Udgivelser i 2007

En råkold lørdag eftermiddag ringede telefonen et sted på kontinentet, og følgende samtale udspandt sig.

Jens: Når man laver en liste som vi gør, er det gået op for mig, at der i langt højere er tale om vores personlige oplevelser, end om en udelukkende kvalitativ rangorden. Hvis vi var musikjournalister, ville der komme helt andre plader på listen. Der er albums, som er åbenbare landvindinger rent musikmæssigt, men ikke siger mig så meget.

Pastoren: Det er jeg helt enig i. 2007 var et år med mange interessante albumudgivelser. Og alligevel har det været svært at vælge en top-10 for mig. Der er et halvt dusin albums, der er selvskrevne favoritter hos mig. Det er albums, som har været i næsten konstant rotation på min iPod i lange perioder. Mange andre har været på besøg i kortere eller længere tid, men har ikke brændt sig fast på samme måde. Måske var det bare en uheldig dag for dem. Så der er ganske rigtigt tale om en særdeles subjektiv vurdering. Nogle læsere vil sikkert synes at det er Tordenskjolds soldater, jeg hiver frem. Det er nok også rigtigt. Jeg håber, at jeg ikke er forfaldet til den der fodslæbende gammelmandsholdning, at “alting var bedre i nittenhundredehvidkål”.

Jens: Men det var det jo.

Pastoren: Og The Clash osv.

Jens: Nej, selvfølgelig har du ret. Hvis vi havde været 17 år nu, ville vi have hørt musik på en anderledes måde og helt sikkert have haft nogle andre navne med os.

2 x top 10 (i voksende orden, plus moms)

chromophobia.jpg

Pastoren: Gui Boratto: Chromophobia. Årets technogidsel er fra Brasilien. Første halvdel af albummet er minimalistisk techno på den gode (dvs. ikke irriterende ensformige) måde, men så sniger poppen sig frem. “Beautiful Life” har endog sang på og minder meget om Air, når de er enklest og bedst. Gammel Air, altså.

Jens: Det har jeg aldrig hørt om.

_allcdcovers__lcd_soundsystem_sound_of_silver.jpg

Jens: LCD Soundsystem: The Sound Of Silver. Det er sangbaseret, og i sin straighte 4/4-form meget inspireret af rock. Man hører hurtigt at James Murphy har en stor pladesamling, og jeg hører selv, at mange af de albums og singler han ejer, dem har jeg også. Det er musik med mange referencer fra en tid, jeg selv kender mere end godt. Vi taler post-punk-slut-70’er-til-midt-80’erne. Det er ikke en decideret stemningstung, men snarere meget energisk musik, flot bygget op med heftige beats, modrytmer, dunkende New Order-synths, små beep-lyde og stakåndet vokal.

Pastoren: Der er megen underspillet humor i LCD Soundsystems musik.

Jens: Ja, og de konstante referencer er interessante, for de gør der er to ting man skal forholde sig til samtidig. En moderne plade i ordets bedste forstand. Det at vedkende sig sin inspiration og sine mange lån, og sætte sidstnævnte sammen på en ny måde.

lucinda_west_large1a.jpg

Pastoren: Lucinda Williams: West. Her har vi et album, der er fuldt på højde med Car Wheels On A Gravel Road, som ellers anses for hendes hovedværk. Denne gang synes jeg dog faktisk, der er mindelser om Lisa Germano på de mere martrede numre.

Jens: Jeg synes hun har to sider af sig: Den skramlede og den mere æteriske. Den sidste, den mere reflekterende og melankolske, som på hendes Essence, holder jeg især af, og den er rigt repræsenteret på den nye plade. Hun har spillet to shows i Danmark i år, og i hvert fald det ene skulle have været superlativt godt. Hun kan lidt siges at være alt-countryens Marianne Faithful ; den slidte, sprukne stemme, det hårdt prøvede liv.

Pastoren: Lucinda Williams er som altid præget af en blanding af stor modenhed og en tilbagelænet fandenivoldskhed, som jeg synes er typisk amerikansk.

someloudthundercyhsysmall.jpg

Jens: Clap Your Hands Say Yeah: Some Loud Thunder, som jeg hørte meget i foråret. Jeg har det sådan med det band, at deres roste debut intet sagde mig. Men så hørte jeg det nye ret nedrakkede album i en pladebutik og blev fanget. Det dyrker samme tendens som vores eget album Aftenland Express, med at stritte i mange retninger, og dyrke en uordnet helhed. 4-5 numre her er især fantastiske. En plade med stor intern dynamik; fra lav lo-fi til høj hi-fi. Sangen “Mama Won’t You Keep Your Castles In The Air And Burning” er i sig selv hele indgangsprisen værd.

pandabear.jpg

Pastoren: Panda Bear: Person Pitch. Det er Panda Bear fra The Animal Collective. Formelt er det vel techno; mestendels elektronisk. Men det er pop. Det lyder ikke elektronisk, men meget organisk. Klare mindelser om Beach Boys og med Brian Wilson-agtig vokal. Samtidig er det ambient i den forstand, at der er lange forløb. Jeg kan bedre lide dette end Animal Collective.

