe laver soulmusik med tydelig inspiration fra James Brown og Jackson Five (vi fik en forrygende version af “I Want You Back”), men der er også Cameo, new save og rocknroll med i ligningen. Og der danses! Og males – Janelle malede et billede på et opspændt lærred undervejs. Og der er guitarsoloer fra en inspireret guitarist. Og der er en masse call-response med publikum, som Janelle snart har i sin hule hånd. Et langt ekstranummer bliver det til, og til allersidst kommer alle på scenen blot for at præsentere sig én efter én. En ung fyr i publikum, der har fødselsdag, hives op på scenen og får Janelles maleri som gave.

Det er 100% showmanship, og vi elsker det (The Cure har som modsætning slet intet showmanship) – og vi elsker Janelle og hendes band. Det er tydeligt, at de holder af at spille Roskilde for andet år i træk.

Yesterday I got so old that I thought that I could die.

Man kan ikke løbe fra sin ungdom, men af og til har man lidt lyst til det. The Cures sange fejler ikke noget, Disintegration er et fremragende album (bare spørg drengene fra South Park) og Robert Smith & Co. har spillet det hele vældig mange gange før, og de er bestemt kompetente på en (orange) scene. Desværre er The Cure ikke et af de musiknavne, der ældes med ynde, og det er som om hele selvoptagethedens fest ikke fænger så meget i dag.

Britiske Clock Opera kender jeg ikke meget til. Johnny Marr har talt pænt om denne kvartet i spraglede skjorter. Og hvad er det så for noget? En lidt kantet, men samtidig dansabel keyboard/percussion-drevet sound med new wave-rødder. Nogle af sangene er pænt iørefaldende – og hvad var det, de mindede mig om? Til sidst gik det op for mig: det var såmænd Heaven 17 og OMD. Så det er ikke helt skidt, slet ikke. Bør udforskes nærmere.