Kategoriarkiv: Turnéliv

Brisbane i København

Denne nye uge starter med fornemt besøg i Lille Vega, hvor australske The Go-Betweens’ flamboyante Robert Forster i aften kl. 21.00 er på besøg med sit band og det nye fine soloalbum Inferno i bagagen. Der var tourpremiere i aftes på Nalen i Stockholm, så der er desværre endnu ikke en setliste at dulme enhver eventuel autistisk forventningsusikkerhed med. Forster kan også opleves tirsdag i Berlin, her i Festsaal Kreuzberg…

Pop 72

Lige nu er Iggy Pop i Australien for at spille nogle shows med sit brutalist-band, så det er der han, stadig en fontæne af vitalitet og overskud, i dag kan fejre sin 72-årsdag. For tre år siden turnerede han i foråret Europa med sin da helt nye plade Post Pop Depression, det med et opsigtsvækkende, verdensklassespillende luksusband centreret omkring Josh Homme. Denne side var tilstede ved tourens udsolgte show i Berlin’s Tempodrom, hvor alt gik op i absolut højeste klasse. Her, med et stort tillykke til Mr. Iggy Pop, livsstykket ‘The Passenger’ i en amatøroptagelse, som den lød den mægtige forårsaften. Og ja, det er Matt Helders fra Arctic Monkeys på trommer. Han blev anderledes unge 30 år denne dag i Berlin. Tradition og fornyelse på scenen sammen…

Nothing left to burn?

Da han nærmede sig de 40 år skrev og indspillede Robert Smith med The Cure ’39’, en mægtig sang om alderens hærgen. ‘I used to feel the fire / there’s nothing left to burn’, sang han uden spor af sarkasme eller ironi. I dag runder han de anderledes voksne 60 år, og at dømme udfra The Cure’s efterhånden meget sjældne nyudgivelser, fremstår det på afstand ikke voldsomt sandsynligt, Smith har fået mere gang i den døende ild. Denne sommer vil han dog med The Cure på landevejen atter stå i sin gothlook-tidslomme af hårspray og udtværet læbestift, spillende sit og bandets fornemme katalog af notorisk depressive sange…

30. marts 1984

Once upon a time in Indieland. Og nogle gange er supportbandet bare langt mere interessante end hovednavnet. Edwyn Collins’ Orange Juice var startet fantastisk ud på Postcard Records, men allerede på dette tidspunkt, kun fire år efter, var juicen allerede washed out. Ikke ligeså med The Go-Betweens, som i disse år gennem lærerige pladeudgivelser bare blev bedre og bedre…