Jens: Jeg kan slet ikke være med omkring Animal Collectives forvirrede musik.

sallskapet_27032007_top.jpg

Jens: Sällskapet: Sällskapet. Min eneste svenske udgivelse på dette års liste. Her forlader Thåstrøm sin traditionelle rocklyd og går elektronisk. Han synger på albummet om sin tid i Amsterdam og i Hamburg, og ud derfra om jernbanespor, mennesketræk og længsel. Pladen fremstår med sine fortabte klaverer, mørk skiftesporsstøj og duvende maskinlyde som et mindesmærke over sidste århundredes industriepoke. Man får virkelig en fornemmelse her af synkende nordeuropæiske stålbyer, der ligger og ruster i regnen. En imponerende god og ensom rejseplade.

patrickwolf-themagicposition.jpg

Pastoren: Patrick Wolf: The Magic Position. Manden er kun 24 og har allerede et helt originalt udtryk. Jeg har mest tænkt på ham som en slags idol, men han er faktisk utroligt musikalsk. Her bliver holdt en god balance mellem forholdsvis ligetil pop (som f.eks. titelnummeret) og de mere chanson-agtige, melankolske numre. Patrick Wolf er på den måde en slags mindre teatralsk udgave af Rufus Wainwright. Og gode gamle Marianne Faithful er med.

whitechalk.jpg

Jens: P.J. Harvey: White Chalk, hvor hun gik ind og genopfandt sin depri-rock, som hun ellers har dyrket længe og godt. Jeg har meget tilovers for mange af hendes tidligere albums, specielt Stories From The City…-pladen. Hun har her ladet sin guitar få fri og istedet lært at spille klaver – og hun synger tilmed på en helt ny måde. Det lyder lidt som en mindre hysterisk og mere holdbar udgave af Tori Amos, fra da hun var bedst. Det er faktisk mange steder direkte smukt.

Pastoren: Jeg synes også det er meget vellykket. Jeg havde faktisk svært ved at genkende hendes stemme. Hun plejer at søge det grimme.

Jens: Men ikke her.

tigers.jpg

Pastoren: The Manic Street Preachers: Send Away The Tigers. Hvis man skal være fræk, lyder de præcis som de plejer, Eller rettere: Det er lykkedes dem at finde frem til formen fra Everything Must Go, som var deres gode album.

Jens: Lyder det så ikke mest som en nostalgisk plade?

Pastoren: Det er ikke hip musik, men sangskrivningen er vellykket. Det virker som om soloprojekterne har fået gruppens medlemmer til at revurdere deres roller. De er begyndt at skrive kærlighedssange (vel om ulykkelig kærlighed), men det gør heller ikke noget.

Jens: Trommeslagerens soloprojekt var klart bedst.

Pastoren: Han lavede nemlig ingen ting.

front.jpg

Jens: Burial: Untrue. En vistnok ung fyr, der bor i London og ønsker at være anonym. Derfor kommunikerer han primært gennem sit pladeselskab omkring sin musik. Burial bliver kaldt dub-step, for mindelserne om two-step, en genre man nemt kan have det svært med, er rytmisk tydelige, med den der let genkendelige måde, hvorpå musikken hakker sig selv op. Men her findes slet ikke den samme emsighed som i traditionel two-step, der i modsætning til Burial er rettet mod dansegulvet. Det, der fik mig til at opsøge albummet, var, at jeg læste det beskrevet, som om Lee Perry havde lavet en plade sammen med Joy Division-produceren Martin Hannett – og sådan fremstår musikken på en måde også. En rigtig natplade. Som når man kører sent hjem fra en fest og har alle sanser åbne mod byens mangfoldige liv og forskellige lyde. Burial er ikke som noget, vi har hørt før. Det er ikke kun de glidende dybe beats, der er også fragmenterede strygere, og fjerne ekkoer, brudstykker af sange, treatede og gentagne vokalstumper. Man får ikke kun vellyd, der er også en konstant følelse af uro og smuds og fortabelse på en helt anden måde, end man normalt oplever det inden for ambient-influerede genrer. På den måde ligger Untrue, karakter-topscoreren på Metacritic i år, langt fra Trentemøller-skolen og livsstilselectronicaen i Illums Bolighus. Det her er en anderledes mørk og, på sin egen mærkværdigt opløftende måde, sorgfuld musik.

