Denne hede søndag står London i Lana Del Rey’s tegn. Efter at Springsteen lukkede i Hyde Park i aftes med bl.a. uventede ‘Twist & Shout’ skal Del Rey i aften bevise på samme scene, at hun – i modsætning til på Glastonbury for to uger siden – kan time et helt show uden overlagt strømsvigt fra arrangørernes side. Denne LDR-klassiker meldes på setlisten…
Kategoriarkiv: Turnéliv
PSB i KBH
Pet Shop Boys spiller i København i aften. Har set setlisten og hvilken overlegen hitparade denne best of-tour har med sig. Når der her tænkes favoritnumre med duoen, hvis betydning og fremstående plads i 1980’ernes popkultur ofte glemmes, så træder fire overdådige titler umiddelbart først frem: ‘Being Boring’, ‘Domino Dancing’, 12″er-udgaven af ‘Love Comes Quickly’ og understående ‘Paninaro’ med sin klassiske Chris Lowe-vokal. De to sidste er med på det stemnings-gennemførte remix-album Disco, der udkom i november 1986. Havde Disco med på kassettebånd i en Sony Walkman på dannelsesrejse til Vestberlin i marts 1987. Dengang lød ‘Paninaro’ her af glitrende, strømlinet nutid på vej. I dag har den stadig sin friskhed, men også noget helt anderledes bittersødt over sig, som vel kun de allerbedste ting får det på levet afstand. Må I der skal i Royal Arena få en stor aften!
Independence Day 1978
To år før ‘Independence Day’ i oktober 1980 udsendes som en del af dbl-albummet The River, da er sangen allerede med som del af den omfangsrige tour for forgængeren Darkness on the Edge of Town, der kører i USA fra maj til og med december. Så flyvefærdigt fuldkommen lyder ‘Independence Day’ med Springsteen og E Street Band i Houston, Texas i 1978…
Independence Day
4. juli og kun én uge til manden bag denne sang spiller to aftener med sit band i København. Reporter udefra melder om et rustent band og en ditto forsanger, der hver aften virkelig skal kæmpe sig op til det forventede niveau. Naturligt nok alt taget i betragtning, men en vis frygt herfra for hvad præcis det er som kommer til Danmark…
Rock’n’roll suicide!
Hør herunder lyden af fem tusinde teenagehjerter briste. På det endelige show af den 191 koncerter lange Ziggy Stardust-tour, der løber fra 29. januar 1972 i Aylesbury til 3. juli 1973 i London’s Hammersmith Odeon, bekendtgør David Bowie til allersidst, at dette er den sidste koncert han og The Spiders from Mars nogensinde vil spille. Ikke engang bandet er blevet informeret om dette Ziggy Stardust-selvmord på forhånd. Det er 50 år siden i aften…
Lay down thy raincoat and groove
I aften for 40 år siden – det var en søndag – spillede Liverpool’s Echo and the Bunnymen på Roskilde for første gang, en magtdemonstration af et dynamisk og henført show på Orange. Bunnymen var på toppen af egne evner, igang med at skrive de numre der året efter skulle blive til mesteralbummet Ocean Rain. Således var der denne aften på Darupvej f.eks. et nyt nummer ved navn ‘The Killing Moon’ på setlisten. Roskilde-koncerten findes kun visuelt i en for ufyldestgørende optagelse, så her istedet et show 14 dage senere i London’s Royal Albert Hall, der med al tydelighed viser, hvorfor Echo and the Bunnymen af mange blev anset som måske verdens bedste band lige der og da…
Alle elsker Debbie
I aften, når Debbie Harry går på scenen med Blondie i Crystal Palace Park, vil hun nok blive mødt med fødselsdagssang af publikum.Da heller ikke hver dag man er på scenen og fylder 78 år. I det sydlige London spiller Blondie før den to år yngre Iggy Pop, som Blondie først supportede på dennes amerikanske tour i 1977. Til arrangementet Dog Day Afternoon spiller endvidere Buzzcocks, Stiff Little Fingers og Generation Sex, der som navnet spiller på er Billy Idol og bassisten fra hans gamle Generation X, samt Steve Jones og Paul Cook fra Sex Pistols. Blondie’s bass spilles lige nu af Sex Pistols’ Glen Matlock, så Johnny Rotten’s gamle punkband er stærkt repræsenteret i Crystal Palace. Men dagen, den tilhører Debbie.
