Da jeg fandt ud at PJ Harvey skulle give koncert på festivalen, købte jeg billet med det samme. Jeg var til hendes koncert i 1995, men alligevel ikke rigtig. Dengang havnede jeg langt væk fra scenen og kunne hverken se eller høre ordentligt (det var før de gode storskærmes tid), og det var ærgerligt.

Denne gang nåede jeg op nogenlunde tæt ved scenen med god udsigt til både scene og skærm. De første tyve minutter stod vi som sild i en tønde, men enhver rutineret festivaldeltager ved at man bare skal holde ud, for så begynder de mindre rutinerede og udholdende i publikum at sive væk igen. Og ganske rigtigt: Derefter stod jeg godt og kunne endda læne mig op af rækværket.

Koncerten i år var hele festivalbilletten værd. PJ Harvey er en eminent sangskriver og en lige så eminent performer. Hovedvægten lå på de seneste to albums, The Hope Six Demolition Project og Let England Shake. Så det var en alvorlig koncert, præget som den var af disse to albums sange om krig og ulighed og nationalisme; først efter knap en time smilede PJ Harvey til publikum – og introducerede sit band med ikke mindst de uforlignelige Mick Harvey og John Parish. Derefter fik vi sange fra ældre albums (“When Under Ether” fra White Chalk, sange fra To Bring You My Love og såmænd også “50 Ft. Queenie” helt tilbage fra Rid Of Me), og PJ Harvey var nu gået fra at være fjerklædt og sorgfuld/indigneret diva i front for et band med saxofoner og marchtrommer kørt i stilling til sin mere rockede/udadvendte fremtoning med miniskørt. Hele koncerten var præget af et enormt nærvær fra Harvey og hendes band. Lyden var så tydelig at man kunne høre enhver detalje, og de sort-hvide live-billeder på storskærmen understregede helhedsindtrykket særdeles overbevisende.

Koncerten med PJ Harvey på Roskilde-festivalen 2016 er ganske enkelt en af de bedste koncerter, jeg har været til i mange år.