Hvis man læser denne blog, ved man måske at jeg er meget begejstret for canadiske Cold Specks’ debutalbum I Predict A Graceful Expulsion, endda så begejstret at albummet var nummet 1 på min årsliste sidste år. Hendes/deres koncert på Roskilde i 2012 var også rigtig vellykket. Nu er der omsider nyt fra Cold Specks – dog kun i form af en gæsteoptræden på et nummer med Moby. Jeg er sent ude her; nummeret kom for et par måneder siden. Man kan hente MP3’en her.
Jeg vil ikke lægge skjul på at det er Cold Specks’ medvirken, der gør nummeret interessant for mig. Mobys udglattende produktion siger mig ikke så meget.
Jeg lover at det bliver det sidste indlæg fra mig om Roskilde-festivalen 2013, og jeg kan lige så godt bruge det til at få ørerne i maskinen. For jeg er ikke enig med den holdning, der ofte gives udtryk for: At der skal være nogle flere Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, og at Roskilde-festivalen svigter Alle Os Sande Musikelskere. Dette er en holdning, Jens og en bestemt musikanmelder fra Ekstra Bladet er overraskende enige om.
Som man forhåbentlig kan udlede af det, jeg har skrevet, havde jeg pænt mange gode musikoplevelser og kun én reel skuffelse (det var Animal Collective der er et Velkendt Band der så måske ikke spiller Rigtig Rock). Selvfølgelig kunne det da have været hyggeligt også at opleve f.eks. The Walkmen og Blur og Arcade Fire og alle de andre, Jens og jeg plejer at rose til skyerne og sikkert ejer alle officielle (og en god portion mindre officielle) udgivelser med. Men disse musiknavne er heller ikke hele verden, de er “kun” en del af den.
Der er vel tre typer koncertoplevelser, man kan have, og De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, går så vidt jeg kan se efter én bestemt af dem. Lad mig prøve at eksemplificere.
Der var i år flere navne, som jeg havde et godt kendskab til og har oplevet tidligere. Det kunne være f.eks. Calexico eller Kraftwerk. Oplevelsen af en koncert med et så velkendt navn kan blive en gensynsglæde, en forventning (Spiller de mon “Computerlove”? Kommer der nye numre? ) som enten bliver indfriet helt, delvis eller slet ikke. Når Jens skriver om koncerter med bands, han holder af, mærker man tydeligt denne blanding af gensynsglæde og forventning.
Så var der andre navne, hvis musik jeg kendte godt, men som jeg aldrig tidligere har været til koncert med. Det kunne være f.eks. James Blake eller John Grant eller Animal Collective. Oplevelsen er ikke en gensynsglæde, men en forventning (Spiller han mon “Marz”? Er han mon lige så god på en scene som i studiet?). Set ud fra dette forventningsperspektiv var Blake rigtig god, Grant fænomenal og Animal Collective en fuser.
Og så er der navne, hvis musik jeg slet ikke kendte til. Det kunne være f.eks. Sohn eller Meher & Sher Ali. Her er oplevelsen i høj grad en opdagelsesrejse, der kan ende med at man farer vild eller opdager et nyt sted. I år var der mest tale om gode oplevelser i denne kategori; et par var endog rigtig gode.
En koncert med en enkelt kunstner kan også rumme denne blanding af det velkendte og det nye, og mange gange har musikerne planlagt sætlisten nøje – der skal være noget velkendt, noget ikke så kendt og måske også noget nyt, de vil prøve af. Hvis man tænker på en musikfestival ikke kun som en stor samling koncerter men også som sådan en planlagt helhed med noget velkendt, noget mindre kendt og noget helt ukendt, bliver det klart hvorfor det at sammensætte repertoiret til en stor musikfestival er så kompliceret og hvorfor forventningen om Det Band Eller Den Solist Jeg Kender ligner forventningen om Den Sang Jeg Kender så meget.
Den enighed, som De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock ofte postulerer, er desuden mindre reel end vi ofte tror. Vi har en tendens til at tro at det segment, vi selv færdes i og har lært at kende, udgør verden. Da tænker jeg på en 50-års-fødselsdag jeg var til for nylig et sted på Sjælland, hvor der herskede en uudtalt konsensus om at verden begynder og ender med hvad man kan høre på The Voice.
