Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
Lars Rix har skrevet en meget positiv anmeldelse i Berlingske af koncerten på Viften i Rødovre. Se bare konklusionen:
Love Shop bliver aldrig hvad Love Shop var en gang, men sådan skal det også være. Der bliver bare ikke mere mundharmonika. Sådan er det. Men når man mærkede ekstranumre som rockklassikeren »Kræmmersjæl«, »Fester i Danmark«, »Drømmenes København«, »En nat bliver det sommer« og ekstra ekstra-nummeret »Alle har en drøm at befri« leveret med så meget inderlighed og nerve som denne aften, så står det klart, at Love Shop bare vil det her – på trods.
Leonard Cohen nåede Aalborg i går, og når man aldrig har oplevet en koncert med ham før, har adskillige af mandens albums og for én gangs skyld kan nøjes med en cykeltur på 10 minutter (og 770 kr., men det skal vi ikke tale mere om her) for at opleve ham live er det klart, hvad der bør gøres. Så det gjorde jeg.
Og jeg ankom sammen med en masse andre midaldrende mennesker kun et kvarter inden Cohen gik på. Alligevel lykkedes det mig at få en god plads ikke langt fra scenen.
Var det så en god koncert? I høj grad. Cohen var i mere end en forstand i fin form trods sine 78 år – han løb endda ind på scenen! Hvis man kun kender Cohens koncerter fra live-albums vil man måske lægge mærke til at der ikke var nogen anekdoter mellem numrene; det var i høj grad musikken der talte. Lyden var noget af det absolut bedste, jeg har hørt. Bandet var usædvanligt tight og virtuost med bl.a. den spanske guitarist Javier Mas og Webb-søstrene der synger, spiller guitar og harpe og endda kan slå flikflak. Ikke mindst skal jeg dog huske at nævne Sharon Robinson, der er meget meget mere end en korsangerinde. Som mange forhåbentlig ved, er en del af Cohens kendte sange fra 1980’erne og frem (f.eks. “Everybody Knows”) faktisk skrevet sammen med hende. Hele Ten New Songs fra 2001 har faktisk Robinson som medforfatter, og hun spiller stort set alle instrumenter på dét album.
Af alle de guldrandede sange havde Cohen sammensat en over tre timer lang sætliste, som jeg nu kan se i det store og hele var den samme som ved koncerten i København. Højdepunkter var, spørger man mig, “Anthem” og “Famous Blue Raincoat”. Her er hele sætlisten (fra vores ven Bent Stenbakkens anmeldelse i Nordjyske)
Dance Me to The End of Love
Going Home
The Future
Bird on A Wire
Everybody Knows
Who By Fire
Banjo
Darkness
Amen
Come Healing
I Can’t Forget
Different Sides
Anthem
—
Tower of Song
Suzanne
The Night Comes On
Heart With No Companion
The Gypsy’s Wife
The Partisan
Democracy
Coming Back to You
Alexandra Leaving
I’m Your Man
Hallelujah
Take This Waltz
—
So Long, Marianne
First We Take Manhattan
Famous Blue Raincoat
Closing Time
I Tried to Leave You
Save The Last Dance for Me.
Nå ja, så var der også lige publikum… Jeg vil foreslå, at man til store koncerter og festivaler opretter et specielt snakkeafsnit en fem-ti kilometer fra scenen.
Jeg har netop skaffet mig en billet til Springsteens første aften på Ullevi d. 27. juli. Jeg glæder mig; det er 27 år siden, jeg sidst var den vej forbi i samme anledning. Det var overraskende sværere at skaffe overnatning i Göteborg – det er faktisk endnu ikke lykkedes. Andre, der skal derover og som har et tip? Færgen til Frederikshavn afgår 23.55, så det kan knibe med at nå den, og lysten til at sove i Stenaterminalen eller lignende er minimal.
Tak til Bloggers By Choice for årets vel bedste og mest i øjenhøjde underholdende Roskilde-dækning. Ingen ‘seen it all’-journalister sendt ud for at sætte sig selv i kontrastfyldt scene og igen igen tage letsarkastisk gonzo-puls på ‘den der Roskilde-ånd’. Istedet blot musikpassionerede mænd med alle antenner ude, mod på oplevelsen og batteri på afsenderknapperne. Iorden. Indtag og nyd bloggen her.
PS – Nu vi taler Roskilde, så streamer DR iøvrigt I Got You On Tape’s koncert fra tidligt fredag aften på Arena lige her.
