Matthew E. White fra spiller en helt igennem traditionel amerikansk blanding af soul, rock og lidt country og hans band er helt igennem kompetent. Blæsersektionen er fra Danmark, og jeg aner en dansk forbindelse der kan gøre manden “verdensberømt i Danmark” som det af og til sker for udenlandske navne (jf. Suede).

Eneste og største anke er at man i store dele af koncerten kun kunne ane hans vokal, der nu heller ikke er specielt voldsom. Jeg ved fra hans debutalbum Big Inner at sangene ikke fejler noget. Om der var tale om en dårlig præstation fra lydmandens side, tør jeg ikke sige. Men vi kunne sagtens høre Matthew E. White snakke mellem numrene, og her blev det afsløret at den lidt bamset udseende mand med det store fuldskæg som dreng gik meget op i fodbold, var målmand og havde Peter Schmeichel som sit store idol.

Endnu en rigtig positiv overraskelse for mig var Rokia Traoré fra Mali, et land der har stolte musiktraditioner men har været så meget igennem på det seneste. Smittende dansabelt, vestafrikansk i sit udgangspunkt men med tydelig inspiration også fra europæisk/amerikanske traditioner. Og ekstranummeret var modigt valgt – en comedown i form af “Gloomy Sunday”, som Billie Holiday gjorde kendt.

Rokia Traorés nye album skulle i øvrigt være produceret af John Parish.

Henry Rollins lignede engang en tidligere marinesoldat med helt kort hår, store muskler og skov af tatoveringer – sådan én, man ikke turde lægge sig ud med. Men lad jer ikke narre! Han er et helt andet menneske.

Nogle af os er gamle nok til at huske Henry Rollins som vokalist i det nu legendariske Black Flag. Andre kan huske ham fra hans solokarriere i Rollins Band. I dén egenskab så jeg ham på den så hårdt ramte festival tilbage i 2000. Og så er der også mandens mange bekendende og til tider dystert introspektive bøger om at være rockmusiker og om hvor svært det hele kan være.

Men for 20 år siden opdagede jeg – vel lidt sent – at manden også er en fremragende fortæller og har en gudsbenådet humoristisk sans. Lige så knugende hård og metallisk Henry Rollins’ musik, lige så morsomt observerende og velreflekteret er hans anekdotebaserede spoken word, der kan tangere stand up-genren, men samtidig både kan og vil meget, meget mere. Rollins’ spoken word-optræden i Glasgow husker jeg stadig, og jeg fór ud og købte en dobbelt-cd med nogle af mandens monologer.

Det er vel også denne side af Rollins, der har ført ham ud i bl.a. en skuespilkarriere og til at kunne få sit eget tv-program, der gør det klart at manden favner bredt. Han er usædvanligt velbevandret i skønlitteratur og musik. Han er engageret i humanitært arbejde og aktivisme. Og så får han stadig tid til at bruge tid på at træne.

Og i år optræder Rollins så på Roskilde-festivalen hele fire gange.
Håret er lidt længere og nu helt gråt, men hans skarpe vid er om muligt blevet endnu skarpere.

I dag så jeg ham holde et fyldt Odeon-telt tryllebundet i mere end en time. Emnerne var mange: hans turné som opvarmning for Ozzy Osbourne, den første Ramones-koncert han så, de mange emails han får fra ensomme mennesker og hvordan han svarer på dem, familieplanlægning og hvordan den kan bruges til at begrænse antallet af højreorienterede i Texas og sidst, men ikke mindst Rollins’ mange rejser – herunder til lande som USAs regering ser som fjender.

Hvem skulle tro at én mand der står og taler kunne blive et højdepunkt for mig på en musikfestival?

Animal Collective er i mine øren bedst når de kan male en stemning frem og når de tør lægge en melodi underneden. Jeg kan godt lide albummet Merriweather Post Pavillon, der viste Animal Collective som en slags ambient pludreudgave af Beach Boys. Og Panda Bears soloalbum har jeg det også godt med. Til gengæld havde/har jeg et mere ambivalent forhold til Centipede Hz.

Aftenens koncert havde desværre ikke ret meget fra Merriweather Post Pavillon og den elektroniske side af bandet var helt nedtonet. Mange gange blev helhedsindtrykket repetitivt, hvor meningen vel var at det skulle være hypnotisk. Hvor det skulle virke spontant, virkede det ustruktureret. Den psykedeliske kulisse var stor og farverig. Men en god koncert? Nej, det synes jeg desværre ikke.

Torsdagens positive overraskelse var duoen Drenge, der trods navnet er britisk. De to drenge fra Sheffield spiller en pågående, blues-influereret omgang garagerock med en helt utrolig nerve. Når der kun er to medlemmer i et “band” (er en duo egentlig et band?) skal der buldres ekstra igennem – og det blev der. Trommeslageren er især dygtig til at buldre kompetent.

Hvis Arctic Monkeys var vrede og ikke bare sure, ville de måske lyde lidt i retning af Drenge. Sangskrivningen er lovende, men mangler måske lige det sidste ryk. Stadig en rigtig god oplevelse.

Det danske navn skulle ifølge konferencieren komme af at de to Drenge har set en masse danske dogmefilm – men med dét lyder nu mere som om de har set Niels Malmros. I al fald godt at de hverken landede på Idioterne eller Lars Ole, 5.c.