Eller jeg på tænker i går eftermiddags, hvor jeg stod i kø ved en bar, og lige bag ved stod tre unge fyre der snakkede om sidste års Roskilde-festival, der havde været deres første. Hvem var det nu, der var de vigtige navne på Orange Scene sidste år? grublede de lidt. Nå ja, det var da Magtens Korridorer og Tyler The Creator.
Der er ikke ret mange store rocknavne, der kan samle bredt. Det er ikke rockmusikkens skyld, men et udtryk for at der er mange segmenter. Rige Hanne siger mig ikke rigtig noget, men jeg kunne fornemme at ganske mange festivalgæster var glade for hende. Mit bud er det i lige så høj grad er rendyrkede popnavne som hende, Beyoncé, Lady Gaga m.fl. der vil kunne samle et stort bredt publikum.
Nå, fred med det. For at det hele ikke skal kamme over i hellighed er det nok bedst at jeg husker at nævne at jeg lige nu sidder og lytter til Calexico, mens IC3-toget klatrer nordpå.
En smuk, smuk, medrivende afslutning på Odeon med fabelagtige Calexico. Det swingede som ind i himlen, og selv om jeg var træt i fødderne og i hovedet efter fire dages koncerter (eller måske netop derfor?) var det vemodigt at vide at dette var sidste omgang musik. Godt at det netop var Joey Burns og John Convertino og kompagni, der rundede af her.
Og som et nik til rockhistorien fik vi endda fyldige citater af “Guns Of Brixton” og “Love Will Tear Us Apart”, inden det hele sluttede med en cumbia. Og vagterne nede foran dansede med – dette var også deres sidste aften!
Et hul i min musikkundskab er Queens Of The Stone Age. Jeg kender simpelthen ikke ret meget til Josh Homme & Co.’s musik. Men det jeg hørte i dag gav mig lyst til at høre mere.
Jeg vil formodentlig skuffe nogen, hvis jeg ikke nævner Metallica – det er trods alt et band, jeg har lyttet til tidligere og som i mine ører har lavet interessant musik (omend det er ved at være længe siden). Jeg hørte nogle numre her og der; nogen samlet koncertoplevelse var det ikke. Men de numre, jeg fik hørt, fungerede faktisk. Det klædte i høj grad bandet at grave bagkataloget frem med numre som “Disposable Heroes”, “Battery”, “Blackened”, “Harvester of Sorrow”, “Welcome Home (Sanitarium)” og “One” – alle sange fra de første fire albums, hvor Metallica ikke var bange for at beskæftige sig med og være vrede over noget, der var større end dem selv (krig, landminer, miljøproblemer). Det ironiske er at Lars Ulrich sagtens kan spille trommer på de gamle thrash’ede numre hvor der er blastbeats og dobbeltpedal og det går over stok og sten. Men når musikken forlader dette domæne, som Metallica jo helt gjorde fra og med det “sorte album”, og der skal mere ro på, kan man høre hvor kluntet Lars Ulrich så er og hvordan det går ud over helhedsindtrykket. Især Lars’ bækkenspil er som regel et hospitalsbækken værdigt. Sad But True.
Menneskehavet til Metallica var endnu større end til Rige Hanne – det var lørdag på Roskilde, hvor publikum har det med at vokse betragtligt i antal – så jeg drev ned til Pissed Jeans, der nok hver især er halvt så gamle som Metallicas medlemmer. Her var vreden i høj grad intakt og musikken et sted mellem hardcore og metal. Perfekt at lytte til, hvis man har siddet til et langt og meningsløst møde. Ellers skal den indtages i mindre doser.
Til sidst et kvarter nede ved Sigur Rós, der befinder sig lige præcis på den rigtige side af blodfattighed med deres pludrende alfesymfoniske rocksalmer på islandsk, mens Metallicas pyroteknik larmede og lyste op i baggrunden.
Long Walk Home
My Love Will Not Let You Down
The Ties That Bind
We Take Care of Our Own
Out in the Street
Wrecking Ball
Death to My Hometown
Hungry Heart
Tougher Than the Rest
Does This Bus Stop at 82nd Street?
