Det er i aften, jeg skal se Kate Bush give koncert – én ud af hele 22 koncerter under fællestitlen Before The Dawn. Det bliver samtidig første gang, jeg er til koncert på det legendariske koncertsted Hammersmith Odeon – der nu hedder Eventim Apollo.
Jeg tilbragte morgen og formiddag sammen med familien på besøg i Warner Bros.-filmstudierne, hvor min Harry Potter-begejstrede datter på 13 fik set kulisser og special effects fra filmene.
Nu er det så blevet min tur. Jeg stod i en forholdsvis kort kø kl. 15.55, fem minutter før billetkontoret åbnede. Bag mig stod en australsk mand i orange jakke – han ville vide om dette var køen for afbudsbilletter.
Nej, desværre. Jeg håber ikke han var taget hele vejen herop bare for at prøve at få en afbudsbillet. Kl. 16.00 kunne jeg gå forbi alle de formodentlig forgæves ventende, vise pas og en email-udskrift og hente den uhyggeligt dyre billet. Jeg kan stadig ikke helt fatte at jeg rent faktisk skal opleve den sangerinde, jeg i mange år kun har læst om og lyttet til på et lille antal albums. Anmeldelserne lover rigtig godt; jeg håber de har ret.
Arcade Fire leverede et vellykket og farverigt show på lidt over halvanden time med de forskellige musikalske udtryk, der kendetegner dem – og der var både alvor og fest. Koncerten startede med konfetti fra kanoner og hen mod slutningen dukkede de berømte papmachéhoveder frem. Både Pastorinden og jeg holder af The Suburbs, og dette album var også godt repræsenteret. Til gengæld var der kun ét nummer fra Neon Bible. Karnevalsagtigt? Ja, bestemt. Godt? Ja, bestemt også!
Det var en tur ned ad mindernes allé med The Pixies – og der var tydelig genkendelsesbegejstring ved “Wave of Mutilation”, “Here Comes Your Man”, “La La Love You” og hvad der nu ellers kom fra bagkataloget. Meget kan man sige om Frank Black (eller hvad han nu hedder nutildags), men han er så afgjort ikke en af de rockmusikere der er blevet lidt godt i stand som årene et gået.
Dagens første koncert for mig på Northside var med canadiske Cold Specks. Mange ved hvor meget jeg holdt af debutalbummet I Predict A Graceful Expulsion fra 2012. Der kommer et nyt album til august, og det hedder Neuroplasticity, røbede Al Spx, der reelt er Cold Specks. De fleste sange i dagens sæt var nye sange – Al Spx sagde selv at hun var træt af de gamle sange nu. Heldigvis fik vi dog også en håndfuld sange fra debut’en, heriblandt “Blank Maps” og som et ekstranummeret titelnummeret fra det første album. De nye sange er lidt mere keyboardprægede og måske også mere “rå”, men helhedsindtrykket er lovende for Neuroplasticity.
Leonard Cohen nåede Aalborg i går, og når man aldrig har oplevet en koncert med ham før, har adskillige af mandens albums og for én gangs skyld kan nøjes med en cykeltur på 10 minutter (og 770 kr., men det skal vi ikke tale mere om her) for at opleve ham live er det klart, hvad der bør gøres. Så det gjorde jeg.
Og jeg ankom sammen med en masse andre midaldrende mennesker kun et kvarter inden Cohen gik på. Alligevel lykkedes det mig at få en god plads ikke langt fra scenen.
Var det så en god koncert? I høj grad. Cohen var i mere end en forstand i fin form trods sine 78 år – han løb endda ind på scenen! Hvis man kun kender Cohens koncerter fra live-albums vil man måske lægge mærke til at der ikke var nogen anekdoter mellem numrene; det var i høj grad musikken der talte. Lyden var noget af det absolut bedste, jeg har hørt. Bandet var usædvanligt tight og virtuost med bl.a. den spanske guitarist Javier Mas og Webb-søstrene der synger, spiller guitar og harpe og endda kan slå flikflak. Ikke mindst skal jeg dog huske at nævne Sharon Robinson, der er meget meget mere end en korsangerinde. Som mange forhåbentlig ved, er en del af Cohens kendte sange fra 1980’erne og frem (f.eks. “Everybody Knows”) faktisk skrevet sammen med hende. Hele Ten New Songs fra 2001 har faktisk Robinson som medforfatter, og hun spiller stort set alle instrumenter på dét album.
