Hør herunder lyden af fem tusinde teenagehjerter briste. På det endelige show af den 191 koncerter lange Ziggy Stardust-tour, der løber fra 29. januar 1972 i Aylesbury til 3. juli 1973 i London’s Hammersmith Odeon, bekendtgør David Bowie til allersidst, at dette er den sidste koncert han og The Spiders from Mars nogensinde vil spille. Ikke engang bandet er blevet informeret om dette Ziggy Stardust-selvmord på forhånd. Det er 50 år siden i aften…

I aften for 40 år siden – det var en søndag – spillede Liverpool’s Echo and the Bunnymen på Roskilde for første gang, en magtdemonstration af et dynamisk og henført show på Orange. Bunnymen var på toppen af egne evner, igang med at skrive de numre der året efter skulle blive til mesteralbummet Ocean Rain. Således var der denne aften på Darupvej f.eks. et nyt nummer ved navn ‘The Killing Moon’ på setlisten. Roskilde-koncerten findes kun visuelt i en for ufyldestgørende optagelse, så her istedet et show 14 dage senere i London’s Royal Albert Hall, der med al tydelighed viser, hvorfor Echo and the Bunnymen af mange blev anset som måske verdens bedste band lige der og da…

Første gang Blur spillede Roskilde var året 1995. Det var Orange, det var aften, der var nogle store Parklife-bingoplader som blinkede spillemaskine-kulørt på hver side af scenen. Husker det kun fragmentarisk, fordi langt det meste af deres show blev brugt få hundrede meter derfra i Arena-teltet, hvor Suede overlappende spillede en af sine helt store koncerter, dynamit-dynamiske ovenpå udsendelsen af Dog Man Star (1994) og fundet af en ny guitarist efter Bernard Butler-forliset. I aften er Blur tilbage på Orange, som et af bemærkelsesværdigt få rocknavne på årets festival. Forleden var det Josh Homme’s Queens of The Stone Age, i aften er det Blur, og det er så det på de to største scener i år. Alligevel står der ingen tvivl om at Damon Albarn og hans snart albumaktuelle band vil være et af de helt store tilløbsstykker, når de 22.30 går på med et set, der gavmildt deler ud fra bandets store bagkatalog. Med er dog også 2-3 nye numre, hvoraf dette – som åbner aftenen – i dag er blevet singleudsendt…

I morgen for 27 år siden optrådte David Bowie for første og sidste gang på Roskilde Festival. Han var nu booket igen til 2004, men måtte kun en uge før aflyse resten af sin igangværende europæiske tour, officelt pga. en skulderskade. Sidstnævnte var i virkeligheden en akut hjertedefekt, som Bowie blev opereret for i Hamburg 26. juni. Bowie turnerede aldrig igen. Herunder er han med sin anden single fra Lodger (1979). ‘DJ’ er som resten af det album, der jo officielt står som en del af Berlin-trilogien, paradoksalt nok indspillet i Montreux, Schweiz og mixet i New York City. Efter næsten egenhændigt at have opfundet rockmusikkens fremtid i 1977 med de kolde lydlandskaber og den modernistisk ekspressive tilgang på Low og “Heroes”, udfordrer David Bowie mesterligt denne nye verdens muligheder på især Lodger og efterfølgende Scary Monsters (1981). Bemærk på dette nummer hans så Talking Heads/David Byrne-lånte sangstil, næppe noget tilfælde. ‘DJ’ blev udsendt dags dato i 1979…

Lyset hedder The Smiths, et af de helt store bands i den stolte engelske musikhistorie. Og tænk at det skulle komme så vidt i 2023, at man langt, langt hellere end at se bitre Morrissey, ville give meget for en aften at kunne drikke kolde øl og synge sig hæs sammen med Rick Astley og Stockport’s Blossoms, når de sammen går på scenen med tre håndfulde The Smiths-sange, præcis som et pakket Woodsies-telt gjorde det på Glastonbury lørdag. Her et link til den fem-stjernede anmeldelse fra Guardian.

Må ikke glemme den åbenbaring af en koncert The Walkmen gav under eftermiddag på Syd For Solen for halvanden uge siden. En genforening kan være mange ting, have mange årsager og ofte give sig udslag i en tabt kvalitet/identitet af det, der engang var et adelsmærke. Med The Walkmen, der spillede første europæiske show i over ti år, synes det at forholde sig lige omvendt; New York City-bandet fremstod forleden stærkere og vel faktisk mere kommunikerende relevante på en scene – og i levering af deres righoldige katalog – end nogensinde før. Et faktum Hamilton Leithauser på dette klip fra Søndermarken selv begrunder med ‘a little ageing’. Under kommentarer til en Walkmen-post her forrige uge efterlyste Sofie A ‘Canadian Girl’ fra den eftermiddag. Først nu er sangen dog kommet op, og hvilken fin optagelse det er. Fald lige i svime når første omkvæd ruller afsted (1:48 og frem), den overlegne måde Leithauser folder det ud på, helt overskudsagtigt sublimt…

The Kinks’s Ray Davies, velnok denne sides engelske favoritsangskriver fra 1960’erne, fylder år i dag. Her er han for nogle år siden i eget navn på London’s The Roundhouse med titelsangen fra sit 2007-soloalbum. Også i denne Ray Davies-melodis så britiske flow og fine bugtninger er det meget svært ikke at bemærke , hvor Blur’s Damon Albarn har gået i musikalsk skole, dette kun ment som en stor ros til dem begge…

Det er fredag d. 20. juni 1975. Du er i New York City. Vil du ofre $3.00 for en aften på Lower East Side med disse to lokale bands? Jo, du vil.

18. juni 1983 – i dag for 40 år siden! – drog hvad der nu synes som hele den brogede københavnske undergrundsscene afsted i en konvoj af turistbusser mod nordtyske Bad Segeberg, hvor Mester David Bowie på sin Serious Moonlight Tour spillede udendørs under hedebølge i et stejlt westernklippe-omgivet amfiteater. Sommetider kan der godt opstå tvivl, om vi nogensinde vendte hjem igen…

Joy Divisions debut Unknown Pleasures blev udgivet i dag for 44 år siden. Vi markerer her det mesterlige album med en alternativ tidlig tracklist, der siden blev fundet i JD-manager Rob Gretton’s notater. Sådan her kunne Unknown Pleasures også have kørt…

Insight
Shadowplay
Day Of The Lords
Disorder
New Dawn Fades

She’s Lost Control
Wilderness
Candidate
Interzone
I Remember Nothing

PS – Har nu prøvekørt ovenstående tracklist. Altid interessant at høre et albums numre i alternativ sequence, da de åbner sig op på en ny måde når forudgået af noget uvant. På denne alternative Unknown Pleasures er det specielt side 2 der gør indtryk. Start- og sluttrack er det samme som på den officielle version, men de tre numre i midten skaber en pladeside, hvis musik i stemning om muligt (!) er endnu mere industrial/urban-dystopisk, menneskeudslukt og blottet for selv det mindste håb. Ikke uden evner heller, slet ikke.