Kategoriarkiv: En aften i byen

Northside: Cold Specks

20140615-163602-59762387.jpg

Dagens første koncert for mig på Northside var med canadiske Cold Specks. Mange ved hvor meget jeg holdt af debutalbummet I Predict A Graceful Expulsion fra 2012. Der kommer et nyt album til august, og det hedder Neuroplasticity, røbede Al Spx, der reelt er Cold Specks. De fleste sange i dagens sæt var nye sange – Al Spx sagde selv at hun var træt af de gamle sange nu. Heldigvis fik vi dog også en håndfuld sange fra debut’en, heriblandt “Blank Maps” og som et ekstranummeret titelnummeret fra det første album. De nye sange er lidt mere keyboardprægede og måske også mere “rå”, men helhedsindtrykket er lovende for Neuroplasticity.

Cohen i Aalborg

20120826-191321.jpg

Leonard Cohen nåede Aalborg i går, og når man aldrig har oplevet en koncert med ham før, har adskillige af mandens albums og for én gangs skyld kan nøjes med en cykeltur på 10 minutter (og 770 kr., men det skal vi ikke tale mere om her) for at opleve ham live er det klart, hvad der bør gøres. Så det gjorde jeg.

Og jeg ankom sammen med en masse andre midaldrende mennesker kun et kvarter inden Cohen gik på. Alligevel lykkedes det mig at få en god plads ikke langt fra scenen.

Var det så en god koncert? I høj grad. Cohen var i mere end en forstand i fin form trods sine 78 år – han løb endda ind på scenen! Hvis man kun kender Cohens koncerter fra live-albums vil man måske lægge mærke til at der ikke var nogen anekdoter mellem numrene; det var i høj grad musikken der talte. Lyden var noget af det absolut bedste, jeg har hørt. Bandet var usædvanligt tight og virtuost med bl.a. den spanske guitarist Javier Mas og Webb-søstrene der synger, spiller guitar og harpe og endda kan slå flikflak. Ikke mindst skal jeg dog huske at nævne Sharon Robinson, der er meget meget mere end en korsangerinde. Som mange forhåbentlig ved, er en del af Cohens kendte sange fra 1980’erne og frem (f.eks. “Everybody Knows”) faktisk skrevet sammen med hende. Hele Ten New Songs fra 2001 har faktisk Robinson som medforfatter, og hun spiller stort set alle instrumenter på dét album.

Af alle de guldrandede sange havde Cohen sammensat en over tre timer lang sætliste, som jeg nu kan se i det store og hele var den samme som ved koncerten i København. Højdepunkter var, spørger man mig, “Anthem” og “Famous Blue Raincoat”. Her er hele sætlisten (fra vores ven Bent Stenbakkens anmeldelse i Nordjyske)

Dance Me to The End of Love
Going Home
The Future
Bird on A Wire
Everybody Knows
Who By Fire
Banjo
Darkness
Amen
Come Healing
I Can’t Forget
Different Sides
Anthem

Tower of Song
Suzanne
The Night Comes On
Heart With No Companion
The Gypsy’s Wife
The Partisan
Democracy
Coming Back to You
Alexandra Leaving
I’m Your Man
Hallelujah
Take This Waltz

So Long, Marianne
First We Take Manhattan
Famous Blue Raincoat
Closing Time
I Tried to Leave You
Save The Last Dance for Me.

Nå ja, så var der også lige publikum… Jeg vil foreslå, at man til store koncerter og festivaler opretter et specielt snakkeafsnit en fem-ti kilometer fra scenen.

Roskilde: The Low Anthem

20120707-174702.jpg

Jeg tror, det bliver en rigtig folk/roots-dag i dag. Pastorinden er nu også med. Det er også det øvrige publikums dag, og det mærker vi tydeligt. I Arena-teltet snakkede publikum løs, mens Alison Krauss & Union Station spillede i baggrunden på Arena-scenen. I Pavillion-teltet snakkede publikum, og nogle klappede også i takt og hujede til The Low Anthems stille numre. Heldigvis var mange af sangene lavmælte og inderlige, så de entusiastiske festivalgæster ikke behøvede at skrige sig hæse for at blive hørt. For hørt, det blev de. Da “Boeing 737” blev spillet, var der en kort distraktion, men bagefter var alt igen som før.

Roskilde: Hank 3

20120706-190837.jpg

Hank Williams d. 3 gør vel egentlig det samme, som D:A:D prøvede i starten af deres karriere – nemlig at blande hård rock/metal og country. Men i modsætning til D:A:D kan Hank faktisk lide country og kan finde ud af at spille det. Adel forpligter; farfar var den rigtige Hank Williams.

Denne kunst, nemlig at være flydende på to så helt forskellige musikalske sprog og at forsøge at integrere dem og samtidig holde dem adskilt, kender jeg fra Bad Brains. Først er der pedal steel og fiol. Derefter er der dobbeltpedal og growl.

Den store fare er, at countrydelen kan fremstå lidt tongue-in-cheek, og dette undslipper Hank da heller ikke helt. Men et interessant bekendtskab, i hvert fald i en livesammenhæng.

Roskilde: John Grant

20130707-174102.jpg

Måske er festivalens musikalske højdepunkt for mig koncerten med John Grant. Hans album Queen of Denmark fra 2011 sætter jeg meget højt; det rummer et noget nær perfekt møde mellem Grants fløjsbløde og dog ekspressive vokal, den 70’er-inspirerede bløde rock og et tekstunivers præget af anstrengelserne for at slippe ud af det selvhad, Grant følte ved at vokse op som bøsse i en konservativ kristen familie i USA.