For You
I Wish I Were Blind
The River
Prove It All Night
Murder Incorporated
Johnny 99
Open All Night
Shackled and Drawn
Waitin’ on a Sunny Day
The Rising
Badlands
Land of Hope and Dreams
Born in the U.S.A.
Born to Run
Dancing in the Dark
Ramrod
Tenth Avenue Freeze-Out
Altså intet helt album denne aften, og heller ingen “Backstreets”. Til gengæld bl.a. en udgave af “Prove It All Night” med den lange guitarintro og “My Love Won’t Let You Down” og “Murder Incorporated” (sidstnævnte var nok aftenens højdepunkt for mig) – og Springsteens Beatles-nummer, “The Ties That Bind”, som jeg også har et svagt punkt for.
Energien fejlede som sædvanlig intet, “Tenth Avenue Freeze-Out” rundede det hele af med en hyldest til The Big Man – og da vi kom ud i det fri, ventede der os en lun majaften med en lidt ulden måne.
I foyeren på Hotel Scandic så Pastorinden og jeg en lille fyr i sort tøj – det var ingen ringere end Nils Lofgren. Vi hilste pænt på ham. “It was a beautiful night”, sagde han. Vi var enige og sagde tak for den.
Her er sætlisten. Og nej, jeg var der ikke selv. Men hele Born To Run! Og “Loose Ends”! Og “Backstreets”! Jens var tilfreds – det ville jeg også have været.
Men i morgen er jeg i Herning. (Forhåbentlig følger det talende publikum ikke med.)
We Take Care of Our Own
Two Hearts
Loose Ends
Cadillac Ranch
Radio Nowhere
Trapped
Wrecking Ball
Death to My Hometown
Spirit in the Night
Thunder Road
Tenth Avenue Freeze-Out
Night
Backstreets
Born to Run
She’s the One
Meeting Across the River
Jungleland
Pay Me My Money Down
Shackled and Drawn
Waitin’ on a Sunny Day
Lonesome Day
Badlands
Brilliant Disguise
Light of Day
Born in the USA
Glory Days
Bobby Jean
Dancing in the Dark
Twist and Shout
Raise Your Hand
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for I Predict A Graceful Expulsion, der er Cold Specks’ debutalbum. Og dagens oplevelse giver bestemt heller ikke anledning til tvivl – Al Spx er et vigtigt nyt navn. Stor anbefaling herfra.
Jeg kunne (og kan) faktisk vældig godt lide Electric fra 1987, og efterfølgeren Sonic Temple var såmænd hæderlig. Det var dengang, der var for mange blodfattige skokiggere og jeg begyndte at se mig om for alvor. Siden glemte jeg The Cult. Der var så meget andet, der var lige så spændende eller mere.
Dagens koncert blander gamle numre med numre fra det nye album, og det lykkes på de præmisser, The Cult bygger på – en traditionel hård rock/metal med en underliggende indianerromantik, ret beset ikke mere reaktionært end hvad landsmændene i The Cure leverede i går. Spade med stort S, rock med stort Å. De nye numre falder ikke igennem, The Cult faktisk heller ikke. Men der er så meget andet, der er lige så spændende eller mere
Først kl. 17.10 var jeg på festivalen o gik således glip af de første numre med Gossip. De fleste ved, at Gossip balancerer et sted mellem rock og disco og at deres sangerinde Beth Ditto er en trivelig dame. Live lægger man mærke til deres lidt kiksede visuelle udtryk. Beth Ditto er måske mere snakkesalig, end det behøves men det mere end kompenseres der for af hendes vokal.
Det nye album, A Joyful Noise toner rent popflag, men liveudgaven af bandet står klart ved sin rockbaggrund. Dette er potentiel festmusik, men en regntung lørdag eftermiddag med det sædvanlige snakkesalige publikum var det desværre en svær opgave at løfte. Nå, da hittene “Standing In The Way Of Control” og “Heavy Cross” dukkede op til sidst, kunne publikum uden for pitten omsider også koncentrere sig, og Beth kvitterede med at kravle ned og give forreste række en krammer. It ain’t over till the fat lady sings.
