Pastorinden og jeg fik omsider set This Must Be The Place, der var en af de nominerede film fra den seneste Cannes-festival. Instruktøren er italienske Paolo Sorrentino, men ellers er filmen amerikansk og irsk. Sean Penn er den tidligere rockmusiker Cheyenne, der i sin gammelkonethed og sit frisurevalg minder om en blanding af Robert Smith og Ozzy Osbourne. Sammen med sin entusiaske kone, der er brandmand, bor han på et gods lige uden for Dublin, hvor han trisser rundt og snakker med de lokale eller spiller pelota i et udtørret svømmebassin. Da Cheyenne en dag får en opringning om at hans far, som han ikke har talt med i 30 år, er død i New York, ændrer det hans liv. Han må konfrontere sig med sit dårlige forhold til faderen, der overlevede Auschwitz, og opsøge den tyske lejrvagt, der ydmygede ham i sin tid.

Det lyder måske som en tragikomisk udgave af Spinal Tap, men This Must Be The Place er faktisk en både morsom og alvorlig film, der ikke udleverer sine excentriske personer, men giver dem lov til at udvikle sig – og den er værd at se. Sean Penn leverer en god hovedrollepræstation (det gør han nu tit), men dette er også i høj grad en film, der bliver båret hjem af de usædvanligt velgennemtænkte billedkompositioner og alle birollepræstationerne, hvor man møder notabiliteter som Judd Hirsch og Harry Dean Stanton – og også en irsk pige ved navn Eve Hewson; hendes far er forresten sangeren Paul Hewson, som nogle her måske kender. Ja, filmen er opkaldt efter Talking Heads-nummeret fra Speaking In Tongues. Sangen dukker op i en del forskellige udgaver undervejs, bl.a. fremført live af den nu helt hvidhårende David Byrne, der spiller sig selv. Derudover kan man høre numre af Gavin Friday og Will Oldham.