I har læst anmeldelserne og de lyver ikke. Bortset altså fra Treo’s i EB, men han skal også spille op til sin rolle som musikmiljøets’s Sørine Gotfredsen. Koncerten på Orange Scene? Fantastisk. Intet mindre. Springsteen’s lysende aftener som den i går får alle andre artister til at fremstå……….ubetydelige? 😉
No Surrender
Badlands
Two Hearts
We Take Care Of Our Own
Wrecking Ball
Death to My Hometown
My City of Ruins
Spirit in the Night
The E Street Shuffle (with The Roots)
Jack of All Trades
Trapped
Because the Night
Working on the Highway
Shackled and Drawn
Waitin’ on a Sunny Day
The River
The Rising
Out in the Street
Land of Hope and Dreams
+ + +
We Are Alive
Born in the U.S.A.
Born to Run
Glory Days
Dancing in the Dark
Tenth Avenue Freeze-Out
Twist and Shout
Tal om overskud: talte 6 aktive tambourinespillere + 1 koklokkeudøver på scenen allerede i ‘No Surrender’.
Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for I Predict A Graceful Expulsion, der er Cold Specks’ debutalbum. Og dagens oplevelse giver bestemt heller ikke anledning til tvivl – Al Spx er et vigtigt nyt navn. Stor anbefaling herfra.
Jeg tror, det bliver en rigtig folk/roots-dag i dag. Pastorinden er nu også med. Det er også det øvrige publikums dag, og det mærker vi tydeligt. I Arena-teltet snakkede publikum løs, mens Alison Krauss & Union Station spillede i baggrunden på Arena-scenen. I Pavillion-teltet snakkede publikum, og nogle klappede også i takt og hujede til The Low Anthems stille numre. Heldigvis var mange af sangene lavmælte og inderlige, så de entusiastiske festivalgæster ikke behøvede at skrige sig hæse for at blive hørt. For hørt, det blev de. Da “Boeing 737” blev spillet, var der en kort distraktion, men bagefter var alt igen som før.
VIL DU HAVE EN LAKRIDS? HVORDAN HAR DINE VENNER DET? HVAD SKAL I SÅ BAGEFTER? HEJ MOR – JEG HAR DET GODT. NEJ, DET VA DA HYGGELIGT SÅDAN AT RENDE IND I JER HER. VORES NABOER SKAL SKILLES. ÅH, VI VAR SÅ STIVE I GÅR. osv. osv.
Jeg holder meget af Alison Krauss, men publikum…
Endnu et lidt anderledes bud på countrymusik – og så dog langt mere traditionelt end Hank Williams d. 3. Punch Brothers spiller bluegrass og er virtuoser på deres respektive instrumenter. Forbindelsen til folkemusikken fra Irland og Skotland er i denne genre meget tydelig. (Nogle ville her fejlagtigt begynde at fable om De Gyldne Løver.)
Det usædvanlige ved Punch Brothers er dels, at de er fra New York (dvs. de er ikke ligefrem hillbillies, dels
at de i de numre, de selv har skrevet, i deres tonesprog også trækker på nyere former for sangskrivning og tonesprog, især rock, men også jazz. Dette sidste viste sig ved nogle ambitiøse sololøb undervejs – hvoraf et brat slog over i en uptempo-udgave af Gillian Welch’s “Back In Time” (fra Soul Journey, af Stereo Studios ansatte betegnet som en souludgivelse.) Punch Brothers kunne ikke slippe af sted med det, de gør, og få telttaget til at løfte sig af begejstring, hvis ikke de samtidig var helt hjemme i den bluegrass-tradition, de ofte overskrider. Og hjemme i bluegrass, dét er de.
Et spændende bekendtskab.
…i den grad en aftenoptræden af dette gendannede britiske rockband, her i en frisk optagelse med den nye single ‘Under the Westway’.
…i den grad en aftenoptræden af dette elegante svenske rockband, her i en rød optagelse fra sidste weekend’s Hamar Music Festival i Norge.
Utroligt, men sandt: Elektro Guzzi fra Østrig spiller særdeles dansabel, hypnotisk trance med beats og dyb, dyb bas uden nogen elektroniske instrumenter. Besætning: guitar, bas og trommer. Måske har vi her en udvej for rockbands, der sidder fast i et kedeligt udtryk. Hvem ringer til Big Fat Snake?
Nå dem? Det er da dem med “Post-breakup Sex”. Så er stilen ligesom lagt. Ungt band med et temmelig ubekymret univers og iørefaldende melodier til. The Vaccines er et sted på britisk pop-rocks store brede, kompetente midtbane. Ikke så meget involveret i angrebet, men heller ikke udpræget i defensiven. Men som sangeren siger mellem to numre: “This is fun”.