feistreminder.jpg

Pastoren: Feist: The Reminder. Den første canadier, jeg vil nævne. Leslie Feist skriver særdeles iørefaldende sange, har en meget smuk stemme og hun er heller ikke grim – altsammen noget, der også gælder for f.eks. Heather Nova, som hun godt kan minde lidt om. Det er ikke så underligt, at Feist er blevet et stort navn. Alle hendes sange er kærlighedssange, og musikken er tit lidt jazzet og inspireret af (vil jeg hævde) bl.a. Françoise Hardy. Det kunne godt blive det rene Katie Melua, men selv om der nogle gange ikke er så langt derhen, holder Leslie Feist sig altid på den rigtige side, og især “1 2 3 4” er en popsang, der fænger fra første gang, man hører den.

bruce-springsteen-magic-413876.jpg

Jens: Bruce Springsteen: Magic. I denne snak er det en fornøjelse at kunne nævne et helt almindeligt mainstream-ikon: Da man kun læse, at Springsteen var vendt tilbage til sin egen klassiske lyd fra engang for længe siden, blev jeg skeptisk, men Magic er en imponerende og flot kontrolleret plade. Sangene vælter ud af højttalerne; musikken lyder son én organisme. Intet står i vejen for Springsteen og hans massive udtryk her. Jeg har været ret kritisk over for producer Brendan O’Brien tidligere; har aldrig brudt mig om Pearl Jams udtryk (som han var medansvarlig for) og heller ikke om de to tidligere albums med Springsteen, som han stod bag. Specielt The Rising var et tungt, statisk fejlgreb i hans navn.

Pastoren: Ja, det er virkelig en tilbagevenden til den gamle lyd, og en del af sangene er også vellykkede. Der mangler lige det sidste nøk for at albummet kan blive en regulær klassiker, men vi har at gøre med det bedste album fra The Boss siden Born In The USA eller måske før.

Jens: Helt enig. Man hører der er meget voksne mænd, der spiller her. Den romantisk-flirtende stil fra da Springsteen var en ung mand er helt, helt væk.

519w2r6exvl_ss500_.jpg

Pastoren: The National: Boxer. De er Springsteens venner (dokumenteret på www). Dette album er efter min mening helt på niveau med forgængeren Alligator. Man møder dog slet ikke Matt Berningers primalskrig her. U2-inspirationen høres igen på den gode måde; der er stor dynamik i deres musik – det afdæmpede og klimakserne lever sammen på bedste vis. Det minder ikke så meget om Tindersticks, som mange påstår; hos dette band kommer sangene nemlig op at flyve. The National gav en rigtig fin koncert i Store Vega her i efteråret. Deres violinist/bratschist Padma Newsome tilføjer noget helt særligt i en live-situation; han er The Nationals Henrik Hall.

Jens: Jeg var ret vild med Alligator. De tre første numre på Boxer er da også helt fantastiske. Men så synes jeg pladen går død i et for fattigt sangmateriale. Jeg er derfor aldrig rigtig kommet ind i Boxer‘s univers; Ikke fordi jeg nødvendigvis ikke bryder mig om det, det fængede bare aldrig.

Pastoren: Har du hørt f.eks. “Start A War”? Et meget smukt nummer og “Guest Room” og “Ada” ligeså.

sbs_.jpg

Jens: Wilco: Sky Blue Sky. Som jeg først nakkeskød her på siden, men snart måtte revurdere i den grad. Efter to krautrock-albums, to grå og vanskelige plader, hørte jeg umiddelbart også denne sådan. Først havde jeg problemer med brugen af guitar, for den mindede umiddelbart om fusionsmuzak, men det fandt jeg senere ud af ikke var så slemt endda, faktisk tværtimod.

Pastoren: Jeg er ikke så positiv. Jeg kan høre at Wilco søger tilbage til Being There-lyden, men resultatet virker så tilbagelænet, at de næsten falder i søvn – og jeg med. Jeg synes bare det er et kedeligt album.

