Jo, man var mere end bare almindeligt godt tilfreds med fangsten: ‘Loose Ends’, ‘Backstreets’, ‘Night’, ‘Bobby Jean’, ‘Thunder Road’ og ‘Twist & Shout’ på én og samme setliste. Som udover det indeholdt hele 24 (!) sange. Her en af dem…
Kiggede lidt op på Øvre A, hvor aftenens største publikumshit syntes at være ‘Pay Me My Money Down’, der fik tribunen til decideret at bølge af liv. Fik en setliste før show, der indeholdt 26 numre. Fire af dem – ‘Out In The Streets’, Darlington County’, ‘The Rising’ og ‘Land Of Hope And Dreams’ blev droppet undervejs – mens otte andre – ‘Two Hearts’, ‘Loose Ends’, ‘Cadillac Ranch’, ‘Radio Nowhere’, ‘Trapped’, ‘Lomesome Day’, ‘Bobby Jean’ og ‘Raise Your Hand’ – kom til. Imponerende!
Klart stærkeste Springsteen-setliste til nu i 2013. Der er noget at leve op til for Herning i morgen. Her et snapshot af setlisten, der blev taget udgangspunkt i i aftes…
Don’t we all, sunshine? 😉
“I like ‘Born In The USA’ by Bruce Springsteen…” 😉
Og så som et lille addendum, siden The Walkmen kom på banen som repræsentant for ikke-forloren rockmusik anno 2013:
http://www.youtube.com/watch?v=9LRtWDWXmo0
Hvem skulle have troet det om Hamilton Leithauser…?! 😉
@Jens: Vil være mig en fornøjelse at drikke dus over et par weissbier, hvad end anledningen:-) Men oplagt: München, Olympiastadion, 26.5.?;-)
Overvurdet, BB? Jamen, mange steder hvor man færdes blandt hipstere, godtfolk og musikere i København, grines han jo nærmest lidt af. Som om hans musik ikke er – eller har været – fin og seriøs nok til det gode selskab.
Mig, jeg tror hans crime er Born In The USA-pladen og tiden omkring, som gør det nemt at forbinde ham med folkelighed og dårlig smag.
Han er ikke hip i rendestenen, bliver det nok heller aldrig igen, dertil er hans fanbase alt for stor, men hans bedste plader fortjener langt mere end de hånlige skuldertræk, de så ofte affærdiges med. Og hvis man lægger reservationerne overfor det gennempopulære på hylderne, indeholder hans shows alle de grunde til – og øjeblikke af – vital begejstring, som al rocknroll i bund og grund er bygget på.
PS – Og Suede i Lille Vega bør da blive fantastisk, enig. Men der behøver ikke at være nogen modsætning mellem god musik og så…….god musik. 😉
Hvad er det er det spot on? Jeg kan ikke rigtigt forstå hvad HazyDavy egentlig mener. Måske er lixtallet er alt for højt for undertegnede? Måske er det et lidt rodet indlæg? 😉
Jeg synes egentliglig ikke skribenterne, der er mindre begestrede for BS, er særligt nedladende.
I mine ører var det bare ikke nogen god koncert i tirsdags.
Uden at være nedladende kan jeg også nikke genkendende til de indlæg, der “lufter” en vis forundring over, hvad det er der gør, at BS er så fantastisk? Altså 2013 udgaven.
Må konstatere at en stor del af min bekendtskabskreds – som vel at mærke har en bred og “gedigen” musiksmag – i stort omfang mener, at “bossen” er en kende overvurderet.
Og koncerten i Tirsdags fik ikke nogen af os til at skifte mening.
Men det er jo smag og behag. BS sælger også parken ud næste gang, selvom jeg helt sikkert ikke vil indløse billet.
De penge vil jeg hellere bruge på Suede i Lille Vega, selvom det formentlig bliver umuligt at få billet 🙁
Spot on, HazyDavy – godt sagt! Det indlæg skal med glæde koste mig to weissbier den dag vi løber ind i hinanden. 😉
Fred være med at man hellere vil høre Neil Young, The National eller The Walkmen eller noget helt fjerde, som ikke ligger helt så langt fra alfarvej, som nogle gerne vil mene. Glæden er stor hos den der kan rumme alle de nævnte;-)
Men diskussionen får mig igen til at ytre min undren her på bloggen, efter diskussionen sidst opstod efter Roskilde 2012. Jo, irritationen, væmmelsen og fremmedgørelsen over at anmeldere, meningsdannere, ledende politikere(!!) etc. prædiker evangeliet og tager ejerskab over Springsteen er banal og således også forståelig. Men hvorfor i forhold til netop Springsteen denne blaserthed og fromhed, kravet om rockrenhed, og den monomant ligegyldige betragtning om hvor uhip manden er? For det er jo sådan sammenligningen med Bon Jovi og Lilholt skal forstås, ikke? Hvorfor bliver begejstrede, indsigtsfulde og læseværdige udtryk for den simple og rå glæde man kan føle under og efter showet (for ja – det er et effing show og ikke noget de bare står og stamper op af scenegulvet!) også nødvendigvis til en forsvarstale, som om nogen er skyldig i en stilbrøde? Hvorfor denne indstuderede nedladenhed? Er empati, skamløs romantik, eufori, venskab – og glockenspiel (!) virkeligt – stadig – så lidt på mode i visse resistente miljøer?