Britiske Clock Opera kender jeg ikke meget til. Johnny Marr har talt pænt om denne kvartet i spraglede skjorter. Og hvad er det så for noget? En lidt kantet, men samtidig dansabel keyboard/percussion-drevet sound med new wave-rødder. Nogle af sangene er pænt iørefaldende – og hvad var det, de mindede mig om? Til sidst gik det op for mig: det var såmænd Heaven 17 og OMD. Så det er ikke helt skidt, slet ikke. Bør udforskes nærmere.
ET STADIGT MERE IRRITERENDE PROBLEM ER STØJ UNDER KONCERTER. NEJ, IKKE LYDENE FRA SCENEN, MEN LYDE FRA SALEN. DA MIKAEL SIMPSON FOR NYLIG GAV KONCERT I AALBORG, VAR DET PÅFALDENDE, AT DER VAR SÅ MANGE BLANDT PUBLIKUM, DER HELLERE VILLE TALE SAMMEN END LYTTE TIL MUSIKKEN OG OPLEVE MUSIKERNE. DER ER EN ARTIKEL I POLITIKEN I DAG OM DÉT FÆNOMEN. HER SKRIVES DER:
OGSÅ ANDRE KONCERTER ER BLEVET FORSTYRRET AF SNIKSNAK. EKSEMPELVIS, DA DEN AMERIKANSKE SANGER TREVOR POWERS, BEDRE KENDT SOM YOUTH LAGOON, I BEGYNDELSEN AF MARTS GIK PÅ SCENEN I VEGA.
MED SIN SARTE, DELIKATE RØST, VAR RAMMERNE SAT FOR EN LAVMÆLT KONCERT, HVOR DE FØLSOMME NUMRE BLEV SERVERET MED STOR INTENSITET OG NERVE.
MEN KONCERTEN MED YOUTH LAGOON FOREGIK EN LØRDAG AFTEN. OG PUBLIKUM MÅTTE FLERE GANGE TYSSE PÅ ANDRE KONCERTGÆNGERE, DER LIVLIGT STOD OG TALTE HØJLYDT OM ALT FRA FACEBOOK-DATES TIL SOMMERFERIEPLANER, MENS DE BUNDEDE ØL OG KUN LEJLIGHEDSVIS KIGGEDE OP MOD, HVAD DER FOREGIK PÅ SCENEN.
JEG HAR ENDOG HØRT, AT DETTE VAR ET PROBLEM TIL EN KONCERT MED EINSTÜRZENDE NEUBAUTEN (AF ALLE BANDS).
DET KAN ENTEN VÆRE TEGN PÅ AT LYDNIVEAUET TIL KONCERTER ER FOR LAVT ELLER AT PUBLIKUM TALER FOR HØJT. JEG VED GODT, HVAD JEG TROR. MÅSKE SKAL DER TALES MED STORE BOGSTAVER OVER FOR DEM NEDE I SALEN? HVAD SYNES DU, JENS?
På Backstreets, der er et velrenommeret Springsteen-fan-sted, kan man nu læse en beretning fra tour-starten, der fandt sted i sidste uge, mandag d. 9. marts, på det legendariske Apollo Theatre i New York. Når jeg læser om den koncert, ville jeg ønske, at jeg havde været der.
Og så må jeg også krybe til korset og indrømme, at jeg nu faktisk er blevet rigtig glad for Wrecking Ball. Det har taget tid, men albummet er vokset i statur.
James Blakes sange er på sin vis traditionelle, men han vrider dem ofte af led med morfede vokaler og placerer dem på en bund af dub. Først var jeg i tvivl om hvad denne koncert på Orange Scene mon kunne tilføje til indtrykket fra hans indtil nu til albumudgivelser. Men der kom lange forløb og bassen var forbløffende nådeløs. De i alt tre siddende englændere leverede en paradoksalt kropslig liveoplevelse med bl.a. højdepunkterne fra årets Overgrown-album (der er faktisk en del). Og jeg havde aldrig regnet med at det første musiknavn hvis lave frekvenser skulle bringe mig faretruende tæt på at opgive mit maveindhold ville være ikke ekstrem metal, men en pæn ung englænder i jakke.