Jens: Sådan havde jeg det jo også, til sangene faldt på plads for mig. Det er selvfølgelig en tilbagelænet plade, men Wilco holder i den grad intensiteten brændende på en elegant og underspillet måde. Og sangene er altså ret perfekte. Men okay, det er nok ikke den ultimative festplade.
raising_sand.jpg

Pastoren: Robert Plant & Alison Krauss: Raising Sand. Jeg troede ikke, det her ville være et godt album. Men det er det – og til overmål! Her har vi ganske enkelt årets største overraskelse for mig; to dygtige sangere viser, hvad de kan. Alison Krauss synger som en engel og spiller tilmed en ferm fiol. Hvor f.eks. Feist har fuld skrue på vokalen og til tider giver sig til at kvidre, kan Alison Krauss her holde tilbage. Og det gælder i lige så høj grad for Robert Plant, som de fleste af os forbinder med Led Zeppelins halvhysteriske hippiebulder fra halvfjerdserne. Mange af os glemmer, at en ikke helt lille del af Led Zeppelins numre var folk-inspirerede og akustiske. Robert Plant holder sig meget tilbage, nogle gange hvisker han næsten, og får helt nye nuancer frem. T-Bone Burnetts produktion, der måske minder om Daniel Lanois, lader vokalerne stå klart frem i mixet. Og valget af numre – country-, blues- og country-rock-numre, et Tom Waits-nummer og et Sam Phillips-nummer – er intet mindre end inspireret. Et af højdepunkterne er fortolkningen af “Please Read The Letter”, som var med på Page og Plants album Walking Into Clarksdale.

Jens: Led Zeppelin hørte jeg lidt som 9-årig før jeg opdagede Sparks. Men siden har jeg intet følt for dem, omend jeg anerkender deres plads i historien. Men dette album bør jeg måske prøve at give en chance.

radiohead-in_rainbows-not_the_real_cover.jpg

Jens: Radiohead: In Rainbows. Havde ikke troet at Radiohead nogensinde skulle optræde igen på en top-10 hos mig, men livet har heldigvis positive overraskelser. For jeg oplever virkelig at bandet endelig har fået hovederne ud af egen kollektive bagdel. Længe var det som om Radiohead frygtede og flygtede fra sit eget selvskabte popmonster, og for selvbevidst gik på tværs. Nu er det atter som om alt kan lade sig gøre, og man i bandet ikke er så fandens bange for det umiddelbare og enkle.

Pastoren: Jeg synes også det er det bedste fra dem siden OK Computer. Af og til spekulerer jeg stadig over hvorfor det skal gøres så svært, men ikke så tit mere. Nu er sangene tilbage og der er skruet ned for det prætentiøse – og for selvmedlidenheden.

Jens: Omend der stadig kommer mange mol-forløb, men gør der ikke det i al god musik? Radiohead virker mere fritflyvende og naturlige, end de har gjort i mange år, ja, siden netop OK Computer. Det kan efter denne mageløse og dejlige plade ikke være helt let at hedde Kashmir og skulle lave næste album.

31484newpornoscover.jpg

Pastoren: The New Pornographers: Challengers. De næste canadiere på listen. På mange måder en fortsættelse af stilen fra Twin Cinema fra 2005. Det lidt hektiske lydbillede fra de to første albums er for alvor erstattet af en mere rolig pop-sensibilitet. Og så har vi at gøre med pop-rock, hvor der er gode sangere. Den der underlige indie-pseudo-elitære holdning om at man helst skal synge dårligt eller falsk, lider The New Pornographers slet ikke under. Både Neko Case og Carl Newman laver meget overbevisende vokalpræstationer, og harmonivokalerne er et kapitel for sig. På titelnummeret er Neko Case tæt på at lyde som hun gør på sine soloalbums (minus country-aspektet). Carl Newman skriver lige så godt, som han plejer. Denne gang har jeg også fået øjnene for Dan Bejars sangskrivningstalenter. Jeg får lyst til at høre hans egne ting med gruppen Destroyer.

Jens: Jeg har slet ikke hørt det album. Jeg gik død i Twin Cinema, deres forrige.

612xuilkll_ss500_.jpg

Jens: Interpol: Our Love To Admire. Den hørte jeg over hele sommeren med stor nydelse. Det er bemærkelsesværdigt når man snakker med andre (dig inklusive), for Interpol får godtnok mange tæsk rundt omkring, for at ligge for tæt på deres åbenbare Joy Division/The Chameleons-referencer. Når jeg selv hører Interpol, kan jeg ikke andet end beundre hvordan de bygger deres numre op. Interpol er store æstetikere og der er en sjælden klarhed over udtryk og virkemidler, når de med sikker hånd forvandler mørke lydkolosser til strømlinet popskønhed. Joy Division var nøgen følelse; Interpol har derimod lyden og formen i centrum, på samme vis som f.eks. både Rammstein og Yeah Yeah Yeahs ligeledes har det. Ikke at Our Love To Admire overhovedet bliver overfladisk musik af den grund, den har bare et andet fokus og værdigrundlag end moderne rock som oftest byder på.