Kan egentlig godt identificere mig med Boy Racers indlæg (altså det, som var skrevet i beruset tilstand).
Jeg kan konstatere, at en række personer (særligt anmeldere og kunstnere), som jeg respekterer dybt for deres kunstneriske virke og/eller smag, elsker Springsteen.
Jeg har derfor på trods af, at hans musik aldrig rigtig har fanget mig, et par gange forsøgt mig med at se ham live. Men jeg må desværre konstatere, at det ikke hjælper at se ham i levende live. Det rammer mig slet ikke. Til Roskilde valgte jeg derfor at fordufte efter lidt (lang) tid til Bon Iver, som var meget mere min smag.
I forbindelse med Roskilde konstaterede jeg i øvrigt, at ingen af de personer, jeg fulgtes og mødtes med, havde noget forhold til Springsteen. De fleste skulle se giraffen, og de fleste var gået igen (og det er i aldersgruppen ca. 30 til ca. 40 og meget musikinteresserede personer). Ikke at den observation kan bruges til noget synderligt. Men lidt spøjst at konstatere, at billedet var et helt andet, da Prince spillede. Det glædede alle sig til.
Lad mig lige starte med at indrømme, at jeg ikke var ganske ædru, da jeg fornøjede mig med at skrive mit tidligere indlæg 🙂 Chelsea’s sejr i Europa League blev fejret en anelse for vådt…
Jeg kender godt de gamle plader fra tiden før Born in the USA – og Nebraska er ganske rigtig en ok udgivelse… Det jeg prøvede at kritisere i nat var mere det oppulente live-monster Bruce nu er blevet til… Der er altså ikke meget autentisk rocknerve tilbage i det show – Ligegyldigt hvor mange fadøl han deler med publikum!!
Og at kalde Neil Young’s kompositioner for børnesangslignende er dog en uhyrlig påstand 🙂
Jeg kan godt se, hvordan man kan putte Springsteen i samme bås som Bon Jovi og lignende uhyrligheder. Ikke mindst hvis man fokuserer på røvballe-delen af hans show. Men han er heldigvis så meget mere end det.
Jeg vil anbefale The Boy Racer at give Darkness on the Edge of Town og The River – altså pladen – endnu(?) en ærlig chance. Det er tidløs, klassisk rock. Store armbevægelser, men aldrig hult – som fx Bruce-pasticen Meat Loaf. Det er jo ikke tilfældigt, at han inspirerer så mange i øvrigt velansete kunstnere. Neil Young er i øvrigt også stor fan.
“…Men jeg kender simpelthen ikke nogen, i denne virkelige verden, som lytter til Bruce Springsteen!!!…” 😉
Måske du er for ung til at kende andet end den folkelige Springsteen, ham der blev hvermandseje så det var alt for meget efter Born In The USA-blockbusteren?
Men hans plader FØR det stod musikalsk og udtryksmæssigt, hvor Smiths, Suede, National, etc har befundet sig siden, nemlig eviglangt fra ethvert Bon Jovi/Big Fat Snake-land.
Prøv, med de navne du nævner in mente f.eks. at sætte hans disillusionerede soloplade Nebraska (1982) på, og fortæl, at den skulle være leflende, uoriginal eller oppustelig. 😉
Neil Young, som du også nævner som modpol, fejler naturligvis ikke noget, men blot fordi han bruger langt mere guitarforvrænger på sine ofte børnesangslignende (!) melodier, og ikke har Springsteen’s interesse i – og specielle talent for – at VILLE nå og engagere sit publikum’s bagerste række for enhver pris, er han altså ikke mere ‘ægte’.
