Pastorinden og jeg var i går aftes at finde på en velorganiseret mark i Herning. En overgang fik vi endda lov at stå bag den højeste tilskuer og betragte hans smukke beigefarvede trøje. Det kunne dog ikke helt kompensere for et totalt manglende udsyn til scene og storskærm, så vi rykkede bagud. Oppe på tribunerne sad Jens med sin hustru og havde mulighed for at spise kirsebær med bl.a. en overborgmester.
Hvad fik vi så at høre? Blandet andet en intens piano-drevet udgave af “For You”, der mere end matchede den fra Live at Hammersmith Odeon, en noget anderledes udgave af “Racing In The Street” og en smægtende fremførelse af “Follow That Dream”.
Og det var såmænd bare, hvad Jens fandt frem i bilen, mens vi bagefter blev transporteret gennem tekstilbyens trafikknude.
Til selve koncerten kunne man opleve hvordan en veloplagt Boss sammen med et lige så veloplagt E Street Band endnu engang leverede en koncert, der viste mange af facetterne i Bruce Springsteens traditionsbevidste, men sjældent kedelige univers. Hvis jeg selv kan holde et sådant energiniveau, når jeg er omkring de 60, vil jeg være yderst tilfreds.
For mig var højdepunkterne “Candy’s Room”, “Prove It All Night”, “Promised Land” og “Badlands”, alle fra Darkness On The Edge Of Town, et album, jeg skatter højt. Der var ikke så mange ballader – vel egentlig kun “I’m On Fire”, “Atlantic City” og så selvfølgelig “The River”. Men de blev leveret i fin stil i den meget løse sætliste, hvor publikum kunne ønske numre og bandet leverede dem på overbevisende facon. Skuffende få af dem kendte dog “Thunder Road”, da den så kom. Fy! Når jeg engang får sætlisten at se, lægger jeg den som en kommentar her.
Jeg tilgiver så, at vi midtvejs i det næsten tre timer lange sæt skulle trækkes med “Seeds”, det gamle forgæves forsøg på at lave et samfundskritisk tøfrocknummer og samtidig en af de få Springsteen-sange, jeg synes er decideret træls. Og er “Rosalita” et løst, festagtigt nummer der passer godt til jam og pjat til sidst i et langt sæt, eller har vi at gøre med en ustruktureret melodi fuld af dur-akkorder bundet sammen af en alt for ordrig tekst? Her var der en vis uenighed.
Nå, lad det fare. Alt i alt var der, som man kan læse mellem linjerne, tale om en særdeles vellykket koncert.
“Tænk, at der på en tilfældig krejlermark i Herning er bedre lyd end der nogensinde har været på det sted, der gerne vil være Danmarks førende arena for store koncerter”, sagde Jens bagefter. Og jeg er enig.
(Hertil vil Don Ø. nok replicere at vi ikke skal brokke os, for i Parken får man alting at høre to gange.)
Agurktetid. 😉
Men så lad mig da benytte stilheden til at slå et slag for verdens bedste netradio, http://www.radionigel.com, der oven i købet er reklamefri.
Bare rolig, der skal nok komme noget om ny musik. Men sommerferien sniger sig ind over både Jens og mig. Som I kan se, er der allerede ved at være længe mellem vores nye indlæg.
Hvad blev der af ny musik på denne side?
Dirty Projectors: Stillness Is The Move
http://www.youtube.com/watch?v=YMPF6lpM0XM
BAAADLAANDS!! BRUUUCE!! ROCK!!! TWIST AND SHOUT!!!
Fandenme en livsbekræftende oplevelse, denne min første koncert med Kongen af Jersey.
Synes btw at Working… er en fin lille plade, der vinder ved genlyt.
Det er åbenbart bare mig, men jeg faldt altså ikke helt på næsen ved min første live-oplevelse med Bruce. Jeg synes, at han især den første time brugte alt for megen tid og opmærksomhed på at løbe og trykke folk i hænderne fra scenekanten. Fint at folk får lov til at komme tæt på Bossen, men jeg synes, det gik ud over hans koncentration omkring musikken.
Derfor var koncerten klart bedst for mig, når tempoet blev trukket helt ud, og hvor han “bare” havde sine sangtekster at fokusere på.
I mine øjne virkede den første times tid også yderst stramt koreograferet. Jeg kan tage fejl, men tror ikke, der var mange skridt, der ikke var planlagt.
Senere blev der dog klart løsnet op – tre timers koreografi er da heldigvis for meget at lave…
**** af dem her fra mig.
Ramt på kornet 🙂 Det var Drop Inn.
Det lyder som La Fontaine eller Drop Inn. Har selv haft fornøjelsen af at arbejde på musikbarer i en årrække, bl.a. Droppen. Problemet er, at disse steder kombinerer to ting: Nemlig musik og bar. Disse to ting er ikke nødvendigvis uforenelige, men på disse steder kommer folk jo af forskellige grunde – der er dem, der kommer for at høre musikken, og dem der kommer for at hygge sig med noget livemusik i baggrunden. Og ofte – og især i forbindelse med jazmusik af den mere moderne slags – kolliderer disse to behov med en masse tysseri og udstrakte langemænd til følge.
