Jeg har netop skaffet mig en billet til Springsteens første aften på Ullevi d. 27. juli. Jeg glæder mig; det er 27 år siden, jeg sidst var den vej forbi i samme anledning. Det var overraskende sværere at skaffe overnatning i Göteborg – det er faktisk endnu ikke lykkedes. Andre, der skal derover og som har et tip? Færgen til Frederikshavn afgår 23.55, så det kan knibe med at nå den, og lysten til at sove i Stenaterminalen eller lignende er minimal.
VIL DU HAVE EN LAKRIDS? HVORDAN HAR DINE VENNER DET? HVAD SKAL I SÅ BAGEFTER? HEJ MOR – JEG HAR DET GODT. NEJ, DET VA DA HYGGELIGT SÅDAN AT RENDE IND I JER HER. VORES NABOER SKAL SKILLES. ÅH, VI VAR SÅ STIVE I GÅR. osv. osv.
Jeg holder meget af Alison Krauss, men publikum…
…i den grad en aftenoptræden af dette elegante svenske rockband, her i en rød optagelse fra sidste weekend’s Hamar Music Festival i Norge.
Aftenen sluttede med en konflikt for mit vedkommende: Skulle jeg høre Modeselektor, Perfume Genius eller Janelle Monáe? Jeg valgte – alle tre.
De tre musiknavne udtrykker hver deres bud på en kropslighed i musikken.
Modeselektor – to tredjedele af tyske Moderat (som jeg har skrevet om på bloggen for snart længe siden) – begyndte et forudprogrammeret og typisk snedigt og effektivt sæt på Apollo-scenen, bedre kendt som Det Oppustelige Græskar. Alle dansede med.
Jeg måtte dog gå efter forholdsvis kort tid for at nå ned til Perfume Genius, der er klart i familie med chillwave-navne som især Youth Lagoon, uden dog at være særligt elektroniske. Følsomme og gribende pianoballader fra en bleg ung amerikaner. Og en rigtig vellykket coverversion af Neil Youngs “Helpless”. Men stemningen… Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!
Også denne gang måtte jeg gå før tiden for at nå frem til Janelle Monáe i det stuvende fyldte Arena. Jeg havnede i kødranden uden om teltet og kunne fornemme, at en særdeles god koncert var under opsejling. Men det kneb mest høre musikken. Hvis bare publikum dog ville lære at tie stille!
Til sidst førte “naturlig afgang” mig længere ind i teltet, og jeg kunne nu både se og høre musikeren ordentligt. Hvor The Shins og Perfurme Genius spiller deres sange, så publikum er tilfredse, kan Janelle Monáe og band gøre publikum ellevilde.
Monáe laver soulmusik med tydelig inspiration fra James Brown og Jackson Five (vi fik en forrygende version af “I Want You Back”), men der er også Cameo, new save og rocknroll med i ligningen. Og der danses! Og males – Janelle malede et billede på et opspændt lærred undervejs. Og der er guitarsoloer fra en inspireret guitarist. Og der er en masse call-response med publikum, som Janelle snart har i sin hule hånd. Et langt ekstranummer bliver det til, og til allersidst kommer alle på scenen blot for at præsentere sig én efter én. En ung fyr i publikum, der har fødselsdag, hives op på scenen og får Janelles maleri som gave.
Det er 100% showmanship, og vi elsker det (The Cure har som modsætning slet intet showmanship) – og vi elsker Janelle og hendes band. Det er tydeligt, at de holder af at spille Roskilde for andet år i træk.
Og her står jeg midt mellem Simpsons sæt og Ulige Numres sæt. Jeg har aldrig oplevet Ulige Numre før i livesammenhæng (alle ved forhåbentlig hvor positivt jeg omtalte deres ep her på bloggen), men de var helt og aldeles overbevisende med deres velskrevne og personlige sange (trods navnet er det ikke kun hver anden sang, der er god) og et scenenærvær, der matcher. Deres udtryk forener det bedste fra en dansk sangtradition med en tidløshed, vi kender fra… nå ja, The Walkmen. At få en aalborgensisk sal til at skråle med på en sang om København er dertil en bedrift. Kort og godt: Ulige Numre er der mest overbevisende nye/nyere danske band, jeg har oplevet i lang tid.
Tag svenske stemninger med spilledåse og harmonika og hemslöjd. Tag et postpunk-agtigt basriff og læg nyckelharpa ovenpå. Tag surfguitar à la Dick Dale og The Shadows. Tag hjemmegjorte analoge synthesizere og lyden af tidlige indspilninger på Mute. Wintergatan har taget alt dette og meget mere og lavet deres eget fascinerende musikalske univers som de lukkede os der var lidt søndagstrætte ind i på Pavillion. Klar anbefaling!
Hvad er der egentlig at sige? Pakistanske Meher & Sher Ali skabte en magisk stemning med deres qawwali-musik. Mange tror ikke at der er musikalske traditioner af betydning i den muslimske verden, men her er et af mange beviser på at det så sandelig er tilfældet.