Springsteen var med til at sætte sit stærke progressive præg på rockmusikkens udvikling mellem ialfald 1975-1982. Om du så har lyst til at lytte til hans musik nu i 2013, eller se ham i Parken nu, hvor han trods gigapopularitet stadig har en masse hjerteblod at tilbyde, er naturligvis dit helt eget personlige valg.
Ligesom andre en del andre eksponenter for traditionel rock (et godt eksempel er R.E.M.) appellerer Bruce Springsteen meget bredt, og ligesom det blev tilfældet for R.E.M. er mange derfor endt med at identificere Bruce Springsteen med “Bon Jovi og Big Fat Snake og den slags”. Men det er synd og skam.
“Argumentation ved autoritet” er ikke en gyldig argumentationsstrategi, men siden der spørges efter hvem der i den virkelige verden lytter til Bruce Springsteen…
The National kan godt lide Bruce Springsteen.
http://www.hotpress.com/news/The-National-on-Bruce-Springsteen-influence/9792085.html
Arcade Fire kan godt lide Bruce Springsteen.
http://stereogum.com/6778/bruce_springsteen_covers_arcade_fire_joined_by_win/video/
Joe Strummer roste Bruce Springsteen til skyerne; det har jeg skrevet om her på bloggen.
David Bowie var en af de første, der lavede en cover-version af et Springsteen-nummer.
Jeg havde ellers besluttet, at jeg endnu en gang ikke ville sige noget… Men denne BS-fokus er simpelthen bare for bizar… Jeg logger tit på denne blog og jeg er påfaldende enig i hvad der er Shit og hvad der er Chanel… jeg elsker Smiths, Suede, National, Walkmen osv…. Men jeg kender simpelthen ikke nogen, i denne virkelige verden, som lytter til Bruce Springsteen!!! Manden kan på mange måder sammenlignes med Bon Jovi, Garth Brooks eller andre lignende oppustelige størrelser. I en lokal sammenhæng kan han vel bedst sammenlignes med Big Fat Snake eller Lars Lilholt… Anyway, enig med nedenstående forventningsglæde mht Neil Young!!!
Synes der var en rimelig klar opdeling mellem new jersey halbal og rockhimmel – men sådan skal det vel være. Efter den magtfulde Born to run tour de force skulle hele salen liiige samles op igen med fællessang og parasoller (!!!) med Pay me …, Shackled and drawn og Waitin on a sunny day – og jo, der var også lige rigeligt fiddler over det til mig, men så var der en anledning til at hente øl… Og så tilbage til badlands, brilliant … osv. – helt vildt! (og selv når Bruce holder halbal kan jeg ikke lade være med at stå og blive glad – i hvert fald i aftes var jeg en glad i låget rockfan)
Var der ikke inderlighed i ‘Backstreets’…?!? Jeg har sjældent hørt en mere kulsort version. At folk bagerst i Parken snakkede henover de stille passager, var da netop fordi Springsteen udfordrede folkeligheden og ikke kun spillede de sikre Born In The USA-superhits. ‘Pay Me My Money Down’ med New Orleans-optoget var godtnok bizart, men dét fik da – i modsætning til ikke-singalongsangene i settet – folket op at køre, og lidt til. Synes ikke strygerne skal klandres som sådan. Nils Lofgren derimod har sjældent haft så usynlig en rolle til et Springsteen-show. Til gengæld – synes jeg – var Miami-Steve bedre og med mere nerve i sit spil end længe hørt.
Jeg har sjældent været mere uenig med dig Jens.
Det var en elendig koncert. Den primære årsag var langtrukne numre med endeløse sax- og trompet seancer og delvis lyden (og jeg stod ellers på plænen ved mikseren). Derudover kørte alt for mange numre i tomgang.
Jeg tager hatten af for BSs engagement – herunder at der tages imod requests. På papiret en fin idé med at spille hele Born To Run, men i Parken fungerede det ikke for undertegnede.
Det tog prisen med en slags march med farverige paraplyer og et harmonikaindslag.
Bruce fik slet ikke leveret nogle numre med en inderlighed, der nåede ind til mig. Alt for meget rungende røvballe rabalder og for lidt substans. Øv, øv.
Efter 2,5 time valgte min ven og jeg at udvandre.
“Pay Me My Money Down” sang Bruce. Jeg siger “Pay Me My Money Back”.
Næste gang jeg skal se en af de “gamle helte” er det Neil Young med Crazy Horse. Her føler jeg mig noget mere sikker på, at hvis der skal leveres lange numre, så er det i det mindste primært med guitarsoloer (og ikke blæseinstrumenter) og med en ægte “rock-nerve”.
Billy Budd er en sur og indebrændt rockfan.