Generelt kan man vel sige, at barer – om det så er musikbarer – egner sig vel næppe til meget andet end festbands. For der er altid en brandert, og altid nogle, der snakker. Skal man partout LYTTE til musik (sikke noget snobberi!), skal man nok overveje hvor man gør det. 😉 Er det på en decideret musikBAR, som Drop Inn og La Fontaine jo bl.a. er det, skal man nok regne med at få snak og branderter oven i entréprisen…. 😉
Som Pastoren rigtigt påpeger er det bestemt ikke kun på den jyske hede, at folk kan virke særdeles uinteresserede, når de er til koncert. Selv i hjertet af drømmenes København forekommer det.
Var i aftes til koncert i forbindelse med jazzfestivalen i Kompagnistræde, hvor jeg oplevede b.la. Jan Kaspersen og Jakob Dinesen – og det er vel tæt på cremen af kvalitetsjazz i to generationer. Så skulle man tro, at publikum sådan en herlig aften på et værtshus i København bare lod sig overvælde af de fantastiske toner. Men nej, specielt unge piger kvidrede løs, andre var stangstive i baren, og så var der generel smalltalk. Der var endda entré.
Måske betragtes den slags på større steder mere retmæssigt, som de store musikalske begivenheder de er, og mindre som årets byfest… I hvert fald var mit indtryk at langt de fleste af de 35000 tilstedeværende ved The Boss’ fornyligt afholdte koncert i Hyde Park, faktisk var der for at høre musik.
Meget kan sikkert siges om de store koncerter, men at det er et format Springsteen (og The E Street Band) behersker så godt som nogen kan der vel ikke være tvivl om? Når ensemblet formår, efter godt 3 timers energiudladning i en størrelsesorden misundelsesværdig for os af halvt så nobel årgang, at nok en gang sætte 35000 mennesker i fællessang (og dans) til tonerne af Glory Days, jamen så giver de jo alligevel mening…
Okey, jeg kender kun til forholdene ved den i Parken 🙂
RE: kl. ti-mandag-morgen-lotteri
Der var da ellers billetter til salg flere måneder efter salget blev skudt i gang?
Sådan må det jo uvægerligt være til koncerter, der sælges som et kl. ti-mandag-morgen-lotteri til dem der er hurtigst på aftrækkerne. Megakoncerter holder bare ikke – Springsteen sidste år i Parken var en undtagelse for mit vedkommende, og musikalsk en oplevelse, men også en påmindelse om hvor pivringe et koncertsted et stadion udgør. Det lød så som om I i Herning fik et fint blæsevejr oveni…
Jeg forstår det heller ikke. Der opleves vel som forbundet med mere prestige at være til en koncert (eller en musikfestival, for her findes den slags mennesker også) end at være til havnefest o.lign ?
Ja, der bliver talt, snakket og talt…..enig i, at det er en generel tendens også til mindre koncerter…det gælder også Unmack shows! Til gengæld synes jeg, at der er udpræget flere (undskyld mit franske) “bonderøve” til shows som det igår. Folk der er tordnende berusede og som kun er (en form for) tilstede fordi at er stort navn kommer forbi. De ville have ligeså stor fornøjelse af Dalgårds Tivoli – og blende meget bedre ind blandt de andre deltagere i et sådant arrangement.
Det er ikke for at være arrogant, men jeg forstår ikke konceptet! Og det er jo ikke et billigt et af slagsen.
Jeg er enig – der er for mange snakkehoveder rundt omkring, men ikke kun til gårsdagens koncert. Jeg undrer mig mere og mere over det folkefærd, der godt nok er fysisk til stede ved en koncert, men i stedet for at leve med i musikken bruger en masse tid på at snakke, SMS’e eller drikke sig fra sans og samling. Den slags kan man nemlig nemt gøre andre steder og uden at købe en dyr billet.
En dag ser jeg nok en sådan koncertgænger, der lytter til sin iPod…
Og Nils Lofgren startede showet med “En Yndig of Frydefuld Sommertid” på harmonika!
En super super koncert. Dog fandt jeg området MEGET lille/småt til 50.000 og desværre “ødelagde” et stort antal publikummer (de lokale?) som blot var der, for at være der, en del af oplevelsen. Hvorfor hulen tager man til koncert, når man bruger tiden på at “konversere”?
Her er sætlisten ifølge Berlingskes sært forbeholdne anmeldelse:
Badlands
No Surrender
My Lucky Day
Out in the Street
Outlaw Pete
Working on a Dream
Candy’s Room
Seeds
Johnny 99
Atlantic City
Hungry Heart
Rendezvous
Mony Mony
Thunder Road
Prove It All Night
Waitin’ On A Sunny Day
The Promised Land
The River
I’m On Fire
Surprise Surprise
Lonesome Day
The Rising
Born To Run
Hard Times
Bobby Jean
American Land
Rosalita
Dancing In The Dark
Twist And Shout