Pastoren: Interpol er slet ikke talentløse, men de er på vej til at blive en “one-trick-pony”. De befinder sig i en meget lille bås; de havde udtrykket klart fra deres debutalbum og har ikke varieret det ret meget siden.

Jens: Der er forskelle på hvor meget man har lov til at bevæge sig ifølge forventningerne. Tag f.eks. Ryan Adams: Da han lavede sit Rocknroll- album, fik han kun negativ respons for at bevæge sig væk fra Heartbreaker-lyden.

okkervil.jpg

Pastoren: Okkervil River: The Stage Names. Jeg anede ikke, hvem Okkervil River var tidligere i år, men jeg kunne se på Amazon, at folk, der købte samme slags musik som mig, købte The Stage Names. Hermed var interessen vakt, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Okkervil River tager fat i de sidste 40 års overvejende amerikanske pop-tradition – der er mindelser om Stax-soul, om Bruce Springsteen, om Big Star, om country, om Marc Bolan og naturligvis om R.E.M. Der er 9 numre på albummet, og det er lige tilpas – hverken for få eller for mange. Teksterne er små noveller – og i cd’ens teksthæfte er de faktisk trykt på den måde. Hvis jeg absolut skal fremhæve en enkelt sang, må det være “Savannah Smiles” er en smuk og vemodig ballade om hvor svært det er at have en datter, der er flyttet hjemmefra og har fået sit eget liv.

Jens: Ja, og i denne sangs tilfælde er hun vist endda blevet pornostjerne. Produktionen kunne godt være lidt mindre demo-agtig; det er som om de ikke helt har hvad det tager, eller måske har de bare ikke råd. Men det er et fint album. Tonalt lyder de meget beslægtede med Arcade Fire, men arrangementerne er helt anderledes.

blonderedhead.jpg

Jens: Blonde Redhead: 23. Jeg kendte dem ikke før jeg i november var i Berlin, og der så dem som support for Interpol. Michael Møller fra moi Caprice anbefalede dem på det kraftigste før det show, så jeg gik ud og købte 23. Det er et album, der har et umiddelbart tonesprog, men alligevel et særligt drømmende udtryk, som virkelig er særegent. En intens popplade og en eventyrlig rejse på samme tid. Musik fra en anden planet, og det med to langhårede italienske virtuos-brødre og en vild japansk pige i hotpants. Ikke det typiske New Yorker-band.

Pastoren: Produceret af Mitchell Froom, manden bag Crowded House. Der er ekstremt meget skokigger over dem – minder om My Bloody Valentine, Curve og tidlig Cocteau Twins. En meget flot produktion. Især nogle af de midterste numre har en fin pop-sensibilitet, bl.a. “Silently”.

Jens: Men i modsætning til shoegazer-musikken har Blonde Redhead ikke kun den genres gennemsigtige lydtapet, men derimod også en næsten desperat tone og langt mere organisk sound. Årets mest positive musik-overraskelse her.

arcfireneonbible.jpg

Pastoren: Arcade Fire: Neon Bible. Den svære toer er lige så vellykket som den lovende debut. Denne gang er lyden løftet op til et næsten symfonisk niveau på nogle numre, men sangskrivningen er om muligt endnu stærkere. Der er referencer til krig, forurening, fremmedgørelse og hvad ved jeg. Men det lykkes at skabe den samme blanding af melankoli, længsel, fest og forløsning som Bruce Springsteen kan gøre, når han er bedst. (Også de er venner med ham.) Så dette er ikke deprimerende musik, tværtimod. Arcade Fire er blevet udråbt som et intellektuelt band, men det er forbløffende lettilgængelig musik. Man kan høre inspiration fra netop Springsteen på flere numre, fra Balkan-musik, fra firser-new wave… og så er der et kirkeorgel, der flere gange bliver brugt med stor effekt. Glemmes skal det heller ikke, at Arcade Fire leverede et brag af en koncert i KB-Hallen, hvor det da også var Springsteen og hans E-Street Band, der faldt mig ind. (Og så er det canadiske orkester også venner med selvsamme Springsteen, hvilket man naturligvis kan se på www.)

Jens: Det er på mange måder en beundringsværdig udgivelse med mange gode ting. Jeg har ikke fået lyttet nok til den.

