Fandt for et par uger siden i Stockholms bidende kulde denne fine sang på 7’er-single. London-bandet The Only Ones ankommer i 1977 på new wave-bølgen, hvor deres ret traditionelle rockmusik straks står let genkendelig, ikke mindst pga. sanger Peter Perret’s mørke og livsprøvede stemme. Og livsprøvet er den øjensynligt, for The Only Ones bliver hurtigt forbundet med både stoffer og de musikere (Johnny Thunders, Phil Lynott, etc) i London, der lever gennem dem, og efter sigende er det også heroin-problemer som står bag bandets senere opløsning efter tre albums. Det bedste af dem er to’eren Even Serpents Shine (1979), som ‘Out There In The Night’ her ligger på, men det er en anden tidligere sang, 1978-singlen ‘Another Girl, Another Planet’, som er blevet The Only Ones’ klassiker, deres raison d’etre på alverdens punk/new wave-opsamlinger, og siden spillet som cover af så stærke bands som The Replacements og The Libertines, begge stærkt inspireret af The Only Ones’ romantiske taberrock…
I’m living in a silent film Portraying Himmler’s sacred realm Of dream reality I’m frightened by the total goal Drawing to the ragged hole And I ain’t got the power anymore
…
I’m tethered to the logic of Homo Sapiens Can’t take my eyes from the great salvation Of bullshit faith If I don’t explain what you ought to know You can tell me all about it on the next Bardo I’m sinking in the quicksand of my thoughts And I ain’t got the power anymore
“Quicksand” fra Hunky Dory er en af de mange sange fra David Bowies hånd, jeg sætter højt. I denne underlige tid, hvor det er så nemt at føle personlig afmagt og tvivl på alt, ikke mindst på én selv, på en klode fyldt med despotiske ledere og trusler om undergang, er sangen forunderligt aktuel. Her er en live-udgave fra 1997 med Bowies fortræffelige band, hvor han har den ovenud fortræffelige Gail Ann Dorsey ved sin side.
Opfandt dette album ikke nærmest hele americana-genren? Springsteen gemte sig væk efter al larmen omkring The River (1980), ude af sync med sin store succes og hvem han følte sig som i den. Tilbage kom han 30. september 1982 med den dengang nærmest chokerende lavmælte Nebraska, bestående kun af Springsteen selv optaget på en lille Tascam-recorder langt borte i Nordamerika’s bagkulisser. Han havde præsenteret disse optagelser for E Street Band, men Sugar Miami Steve havde hurtigt sagt til ham, de dystert underspillede demoer ydede de nye monokrome sanges galleri af utilpassede amerikanske skæbner langt større retfærdighed, end Springsteen’s eget band nogensinde ville være i stand til. Godt set, og nok også derfor Nebraska så ofte nævnes som favorit Springsteen-plade hos de, der normalt ikke kan lide ham. Det er en anden intim og usminket musik, et helt anderledes håndholdt kamera i fortællingen, end normalt fra hans hånd. Den voldsomme modreaktion til Nebraska skulle komme små to år efter i form af efterfølgeren, en helt anderledes oppumpet og manufaktureret verdensbesejrer kaldet Born in the USA. Men her handler det om Nebraska; den udkom for 40 år siden i dag.
Opdager ved et tilfælde, at Be Here To Love Me, Margaret Brown’s suverænt fine, fornemt cinematografiske og skæbne-afdækkende 2004-dokumentar om Townes Van Zandt netop er blevet lagt op på YouTube. For de der aldrig har set filmen, eller i det hele taget ikke kender så meget til Townes’ så specielle univers, er den en gave…
Der er ikke mange billeder af The Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce, hvor han smiler. Så i den forstand er det herover lidt af en sjældenhed. Jeffrey (helt til højre) udstråler endda nærmest fysisk sundhed i selskab med de californske punks The Weirdos og Blondie’s Debbie Harry. Så det må være et foto taget inden den lange rejse ud – og ned – i mørket med kaos-omspundne Gun Club, hvis skæbne blev hårde stoffer og en håbløs jagt på kommerciel succés. I dag er det 26 år siden Jeffrey Lee Pierce forlod denne verden. Vi markerer med en moderne klassiker fra Miami (1982), hans anden longplayer med The Gun Club, hvis fire første albums alle indeholder amerikansk musik af allerhøjeste karat. Og placerer Jeffrey Lee Pierce som besat sanger helt deroppe med sine store helte. Betragt lige billedet herover en sidste gang, og bemærk Düsseldorf’s afmålte Kraftwerk bag Gun Club-manden. En større kulturel og menneskelig kontrast gives næppe…
Jeg har tidligere skrevet (og talt varmt om) Rhiannon Giddens. Her er Paula Boggs, en anden amerikansk musiker, der lader bluegrass, country og afro-amerikansk musik mødes og bruger det til at fortælle om USAs historie.