Jeg havde derfor været lidt skeptisk over techno-indslagene på hans nye album Pale Green Ghosts, men de virkede faktisk i en live-sammenhæng. Og så er han en bundsympatisk performer, og hans overvejende islandske band er særdeles tight tillige.

Det er ikke noget tilfælde at hans første album nævnte Danmark i titlen – John Grant havde (som en del andre udenlandske kunstnere på årets festival) kun positivt at sige om landet og endda også om sproget dansk. Det er ikke “fast men fair” eller aktivistisk militær deltagelse, de hæfter sig ved, men danske holdninger til LGBT-rettigheder, til vedvarende energi og til at cyklen er så udbredt et transportmiddel. Det er værd at tænke over.

Roskilde: The National

20130706-205635.jpg

Jeg er nok ikke den eneste, der har været i tvivl om hvorvidt The National passede godt til Orange Scene. Engang betegnede jeg deres musik som introvert stadionrock, og den betegnelse står jeg ved. Derfor er jeg måske stadig lidt i tvivl; jeg synes at det var de mere eftertænksomme numre, der fungerede bedst i starten. De mere direkte numre (og såmænd også f.eks. “Fake Empire”) var i starten på nippet til at drukne i et lidt for bastungt lydbillede. Men efterhånden som koncerten skred frem og der kom sange fra Alligator var det som bandet løsnede op. Matt Berninger fik efterhånden en del hvidvin indenbords, og bl.a. introducerede han “the happiest song we’ve ever written” – “Sorrow”. Til sidst fik han taget en tur rundt i gangen rundt om pitten. Næste gang skal der nok anskaffes en trådløs mikrofon.

Alt i alt ikke en skidt koncert. Her er sætlisten:

Fake Empire
Don’t Swallow The Cap
Bloodbuzz Ohio
Mistaken For Strangers
Sea of Love
I Should Live In Salt
I’m Afraid Of Everyone
Conversation 19
Squalor Victoria
I Need My Girl
This Is The Last Time
Abel
Slow Show
Sorrow
Apartment Story
Graceless
England
Mr November
Terrible Love

Roskilde: Vatican Shadow

20130706-180125.jpg

Vatican Shadow alias Dominick Fernow laver tungt hamrende elektro et sted mellem big beat og industrial. Jeg fangede kun anden halvdel af hans sæt, så måske var alt det politiske indhold som festivalprogrammet hævdede skulle være en del af hans musik, at finde i første halvdel. Fernow selv spjættede rundt på scenen og prøvede ihærdigt at få det lidt for lille publikum med. Synd at der ikke var flere – denne koncert havde nok fået et bedre publikum på den “rigtige” elektroniske Apollo-scene.

Roskilde: Rokia Traoré

20130705-201442.jpg

Endnu en rigtig positiv overraskelse for mig var Rokia Traoré fra Mali, et land der har stolte musiktraditioner men har været så meget igennem på det seneste. Smittende dansabelt, vestafrikansk i sit udgangspunkt men med tydelig inspiration også fra europæisk/amerikanske traditioner. Og ekstranummeret var modigt valgt – en comedown i form af “Gloomy Sunday”, som Billie Holiday gjorde kendt.

Rokia Traorés nye album skulle i øvrigt være produceret af John Parish.

Roskilde: Animal Collective

20130704-235851.jpg

Animal Collective er i mine øren bedst når de kan male en stemning frem og når de tør lægge en melodi underneden. Jeg kan godt lide albummet Merriweather Post Pavillon, der viste Animal Collective som en slags ambient pludreudgave af Beach Boys. Og Panda Bears soloalbum har jeg det også godt med. Til gengæld havde/har jeg et mere ambivalent forhold til Centipede Hz.

Aftenens koncert havde desværre ikke ret meget fra Merriweather Post Pavillon og den elektroniske side af bandet var helt nedtonet. Mange gange blev helhedsindtrykket repetitivt, hvor meningen vel var at det skulle være hypnotisk. Hvor det skulle virke spontant, virkede det ustruktureret. Den psykedeliske kulisse var stor og farverig. Men en god koncert? Nej, det synes jeg desværre ikke.

Roskilde: Kendrick Lamar, Jake Bugg, Disclosure

20130704-223148.jpg

20130704-223051.jpg

20130704-205358.jpg

Der var stuvende fuldt i og omkring Arena. Koncerten med Kendrick Lamar mindede mig lidt om den bemærkning jeg hørte til en koncert med Bob: “Hvem er dem er Bob Dylan?”. Hvor blev manden dog af?

Der gik et her kvarter før Kendrick Lamar selv dukkede op, og først da begyndte sættet for alvor. Jeg må beskæmmet indrømme at jeg ikke er godt nok inde i hans musik, men det jeg hørte swingede godt takket være hans tighte band og manden selv. Kendrick Lamars flow er forbilledligt og der er noget ubestemmeligt old school over foretagendet, som jeg godt kan lide. Hans tekster virker (undskyld) lidt platte (f…., biler og …musik) men musikalsk er der masser at komme efter.

Så over til Jake Bugg, som jeg hørte med et halvt øre takket være regn og et møde med en gammel gymnasieven, jeg ikke havde set i mange år.

Og så Disclosure – britisk techno der går lige i fødderne på den gode måde og har en fin popsensibilitet. Dem vil jeg gerne høre igen.

Bortset fra det…

Jeg har netop skaffet mig en billet til Springsteens første aften på Ullevi d. 27. juli. Jeg glæder mig; det er 27 år siden, jeg sidst var den vej forbi i samme anledning. Det var overraskende sværere at skaffe overnatning i Göteborg – det er faktisk endnu ikke lykkedes. Andre, der skal derover og som har et tip? Færgen til Frederikshavn afgår 23.55, så det kan knibe med at nå den, og lysten til at sove i Stenaterminalen eller lignende er minimal.