Også værd at nævne:

Pastoren: The Field: From Here We Go Sublime. Topscorer på Metacritic efter Burial, men lever ikke helt op til forventningerne. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Numrene er bygget op om enkle melodistumper, der gentages. Og med lidt variation. Gentages med lidt variation. Gentages med lidt variation. Gentages med en anelse variation. En anelse variation. En anelse variation. En anelse variation. En anelse variation. Dette er med andre ord minimalistisk electronica, men ensformigheden sniger sig ind. Gui Boratto (fra samme pladeselskab) gør det en tak bedre.

Jens: The Good, The Bad and The Queen: The Good, The Bad and The Queen. Dette melankolske album lider under at det kom først på året. For det ville helt sikkert være kommet ind på min årsliste, havde det stået bare lidt friskere. Damon Albarn viste her atter nye sider af sit enorme talent. Og Paul Simonon fra The Clash er jo med, en gigant-anbefaling i sig selv.

Pastoren: Et fint album på mange måder, men måske lidt for tilbagelænet til at det kommer helt op at ringe hos mig.

Pastoren: The Go! Team: Proof Of Youth. Det lyder som om det er optaget nytårsaften. Ren fest-musik! Og Chuck D fra Public Enemy er med. Inspirationen fra The Bomb Squads klippe-klistre-produktion fra Public Enemys storhedstid er meget klar. The Go! Team lyder som sig selv; det bliver interessant at se hvordan de vil komme videre herfra, så de undgår at blive det, man på engelsk kalder en “one-trick pony”. Man kan godt frygte, at de har malet sig ind i et hjørne.

Jens: Jeg har deres debut. Den er indenfor helt samme stil klart bedre.

Jens: Babyshambles: Shotters Nation. De bedste 3-4 sange her viser, at hårdtprøvede Pete Doherty stadig er sin engelske generations store naturtalent, der har meget mere i sig end dette overordnet set hæderlige album.

Pastoren: “Pas på at du holder akkorderne, når du snubler over flaskerne på vej hen efter kanylen!”

Jens: Forsinket – fordi den kom så sent sidste år – vil jeg i samme skæbnevending godt nævne Amy Winehouse: Back To Black. Det er en meget selvstændig og vellykket soulplade, men at man, i kølvandet af avisernes endeløse Amy-narko-nedtur, ikke længere kan holde ud at høre hende, er en anden snak. Det er vist noget af en personlig tragedie, der udspiller sig i disse måneder.

Pastoren: En virkelig skandale er, at man sender hende ud på turné selv om hun ikke er tjenlig til det. Hun kunne jo ikke gennemføre.

Jens: Med alle de penge hun skovler ind, har en kriseramt musikindustri vel ikke haft råd til at “sende hende i garage”.

Pastoren: Modest Mouse: We Were Dead Before The Ship Even Sank. Tom Waits-agtige “sømandssange” og Talking Heads-inspiration kappes om at komme til. Og så er Johnny Marr med på guitar; det kan man godt høre af og til. Min største anke mod dette album er, at det simpelthen er for langt. For der er gode ting på, det er det.

Jens: Jeg synes, det er hårdt at høre Johnny Marr komme fra et verdensklasse-band som The Smiths og nu spille med et harmløst 2. divisions-band som Modest Mouse.

Pastoren: Helt 2. divisions er de ikke; dette album var en overgang det mest solgte i USA.

Jens: The Coral: Roots and Echoes. En lille, god udgivelse, hvor The Coral fortsætter deres scally-pop uden at gøre de store bølgeskvulp. Engang var de mere sære…

Pastoren: Jeg husker Nightfreak and the Sons of Becker.

Jens: Der var deres ubetinget særeste album. Men jeg er ikke sikker på at deres nu mere mainstream-orienterede tilgang er en ubetinget gevinst. Alligevel en dejlig plade, som kompenserer for at The La’s aldrig lavede mere end ét album,. (The La’s udgav forresten sidste år en BBC Sessions-plade, som er bedre end deres regulære album.)

Pastoren: Serj Tankian: Elect The Dead. Dette er første soloalbum fra forsangeren fra System Of A Down. Stemmen er den velkendte, og genren – eksperimenterende metal med indslag af armensk folketone og politiske kommentarer – lyder en hel del som System Of A Down. Men man kan godt høre fraværet af de andre medlemmer – han spiller stort se alt selv, hvilket er imponerende, men bandfornemmelsen er der ikke. Især mærker man savnet af guitarist Daron Malakian, der vel var manden bag de gode melodier i System Of A Down.

Jens: Grinderman: Grinderman. Et fornøjeligt frikvarter fra Bad Seeds. Nick Cave er altid interessant selskab.