Den europæiske drøm
Det var året på Roskilde hvor Simple Minds headlinede Orange fredag, Siouxsie and the Banshees lørdag og Echo and the Bunnymen søndag. Simple Minds, endnu ikke tilnærmelsesvis det stygge stadionband de uforståeligt skulle blive et par år senere, var flyvende med New Gold Dream (1982), frontmand Jim Kerr i sit livs form. I aften er det 40 år siden de stod der og strålede i solnedgangen over Roskilde. Her er størstedelen af koncerten. Lyden so-so, gløden ikke til at tage fejl af. Bands der har den, de har den…
Orange Blur
Første gang Blur spillede Roskilde var året 1995. Det var Orange, det var aften, der var nogle store Parklife-bingoplader som blinkede spillemaskine-kulørt på hver side af scenen. Husker det kun fragmentarisk, fordi langt det meste af deres show blev brugt få hundrede meter derfra i Arena-teltet, hvor Suede overlappende spillede en af sine helt store koncerter, dynamit-dynamiske ovenpå udsendelsen af Dog Man Star (1994) og fundet af en ny guitarist efter Bernard Butler-forliset. I aften er Blur tilbage på Orange, som et af bemærkelsesværdigt få rocknavne på årets festival. Forleden var det Josh Homme’s Queens of The Stone Age, i aften er det Blur, og det er så det på de to største scener i år. Alligevel står der ingen tvivl om at Damon Albarn og hans snart albumaktuelle band vil være et af de helt store tilløbsstykker, når de 22.30 går på med et set, der gavmildt deler ud fra bandets store bagkatalog. Med er dog også 2-3 nye numre, hvoraf dette – som åbner aftenen – i dag er blevet singleudsendt…
David Bowie på Roskilde?
I morgen for 27 år siden optrådte David Bowie for første og sidste gang på Roskilde Festival. Han var nu booket igen til 2004, men måtte kun en uge før aflyse resten af sin igangværende europæiske tour, officelt pga. en skulderskade. Sidstnævnte var i virkeligheden en akut hjertedefekt, som Bowie blev opereret for i Hamburg 26. juni. Bowie turnerede aldrig igen. Herunder er han med sin anden single fra Lodger (1979). ‘DJ’ er som resten af det album, der jo officielt står som en del af Berlin-trilogien, paradoksalt nok indspillet i Montreux, Schweiz og mixet i New York City. Efter næsten egenhændigt at have opfundet rockmusikkens fremtid i 1977 med de kolde lydlandskaber og den modernistisk ekspressive tilgang på Low og “Heroes”, udfordrer David Bowie mesterligt denne nye verdens muligheder på især Lodger og efterfølgende Scary Monsters (1981). Bemærk på dette nummer hans så Talking Heads/David Byrne-lånte sangstil, næppe noget tilfælde. ‘DJ’ blev udsendt dags dato i 1979…
Et lys der aldrig går ud
Lyset hedder The Smiths, et af de helt store bands i den stolte engelske musikhistorie. Og tænk at det skulle komme så vidt i 2023, at man langt, langt hellere end at se bitre Morrissey, ville give meget for en aften at kunne drikke kolde øl og synge sig hæs sammen med Rick Astley og Stockport’s Blossoms, når de sammen går på scenen med tre håndfulde The Smiths-sange, præcis som et pakket Woodsies-telt gjorde det på Glastonbury lørdag. Her et link til den fem-stjernede anmeldelse fra Guardian.
Summertime lateness
Lana Del Rey skulle lørdag aften kl. 22.30 på Glastonbury’s såkaldte Other Stage give sit første britiske show i fire år. Derfor ret vildt at vores popnoir-dronning dukkede op en hel halv time for sent, angiveligt fordi hun skulle have sat hår. Konsekvens? Da klokken slog midnat, curfew på Glastonbury, blev strømmen slukket på scenen. Da var Del Rey netop færdig med ‘White Mustang’. Som kan ses på køreplanens hensigt herover gik Glastonbury’s publikum på den baggrund glip af en håndfuld af Del Rey’s største slow-bangers. Et bud herfra er at hun om to uger starter sit show i Hyde Park, der også har streng curfew, til tiden.
Canadian Girl til Sofie A
Må ikke glemme den åbenbaring af en koncert The Walkmen gav under eftermiddag på Syd For Solen for halvanden uge siden. En genforening kan være mange ting, have mange årsager og ofte give sig udslag i en tabt kvalitet/identitet af det, der engang var et adelsmærke. Med The Walkmen, der spillede første europæiske show i over ti år, synes det at forholde sig lige omvendt; New York City-bandet fremstod forleden stærkere og vel faktisk mere kommunikerende relevante på en scene – og i levering af deres righoldige katalog – end nogensinde før. Et faktum Hamilton Leithauser på dette klip fra Søndermarken selv begrunder med ‘a little ageing’. Under kommentarer til en Walkmen-post her forrige uge efterlyste Sofie A ‘Canadian Girl’ fra den eftermiddag. Først nu er sangen dog kommet op, og hvilken fin optagelse det er. Fald lige i svime når første omkvæd ruller afsted (1:48 og frem), den overlegne måde Leithauser folder det ud på, helt overskudsagtigt sublimt…
He was a working man…
The Kinks’s Ray Davies, velnok denne sides engelske favoritsangskriver fra 1960’erne, fylder år i dag. Her er han for nogle år siden i eget navn på London’s The Roundhouse med titelsangen fra sit 2007-soloalbum. Også i denne Ray Davies-melodis så britiske flow og fine bugtninger er det meget svært ikke at bemærke , hvor Blur’s Damon Albarn har gået i musikalsk skole, dette kun ment som en stor ros til dem begge…
Før fremtiden blev nutid
Det er fredag d. 20. juni 1975. Du er i New York City. Vil du ofre $3.00 for en aften på Lower East Side med disse to lokale bands? Jo, du vil.
