En onsdag på Roskilde

IMG_20160629_182825

I disse dage er jeg til Roskilde Festival.

I går åbnede Orange Scene med en koncert som jeg havde jeg set frem til, og den endte med at blive en god oplevelse for mig, også selv om den bestemt ikke var stramt afviklet. Damon Albarn optrådte sammen med Orchestra of Syrian Musicians og mange gæstesolister fra Mellemøsten og Afrika – og et enkelt indslag fra den vestlige popverden, nemlig Julia Holter fra USA. Det syriske orkester havde med sig et smukt syngende kor. Blandt solisterne lagde jeg især mærke til den algeriske rapper Malikah. Jeg kan desværre ikke arabisk så hvad hun rapper om, ved jeg desværre ikke. Objektivt set var det måske ikke en perfekt koncert, og fans af Blur eller af Damon Albarn ville måske har forventet noget andet , men for mig var det meget gribende at høre kunstnere fra lande ramt af krig og undertrykkelse besynge livet, lyset og glæden.  Alene det at det store orkester, der nu er i landflygtighed, har kunnet samles igen (og så med de voldsomme danske visumregler in mente) er fantastisk.

Bagefter tog jeg hen til sidste halvdel af koncerten med Slayer, et band jeg har lyttet til med mellemrum men nok aldrig rigtig lært at holde helt af som andre af deres samtidige i genren. Beklager. Men jeg kan ikke lade være med at bemærke hvor godt de trods alt gør det live. Tom Araya virkede bevæget da han tog afsked. Bandet har trods alt også været hårde ting igennem, ikke mindst tabet af Jeff Hanneman i 2013. Hanneman blev da også mindet i det allersidste nummer.

To timer senere spillede At The Drive-In på samme scene. Lidt nede bagved kunne jeg se en del mænd, der vel var først i fyrrerne, der nikkede med til musikken. De er vel vokset op med dette band, der havde sin storhedstid omkring årtusindeskiftet og nu er gendannet. At The Driv-In er også hårdtslående, men i modsætning til Slayer har de stedvis brug af melodika.

Til sidst mødte jeg to bekendte fra Aalborg og på den måde blev den sidste koncert med Red Hot Chili Peppers baggrundsmusik. Vi konstaterede dog at koncerten uden på nogen måde at være imponerende god faktisk var noget bedre end hin berygtede optræden fra samme band tilbage i 2007. Om det så var godt nok til at berettige en optræden på Orange Scene er en anden snak (det er jeg noget i tvivl om).

Skriv et svar