The Cure på Orange

The Cure spiller på Roskilde i aften, 41 år og to dage efter deres første danske optræden i 1985, som var på Orange samme sted. Men hvorfor skulle der gå så lang tid inden de kom forbi Danmark? Svaret er enkelt; The Cure var simpelthen for upopulære her på de første hovedværker – Seventeen Seconds (1980), Faith (1981) og Pornography (1982) – til at deres europæiske turnéer svingede forbi København. En koncert i Saltlageret på Gammel Kongevej blev faktisk sat op som en del af deres Faith-tour i slut-maj 1981 – mit eget postpunk-band fra Viborg (Næste Uges TV) skulle endda spille support – men det hele blev desværre aflyst få uger før. Hvorfor? Der var solgt under 40 billetter. Så der røg chancen for at opleve Robert Smith, Simon Gallup og Lol Tolhurst på tæt hold. De to førstnævnte er endnu med, når bandet i aften kl. 22 går på foran en helt sikkert tætpakket dyrskueplads. Ja, det går op og ned i showbiz. Her er singleudgaven af ‘Fascination Street’ fra Disintegration (1989). Forleden i Dublin var der pludselig hele syv numre fra det album på setlisten…

Skriv et svar