Pastoren: Nick Cave blev 50 her i september. Han havde formodentlig lyst til at stå på en scene og råbe “RØV!” for sidste gang. Og det bliver der godt nok råbt tit på Grinderman. Et ujævnt album, men måske er det uretfærdigt at sammenligne med hans sædvanlige udgivelser.

Jens: Patti Smith: Twelve. Hun spillede et par cool koncerter på Christiania i juni. Dette album, en cover-plade, viser hvor stærk en sanger og personlighed hun er. 3-4 af numrene lykkes rigtig, rigtig godt. Og det er mere end nok for mig på en Patti Smith-plade.

Pastoren: Pharoahe Monch: Desire. Her dukker Public Enemy op igen – denne gang i form af en opdateret udgave af deres klassiker “Welcome To The Terrordome”. Teksterne er et sted mellem det rablende og det samfundskritiske. Der er mange gode referencer til vild 70’er-soul a la Isaac Hayes, men der sniger sig et par sløve, club-egnede numre ind, og det trækker indtrykket ned. Til gengæld er der en overraskende Elvis-pastiche, nummeret “Body Baby”! Her minder Pharaohe Monch om Gnarls Barkley på den gode måde.

Pastoren: Også i hip-hop-genren vil jeg nævne Public Enemy: How To Sell Soul To A Soulless People That Sold Its Soul. Et mere end hæderligt album fra veteranerne, der her er langt fra dagene med The Bomb Squads klippe-klistre-lydbillede og er tættere på en live-fornemmelse med et “rigtigt” band. Nummeret “The Long And Whining Road” fortæller, trods Beatles-ordspillet, Public Enemys historie via en lang række referencer til Bob Dylans sange! Det er underligt gribende. Public Enemy spillede for ca. 60 mennesker i Aalborg tidligere i år; jeg kunne desværre ikke være der.

Jens: Kent: Tillbaka til samtiden. På trods af en besværlig produktion kommer der flere gode sange, men også fæle svipsere. Ideen med at pakke Kent ind i halvfemser-Euro-keyboards var nok ikke det klogeste træk. Hvis Kent en dag ikke er så fandens selvbevidst om hvad vi alle synes om dem, bør de kunne komme helt op at ringe igen. De seneste tre albums indikerer der er gået for meget spin i bandet.

Pastoren: Jeg er helt enig.

Pastoren: Neil Young: Chrome Dreams II. “Ordinary People” er et meget flot, meget langt nummer. Ellers er vi på rundtur i det sædvanlige Neil Young’ske terræn med Crazy Horse-agtig garagerock og Harvest Moon-agtig country. Og her bliver landskabet for fladt.

Jens: Han er rigtig god når han er god. Og ellers er han jo i det mindste godt selskab. Der er ganske rigtigt et par ting her, som virkelig er værd at høre på. Men den er ikke blandt hans 10 bedste.

Pastoren: Soulsavers: It’s Now How Far You Fall, It’s The Way You Land. Den særdeles arbejdsivrige Mark Lanegan er her sammen med to briter i et albumsamarbejde, der (som navnet antyder), er tydeligt soul- og gospel-inspireret. Af og til bliver resultatet bastant, men numre som f.eks. åbningen “Revival” er vellykkede.

Jens: Tim Armstrong: A Poet’s Life. En rigtig sommerplade; et charmerende let stykke ska/reggae-ingenting fra Rancid-forsangeren.

Pastoren: Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga. Et kort album (kun 36 minutter), hvor dette band fra USA (Texas, nærmere bestemt) har eksperimenteret en del i studiet. Resultatet er amerikansk pop-rock med en vis Beatles-inspiration; jeg kender ikke deres tidligere albums, der efter sigende er mere “sære”. Nogle af sangene har klart hitpotentiale; især “The Underdog”, der underligt nok også minder mig om noget, Billy Joel, kunne have lavet. Måske er dette album i virkeligheden en “sniger”, der om nogle måneder viser sig at burde have rangeret højere?

Pastoren: Ryan Adams: Easy Tiger. Den sædvanlige høje standard, men ikke så markant. Den minder mest om Cold Roses, som jeg bedre kunne lide.

Jens: Alt for mange kedelige sange uden noget på spil. Og dermed langt til standarden fra Heartbreaker og Love Is Hell.

Jens: Band Of Horses: Cease To Begin. Årets smukke efterårsplade med klare vokalharmonier og ringende guitarer. En appetitlig letmellemvægter.

