Af og til får jeg for meget af al nostalgien her på bloggen, men i denne uge skal der til gengæld svælges i de gamle helte og deres værk. Da går turen sydpå til Herning, hvor denne blogs forfattere skal overvære Bruce Springsteen. For vel er Springsteen ikke rockmusikkens fremtid og måske knap nok del af dens nutid, men han har så til gengæld leveret så store og overbevisende bidrag til rockhistorien, at han i høj grad er værd at høre. Jeg kender flere, der hørte ham i London i forrige weekend og var overmåde positive. Der er mao. noget at glæde sig til.
Nu er spørgsmålet så: Skal man lytte til en hel masse af mandens musik med risiko for at have fået nok, når koncerten starter? Eller skal man gøre det modsatte og bevidst lade være med at høre noget som helst?
Jeg valgte at lytte til Live at Hammersmith Odeon, der kom i kølvandet på jubilæumsudgaven af Born To Run. Denne gamle koncertoptagelse fra Springsteens første optræden på britisk jord nogen sinde er blevet til et af de bedste live-albums, jeg nogen sinde har hørt. Denne aften var Bruce Springsteen & The E-Street Band usædvanligt tændte og leverede et sæt, der er intet mindre end legendarisk. Ikke blot får man flotte udgaver af sangene fra det dengang aktuelle Born To Run, men også sangene fra Greetings From Asbury Park og The Wild, The Innocent And The E-Street Shuffle får et løft.
(Det var så også den aften, en vis Joe Strummer var at finde blandt publikum – bagefter købte han en ny guitar, og det var en Fender Telecaster. Men det er der sikkert en anden, der kan fortælle mere om.)
Boklund har fat i noget der.
Det kommer vel meget an på hvilken kunstner og hvilket nummer – men generelt synes jeg, at liveoplevelsen ikke så meget er båret af, hvilke versioner der serveres, men af intensitet, evnen til at connecte med publikum, samt teknik. Især det sidste – for på en studieindspilning kan alt reddes, mens der ikke er nogen re-eksamen ved en koncert.
Jeg synes næsten altid at det kun er positivt hvis kunsterne spiller nye og anderledes versioner af deres sange, end dem der ligger på pladerne. For mig er der næppe noget mere skuffende end at forlade en koncert med fornemmelsen af blot at have hørt pladen meget højt…
Men ingen regel uden undtagelser – fx var det for meget for mig da Nick Cave valgte at synge sig gennem Breathless på Roskilde uden en eneste gang at ramme den samme melodi som han synger på indspilningen…
Men også trofaste fans, der hviner henrykt ligemeget hvor uigenkendelige sangene er endt med at være 😉 Alene at læse Dylanologernes ukritiske hyldester i dagbladsspalterne og i Uncut, lige hvor umuligt det er at lytte til seneste koncert, album eller samling af fra den hvæsende gamle mand, er nok til at skræmme én væk fra ham for al fremtid…
Så foretrækker jeg egentlig at holde udfordringerne på et minimum – ‘For You’ med Bruce på soloklaver var da f.eks. en udfordring i Parken sidst, der ikke rigtig virkede.
Og hvis udfordringer også består i at vende sit bagkatalog og besøge dets kroge, i stedet for at spille alle sangene fra The Essential Bruce Springsteen, så gør han det da vel nok?
Bob laver efterhånden konsekvent om på alle sine numre. Det kan give anledning til spændende nyfortolkninger, interessante gættelege om hvad det dog er for et nummer, der bliver spillet – og en del skuffede koncertgængere, der ikke kender Bobs praksis.
Det er vel et klassisk dilemma for musikere, skal de originale versioner spilles eller må der laves om på dem og ingen tvivl om at det er et endnu større diskusionsemne hos fans. Nogen vil hylde det og glæde sig, mens andre vil hade det som pesten. Det er ikke let at gøre alle tilfredse.
Er det Bruce Springsteens opgave at udfordre sit stampublikum med sin egen musik på dette tidspunkt af en karriere, der indtil nu strakt sig over fyrre år?
I så fald: Hvad skal der til? Han prøvede med Seeger Sessions, men det var der mange, der ikke var så begejstrede for. Vi kan selvfølgelig godt forlange at Bruce skal samarbejde med f.eks. Burial eller Gang Gang Dance – men for at glæde hvem?
Hvis han kan få sine fans til også at interessere sig for andre, nyere navne, er det langt mere værd. Jeg ved, at Springsteen er glad for og ven med nyere navne som Arcade Fire, The National og The Gaslight Anthem, der alle er blevet rost af os her på bloggen.
Jeg skal så også være ærlig og indrømme at Working On A Dream bestemt er okay, men at jeg alligevel mest ser frem til at høre alle klassikerne fra mandens store bagkatalog på onsdag.
Hvordan skulle han udfordre dem? Spille harpe? 🙂
Som om han har mistet modet til at udfordre sit konservative stadiumpublikum – og resultatet er musik faretruende nær selvparodien. Er der hold i historierne om
botoxbehandlinger og hair-plugs?