Isarenaen i den lidet charmerende, topmoderne, iskolde Malmö City-forstad Hyllie var gjort klar til Håkan Hellströms første besøg i Malmö City i lang tid onsdag aften. GBG-superstjernen spiller nemlig sjældent live, nu han er blevet stor nok til at fylde Nya Ullevi, det store stadion i sin hjemby. Og som sådan var denne isarena-tour på seks shows faktisk den første egentlige turné Håkan har påtaget sig i tre år.
Håkan’s varemærke og store styrke live har altid været hans evne til at være 100% tilstede og skabe kolosal fest på scenen, både med sit eget band og med publikum. Derfor tegnede denne aften sig hurtigt som en skuffelse af de større, for netop tilstedeværelse og naturlighed syntes fraværende i den for unaturligt opkørte frontmand, der aldrig lod aftenen være sin egen, men straks følte sig nødsaget til at søge enhver tænkelig showhjælp i tourbogens Røde Kors-kasse.
Ikke at det ville skade nogen at se Håkan forsøge danse som Michael Jackson – inkl. hat og stok – en 5-6 gange på en aften, hvis det ellers kom fra hjertet. Men der var noget sært kunstigt over Håkan’s udadvendte inderlighed i Malmö City. Hans smil syntes nærmest malet på, og den festkontakt han plejer at have tændt med sit iøvrigt yderst E Street-velspillende band forblev helt slukket.
Læg dertil en møgirriterende soulkorsangerinde, der troede hun var Mary Clayton i The Rolling Stones’ ‘Gimme Shelter’, og kampdansede rundt på scenen på en raket af 80’er-grimme overfraseringer. Læg dertil en rodet scenografi, hvis kluntede æstetik og håbløse billedsprog syntes henvende sig til 8-årige. Læg dertil en arenalyd, der først undervejs begyndte at virke optimalt. Læg dertil Håkan’s i disse monstrøse omgivelser noget fortabte mor, man også (uvist af hvilken grund) skulle opleve synge. Samt en sætliste, hvis stilistiske skizofreni – europop, svensk folkesang, sydstatssoul, arenarock, 70’er-boogie, 60’er-jinglejangle, Springsteen-lån, you name it – kræver al den charme, Håkan Hellström normalt har haft. Ud af alt dette tegner et forstemmende billede sig af en aften, der kunne have været så langt større, havde manden i centrum husket hvorfor han nogensinde blev så publikumsstor, snarere end koncentreret sig så stålsat om at leve op til sin egen popularitets legendestatus.
På den måde blev Sveriges største livenavn reduceret til en dresseret abe, der nærmest stresset dansede rundt på sin egen industris spillende lirekasse. Og skulle netop Håkan Hellström – den bedste ven du aldrig får, remember! – ikke være så meget mere end lige netop dét?! Pokkers at mandens egne sangord fra få år tilbage denne aften i Malmö City skulle vise sig så ubekvemt profetiske: Håkan, du var bättre för.
Håkan Hellström har nået en størrelse, hvor vi aldrig får opleve ham igen spille almindelige turneer, med Store Vega i København som naturligt dansk besøgspunkt. Herfra står den udelukkende på headliner-optrædender på skandinaviske festivaler, samt store arena/stadion-koncerter. For mange penge involveret til at folkene omkring GBG-superstjernen vil tillade andet, der kun vil kunne devaluere markedsværdien af deres sjældne guldfugl. Colonel Parker har ikke levet forgæves. Det er en skam.
Kære Jens. Ett enda ont ord om (ham) har alltid fått mig upp i ringen!;-) … Jeg kan naturligvis følge dig et stykke. Hvis koncerten i onsdags ikke helt levede op til forventningerne, skyldes det dog efter min opfattelse primært sætlisten, der ikke var særlig modig anlagt og næsten gætbar på forhånd. Det havde givetvis hjulpet på oplevelsen, hvis han havde været lidt længere rundt i hjørnerne af sit store bagkatalog og måske endda havde medtaget et par numre, der var udansable. Reelt var Uppsnärjd i det blå vel den eneste lille overraskelse, og der blev vi vist snydt for den fine afslutning, der fx høres på liveoptagelsen fra WoW ’10. Jeg savnede også bandets tumultariske entre, som det tidligere har disket op med. Fx tror jeg, at det ville have fungeret helt fantastisk, hvis de var kommet på scenen én efter én til Hoppas at det skal gå bra … med havnearbejderfilmen kørende på skærmen over scenen. Til sommer, kanske … Men stadig: Det var efter min mening en eminent god koncert efter alle andre skalaer end HH’s egen. I mit selskab var der enkelte HH-debutanter, der var en kende vantro over broen. Retur var de alle håkanister … Glædelig jul og tak for en fin blog, der følges med stor interesse.
Håkan var bedst som underdog, men fred være med stadion koncerter og gøjl, hvis det er det han vil. Tvivler på en ond Colonel Parker i kulissen manipulerer ham til det!
Kære Hurricane. Synes du tildels har ret i at showmanden Hellström hev den hjem i Malmö, hvor hallen indimellem undervejs var helt oppe at ringe. Den evne har han jo som performer, og det kan hans imponerende katalog af store sange. Det jeg påpeger – og ærgrer mig højlydt over, på baggrund af den noget forlorne fremtoning, hans så selvbevidste show efterlod mig og flere i mit selskab med – er den pris HH betaler for sin enorme svenske berømmelse. Fordi det hele omkring ham er blevet mere show/karriere end musik, og fordi HH synes tvunget til at overspille sin charme så den kan ses fra selv de bagerste rækker af disse enorme og charmeforladte arenaer, der nu spilles. Håber du har ret med Hurricane – det er ham og ikke hende den helt fejlcastede overkorsangerinde (!), der børe tage Clarence Clemons/Miami Steve-rollen og spille op til Håkan’s Bruce. 😉
… “En dresseret abe…” Kæft, det var skægt!
Kære Jens. Jeg fornemmer, at du har det overmåde svært med HH’s gradvise udvikling de senere år fra landevejs-tonsende-spiller-i-alle-svenske-flækker-folkekær-men-alligevel-respekteret-pokkers-charmerende-pop-rock-vise-eller-et-eller-andet-midt-imellem-sanger til hinsidan-larger-than-life-arena-domptør. Hvis jeg har ret i det, deler jeg ikke umiddelbart din holdning. Fakta er, at HH også magter det store format i en grad som ingen nordisk musiker før ham nogensinde har gjort. Og selvfølgelig skal han have lov at leve den ud i en periode. Til glæde for mig og alle andre, der gerne vil have lov til at opleve ham live, men som ikke ville have en chance, hvis han bare holdt sig til de små spillesteder. Onsdag aften i Malmø – der er så langt fra hans svenske højborg, som man kan komme – er ikke nem, og i går måtte han slide for det, men jeg vil hævde, at han hev den hjem i sidste ende. Jeg har været til mange koncerter i Malmø Arena, men ingen artister eller bands har vist større nærvær der, end HH gjorde i går. Selvfølgelig har HH spillet mange meget bedre koncerter, men han var ikke så dårlig, som du beskriver. Og til sommer kommer Daniel G forhåbentlig tilbage!:-) …
Enig, det stadion i hjembyen er helt sikkert så mytologisk stort, at Håkan ikke behøver fake noget excitement.
Tak for anmeldelsen, Jens. Jeg synes ellers, setlisten så fed ud, da jeg tjekkede i morges. Jeg har billet til Nya Ullevi til sommer. Mon ikke den naturlige HH træder frem på hjemmebanen?