Af alle de guldrandede sange havde Cohen sammensat en over tre timer lang sætliste, som jeg nu kan se i det store og hele var den samme som ved koncerten i København. Højdepunkter var, spørger man mig, “Anthem” og “Famous Blue Raincoat”. Her er hele sætlisten (fra vores ven Bent Stenbakkens anmeldelse i Nordjyske)
Dance Me to The End of Love Going Home The Future Bird on A Wire Everybody Knows Who By Fire Banjo Darkness Amen Come Healing I Can’t Forget Different Sides Anthem — Tower of Song Suzanne The Night Comes On Heart With No Companion The Gypsy’s Wife The Partisan Democracy Coming Back to You Alexandra Leaving I’m Your Man Hallelujah Take This Waltz — So Long, Marianne First We Take Manhattan Famous Blue Raincoat Closing Time I Tried to Leave You Save The Last Dance for Me.
Nå ja, så var der også lige publikum… Jeg vil foreslå, at man til store koncerter og festivaler opretter et specielt snakkeafsnit en fem-ti kilometer fra scenen.
Jeg tror, det bliver en rigtig folk/roots-dag i dag. Pastorinden er nu også med. Det er også det øvrige publikums dag, og det mærker vi tydeligt. I Arena-teltet snakkede publikum løs, mens Alison Krauss & Union Station spillede i baggrunden på Arena-scenen. I Pavillion-teltet snakkede publikum, og nogle klappede også i takt og hujede til The Low Anthems stille numre. Heldigvis var mange af sangene lavmælte og inderlige, så de entusiastiske festivalgæster ikke behøvede at skrige sig hæse for at blive hørt. For hørt, det blev de. Da “Boeing 737” blev spillet, var der en kort distraktion, men bagefter var alt igen som før.
Hank Williams d. 3 gør vel egentlig det samme, som D:A:D prøvede i starten af deres karriere – nemlig at blande hård rock/metal og country. Men i modsætning til D:A:D kan Hank faktisk lide country og kan finde ud af at spille det. Adel forpligter; farfar var den rigtige Hank Williams.
Denne kunst, nemlig at være flydende på to så helt forskellige musikalske sprog og at forsøge at integrere dem og samtidig holde dem adskilt, kender jeg fra Bad Brains. Først er der pedal steel og fiol. Derefter er der dobbeltpedal og growl.
Den store fare er, at countrydelen kan fremstå lidt tongue-in-cheek, og dette undslipper Hank da heller ikke helt. Men et interessant bekendtskab, i hvert fald i en livesammenhæng.
Måske er festivalens musikalske højdepunkt for mig koncerten med John Grant. Hans album Queen of Denmark fra 2011 sætter jeg meget højt; det rummer et noget nær perfekt møde mellem Grants fløjsbløde og dog ekspressive vokal, den 70’er-inspirerede bløde rock og et tekstunivers præget af anstrengelserne for at slippe ud af det selvhad, Grant følte ved at vokse op som bøsse i en konservativ kristen familie i USA.
Jeg havde derfor været lidt skeptisk over techno-indslagene på hans nye album Pale Green Ghosts, men de virkede faktisk i en live-sammenhæng. Og så er han en bundsympatisk performer, og hans overvejende islandske band er særdeles tight tillige.
Det er ikke noget tilfælde at hans første album nævnte Danmark i titlen – John Grant havde (som en del andre udenlandske kunstnere på årets festival) kun positivt at sige om landet og endda også om sproget dansk. Det er ikke “fast men fair” eller aktivistisk militær deltagelse, de hæfter sig ved, men danske holdninger til LGBT-rettigheder, til vedvarende energi og til at cyklen er så udbredt et transportmiddel. Det er værd at tænke over.