Matthew E. White fra spiller en helt igennem traditionel amerikansk blanding af soul, rock og lidt country og hans band er helt igennem kompetent. Blæsersektionen er fra Danmark, og jeg aner en dansk forbindelse der kan gøre manden “verdensberømt i Danmark” som det af og til sker for udenlandske navne (jf. Suede).
Eneste og største anke er at man i store dele af koncerten kun kunne ane hans vokal, der nu heller ikke er specielt voldsom. Jeg ved fra hans debutalbum Big Inner at sangene ikke fejler noget. Om der var tale om en dårlig præstation fra lydmandens side, tør jeg ikke sige. Men vi kunne sagtens høre Matthew E. White snakke mellem numrene, og her blev det afsløret at den lidt bamset udseende mand med det store fuldskæg som dreng gik meget op i fodbold, var målmand og havde Peter Schmeichel som sit store idol.
Jeg er nu ankommet til Roskilde-festivalen årgang 2013. Programmet er pr. definition aldrig dårligt. Hovednavnene er de sikre valg for mange; dem er der måske ikke så mange af i år (og nej, jeg skal ikke høre Volbeat). Men til gengæld er der alle de andre navne – både dem jeg kender og dem jeg stifter bekendtskab med for første gang. Det er alt det, der gør Roskilde-festivalen værd at vende tilbage til. Tilmed skulle er denne gang være en chance for at undgå mudderbad og efterårsvejr. Der er en pæn chance for at der kommer flere indlæg fra mig i de kommende dage.
En af sidste års positive overraskelser for mig var engelske Clock Opera med deres lidt OMD-lydende synthpop. Her er den meget gribende video til deres “Once And For All”. Den unge mand med fuldskæg og avis er forresten sangeren fra Clock Opera.
Lars Rix har skrevet en meget positiv anmeldelse i Berlingske af koncerten på Viften i Rødovre. Se bare konklusionen:
Love Shop bliver aldrig hvad Love Shop var en gang, men sådan skal det også være. Der bliver bare ikke mere mundharmonika. Sådan er det. Men når man mærkede ekstranumre som rockklassikeren »Kræmmersjæl«, »Fester i Danmark«, »Drømmenes København«, »En nat bliver det sommer« og ekstra ekstra-nummeret »Alle har en drøm at befri« leveret med så meget inderlighed og nerve som denne aften, så står det klart, at Love Shop bare vil det her – på trods.
Endnu et lidt anderledes bud på countrymusik – og så dog langt mere traditionelt end Hank Williams d. 3. Punch Brothers spiller bluegrass og er virtuoser på deres respektive instrumenter. Forbindelsen til folkemusikken fra Irland og Skotland er i denne genre meget tydelig. (Nogle ville her fejlagtigt begynde at fable om De Gyldne Løver.)
Det usædvanlige ved Punch Brothers er dels, at de er fra New York (dvs. de er ikke ligefrem hillbillies, dels
at de i de numre, de selv har skrevet, i deres tonesprog også trækker på nyere former for sangskrivning og tonesprog, især rock, men også jazz. Dette sidste viste sig ved nogle ambitiøse sololøb undervejs – hvoraf et brat slog over i en uptempo-udgave af Gillian Welch’s “Back In Time” (fra Soul Journey, af Stereo Studios ansatte betegnet som en souludgivelse.) Punch Brothers kunne ikke slippe af sted med det, de gør, og få telttaget til at løfte sig af begejstring, hvis ikke de samtidig var helt hjemme i den bluegrass-tradition, de ofte overskrider. Og hjemme i bluegrass, dét er de.
Et spændende bekendtskab.
…i den grad en aftenoptræden af dette gendannede britiske rockband, her i en frisk optagelse med den nye single ‘Under the Westway’.
Yesterday I got so old that I thought that I could die.
Man kan ikke løbe fra sin ungdom, men af og til har man lidt lyst til det. The Cures sange fejler ikke noget, Disintegration er et fremragende album (bare spørg drengene fra South Park) og Robert Smith & Co. har spillet det hele vældig mange gange før, og de er bestemt kompetente på en (orange) scene. Desværre er The Cure ikke et af de musiknavne, der ældes med ynde, og det er som om hele selvoptagethedens fest ikke fænger så meget i dag.
For ikke så længe siden skrev jeg om Kraftwerks opførelse af deres 8 banebrydende albums (fra Autobahn og frem) i New York. Hari Kunzru fra New Statesman var der og har skrevet en lille stemningsrapport for alle os, der ikke havde tid eller råd til flybillet eller koncertbillet. En billethaj tilbød en billet for sølle 45.000 dollars (plus afgift på 6750 dollars). Jeg holder meget af Kraftwerk, men ikke så meget.
I den forgange uge opførte Kraftwerk alle deres albums fra den “rigtige” debut Autobahn frem til Tour de France på Museum of Modern Art i New York. Der er kun Ralf Hütter tilbage fra den oprindelige kvartet, men alligevel… det ville jeg nu gerne have overværet.