Sommeren er den tavse tid. Netop som Jens og jeg har masser af tid til at skrive her, holder vi ferie! Jens sidder i et sommerhus på nogenlunde afstand af internet-forbindelser, og selv er jeg omsider næsten klar til at holde ferie.

Men lad mig skrive lidt om musik, nu jeg alligevel er her – og denne gang skal det være om ny musik.

Og hvor nyt er det så egentlig? Den indadvendte, psykedeliske skokigger-lyd bliver genopdaget i disse år, og det kan faktisk være fascinerende. Dengang omkring 1990 var det lige en tand for påtrængende blodfattigt, men det behøver ikke være sådan.

Jens var så begejstret for Blonde Redhead og deres opdaterede skokigger-lyd på 23, at albummet toppede hans liste over albums fra 2008.

Nu er turen så kommet til mit møde med skokiggerne i form af britiske The Horrors. De var vistnok NMEs kæledægger engang, og alene dét burde få alle alarmklokker til at ringe. Jeg fik aldrig hørt deres første, efter sigende meget Cramps-agtige album.

Men for ikke så længe siden udkom opfølgeren, Primary Colours, og denne gang er der ikke rigtig nogen mindelser om The Cramps el.lign. Her er til gengæld elektronik, dystre vokaler, forvrænget guitar á la My Bloody Valentine og Jesus and the Mary Chain og så heldigvis en række sange, der forstår at få skokigger-lyden “klædt på” med producerhjælp fra bl.a. Geoff Barrow fra Portishead. Prøv at høre det. Det er faktisk interessant!