Jeg er nok ikke den eneste, der har været i tvivl om hvorvidt The National passede godt til Orange Scene. Engang betegnede jeg deres musik som introvert stadionrock, og den betegnelse står jeg ved. Derfor er jeg måske stadig lidt i tvivl; jeg synes at det var de mere eftertænksomme numre, der fungerede bedst i starten. De mere direkte numre (og såmænd også f.eks. “Fake Empire”) var i starten på nippet til at drukne i et lidt for bastungt lydbillede. Men efterhånden som koncerten skred frem og der kom sange fra Alligator var det som bandet løsnede op. Matt Berninger fik efterhånden en del hvidvin indenbords, og bl.a. introducerede han “the happiest song we’ve ever written” – “Sorrow”. Til sidst fik han taget en tur rundt i gangen rundt om pitten. Næste gang skal der nok anskaffes en trådløs mikrofon.
Alt i alt ikke en skidt koncert. Her er sætlisten:
Fake Empire
Don’t Swallow The Cap
Bloodbuzz Ohio
Mistaken For Strangers
Sea of Love
I Should Live In Salt
I’m Afraid Of Everyone
Conversation 19
Squalor Victoria
I Need My Girl
This Is The Last Time
Abel
Slow Show
Sorrow
Apartment Story
Graceless
England
Mr November
Terrible Love
Vatican Shadow alias Dominick Fernow laver tungt hamrende elektro et sted mellem big beat og industrial. Jeg fangede kun anden halvdel af hans sæt, så måske var alt det politiske indhold som festivalprogrammet hævdede skulle være en del af hans musik, at finde i første halvdel. Fernow selv spjættede rundt på scenen og prøvede ihærdigt at få det lidt for lille publikum med. Synd at der ikke var flere – denne koncert havde nok fået et bedre publikum på den “rigtige” elektroniske Apollo-scene.
Endnu en rigtig positiv overraskelse for mig var Rokia Traoré fra Mali, et land der har stolte musiktraditioner men har været så meget igennem på det seneste. Smittende dansabelt, vestafrikansk i sit udgangspunkt men med tydelig inspiration også fra europæisk/amerikanske traditioner. Og ekstranummeret var modigt valgt – en comedown i form af “Gloomy Sunday”, som Billie Holiday gjorde kendt.
Rokia Traorés nye album skulle i øvrigt være produceret af John Parish.
Animal Collective er i mine øren bedst når de kan male en stemning frem og når de tør lægge en melodi underneden. Jeg kan godt lide albummet Merriweather Post Pavillon, der viste Animal Collective som en slags ambient pludreudgave af Beach Boys. Og Panda Bears soloalbum har jeg det også godt med. Til gengæld havde/har jeg et mere ambivalent forhold til Centipede Hz.
Aftenens koncert havde desværre ikke ret meget fra Merriweather Post Pavillon og den elektroniske side af bandet var helt nedtonet. Mange gange blev helhedsindtrykket repetitivt, hvor meningen vel var at det skulle være hypnotisk. Hvor det skulle virke spontant, virkede det ustruktureret. Den psykedeliske kulisse var stor og farverig. Men en god koncert? Nej, det synes jeg desværre ikke.
Der var stuvende fuldt i og omkring Arena. Koncerten med Kendrick Lamar mindede mig lidt om den bemærkning jeg hørte til en koncert med Bob: “Hvem er dem er Bob Dylan?”. Hvor blev manden dog af?
Der gik et her kvarter før Kendrick Lamar selv dukkede op, og først da begyndte sættet for alvor. Jeg må beskæmmet indrømme at jeg ikke er godt nok inde i hans musik, men det jeg hørte swingede godt takket være hans tighte band og manden selv. Kendrick Lamars flow er forbilledligt og der er noget ubestemmeligt old school over foretagendet, som jeg godt kan lide. Hans tekster virker (undskyld) lidt platte (f…., biler og …musik) men musikalsk er der masser at komme efter.
Så over til Jake Bugg, som jeg hørte med et halvt øre takket være regn og et møde med en gammel gymnasieven, jeg ikke havde set i mange år.
Og så Disclosure – britisk techno der går lige i fødderne på den gode måde og har en fin popsensibilitet. Dem vil jeg gerne høre igen.