De er der ikke længere, Kent fra Eskilstuna. De unge mænd der flyttede til Stockholm for at blive Sveriges største band, vandt hele kongeriget, men også tydeligvis betalte en høj indbyrdes pris, gik i 2016 i nøje planlagt opløsning. Den og bandets derfor sidste vemodige år sammen kom der året efter en stærk dokumentar ud af. Dens to timer og 20 minutter ligger på forunderlig vis til fri afbenyttelse lige her. Et lidt sørgmodigt men også opløftende blik på historien om Kent. Og befriende ovenpå den sidste uges debat herhjemme om et populært dansktop-orkester og dets dybt ensomme fans, at kunne gå ombord i sådan en doku om et band med musik, man rent faktisk kan føle noget for…
Ruth Radelet, der var sanger i de nu opløste The Chromatics, fortolker “Twilight”, der som bekendt er en sang af Elliott Smith fra hans sidste, posthumt udgivne album From A Basement On A Hill. Det er en smuk sang, og denne udgave er også smuk. (Det burde næsten være Jens, der skrev dette opslag.)
Lige nu, mens musikken spiller og vi lever i vores hverdag, er der COP26 i Glasgow. På lørdag er der klimamarch rundt om i Danmark. Uden for er der noget galt; det har der været længe.
Nede i Australien er Midnight Oil sammen igen og har et nyt nummer klar. Læs teksten herunder og se musikvideoen ovre på YouTube.
Every child put down your toys
And come inside to sleep
We have to look you in the eye and say we sold you cheap
Let's confess we did not act
With serious urgency
So open up the floodgates
To the rising seas
Temperature rising
Climate denying
Fever is gripping
Nobody's listening
Lustre is fading
Because nobody's trading
Wall Street is jumping
Still the music keeps pumping
If you can't decide
Between wrong and right
If you can't see through
All that you hold true
Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas
Dinosaur stories
Reliving past glories
Lusting for gold
Fishing for souls
They said it was coming
We knew it was a-coming
If you lift your game
Put your toys away
Well it looks like rain
On that western plain
Queen of the firmament
Lord of all beneath
Masters of the universe
We're all refugees
And in many countries they adore celebrities
Open up the floodgates
To the rising seas
To the rising seas
To the rising seas
En ny sang fra Jesse Malin, udsendt her op til næste uges præsidentvalg, udtrykker netop dét, man ofte ikke har lyst til at blive mindet om: At USAs rigdom er skabt af andres smerte.
Conor Oberst’s gendannede Bright Eyes udsendte i fredags bandets første plade i ni år. Og hvilket fint comeback-album Down in the Weeds, Where the World Once Was er, ikke helt lidt Arcade Fire/The Suburbs-agtigt i sin rigt melodiske instrumentering og tilbageskuende melankoli. På Pitchfork fortalte Conor Oberst i weekenden om, hvordan han først hørte Townes Van Zandt, verdens ensommeste tragedie…
– There was this record store called the Antiquarium that was the epicenter for all things left of the dial in Omaha. It was quintessential, straight out of High Fidelity, but even worse. It was in the basement of a bookstore, run by the most pretentious people—this guy Dave Sink would sit behind the counter and chain-smoke cigarettes all day. It was mostly used things and vinyl. Dave would make fun of me for buying CDs. I was like, “But I don’t have a record player!” I guess he ended up being right.
– Dave passed away, and the store is gone now. But he was very generous in the sense that he would let kids hang out there all day and talk shit about music. I became really good friends with him and [songwriter] Simon Joyner, who would work there on occasion. At that point, I had started writing more in the zone of folk-type stuff. I was getting a little more evolved in my interests. One day, they were like, “You ever heard of Townes Van Zandt? I think you’re gonna like it.” For better or worse, it totally changed my life.
– I think everybody is a combination of their influences, but Townes is the deep, dark part that I carry around. It’s like there’s no anesthetic. It’s just straight to your heart, some of the most beautiful but painful feelings a person can have. His best friend Guy Clark said something to the effect of, “Everyone wants to write and sing like Townes, but no one should want to be like Townes.” And that’s coming from his best friend! I got really into Elliott Smith around that same period. When you’re young, it’s easy to romanticize the tortured artist kinda thing. I absolutely fell for it.
En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.
(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)