Pastoren: Son Volt: The Search. Af de to gamle Uncle Tupelo-frontfigurer er det efter min mening i år Jay Farrar, som har lavet det mest overbevisende album. Det er ikke den gamle Son Volt-besætning fra det flotte debutalbum Trace, der er med. Det er meget Neil Young’sk med en lille blæser på af og til. Udtrykket er udvidet fra country-rock uden at forlade det helt.

Jens: M.I.A.: Kala. En superspændende udgivelse, der tager electronica og hip-hop nye steder hen. M.I.A. sang-sampler her The Clash, The Pixies og New Order. Hun har et par 11-årige afrikanske fyre med, der rapper hashagtig tilbagelænet.

Pastoren: Spændende, men jeg synes hendes vokal savner autoritet. Efter min mening har vores egen Natasja gjort det bedre inden for en meget beslægtet genre.

Pastoren: Cherry Ghost: Thirst For Romance. En blandet fornøjelse – nogle af sangene er rigtig fine ballader og et bud på britisk alt-country, andre lander uskønt i Coldplay-land, og så står jeg helt af. Vokalen er et sted mellem Michael Stipe og Henrik Hall.

Jens: Så er den vist ikke i falset.

Danske udgivelser

natasja-album.jpg

Pastoren: Natasja: I Danmark er jeg født. Det er interessant at høre dancehall på dansk, og hun sang godt og havde et rigtig fint flow. Fængende og danseegnet er det altid; det er samtidig vemodigt at høre hendes upbeat-fest-numre nu. Især gribende er det at høre hendes sang om hvordan hun gerne vil have det, når hun bliver gammel.

Jens: Så hende live på en ladvogn til en Jagtvej 69-demo. Det er altid godt når nogen har noget på hjerte, men en hindring for mig er, at hendes mere politiske tekster er lige lovlig halvfjerdser-protest-agtige og firkantede.

Pastoren: Ikke uenig. De bedste af Natasjas tekster er dem, hvor der ikke er så meget på spil – f.eks. i det suveræne åbningsnummer “Ildebrand i byen”. Jeg nåede at opleve hende til Trax-showet i Randers sidste år; hun var ikke dårlig. Det er interessant, at to danskere med anden etnisk baggrund (Isam B er den anden) begge valgte at indsynge en udgave af den gamle sang “I Danmark er jeg født”.

michalmoeller_sex_02112007_top.jpg

Jens: Michael Møller: Every Streetcar Has A Name. En smuk, smuk plade med masser af sange om sex og begær og jalousi og den slags. I modsætning til de fleste af os andre her i landet der står med en mikrofon, er han en rigtig stor sanger, hvis stemme her nyder ekstra godt af de enkle arrangementer. Teksterne skal også nævnes; den absolut bedste engelsksprogede danske novellesamling, jeg fik på plade i år.

olesen-olesen.jpg

Pastoren: Olesen og Olesen: Kain og Abel. Et værdigt punktum for en interessant og kunstnerisk særdeles vellykket karriere fra brødreparret. Det er interessant at høre hvad Henrik kan selv. Hans tekstunivers er enklere end Peters; Peter laver de sædvanlige fine tekster.

Jens: Henrik har altid været en god sanger, lige fra han i 80’erne indspillede primitive 4-spors-demoer i min gamle lejlighed ude på Islands Brygge. Det er en fornøjelse at høre ham synge selv; han har en pop-sensibilitet og lethed, som er dejlig. Peter giver til gengæld ordet “sortsyn” en ny og dybere mening. Specielt afslutningsnummeret “Det skønne og det sande” kan jeg godt lide. Har allerede foreslået ham at kalde sit eget pladeselskab Misantropa.

figurines.jpg

Jens: Figurines: When The Deer Wore Blue. En meget anderledes og spraglet plade end forgængerne. De viser her en større bevidsthed omkring rockhistorien og prøver udfra den mange modige ikke-Figurinesagtige ting af. Hver gang sanger Christian Hjelm åbner munden, er det en seriøs fornøjelse.

lust.jpg

Jens: The Raveonettes: Lust, Lust, Lust. Sune Wagner beviser endnu engang at han er en superguitarist og meget stilsikker sangskriver. En og anden kunne måske godt ønske sig at han gav mere los, som dengang i Psyched Up Janis. Men man skal nok istedet bare være glad for, hvad man får – for det er ikke dårligt, som du plejer at sige.

Herefter fortonede samtalen sig i almindelig decembersnak. Solen var for længst gået ned, familierne krævede igen de samtalendes opmærksomhed, og endnu en weekend var ved at nå sin midterlinje.

Nævneværdige genudgivelser

• Tindersticks: BBC Sessions

• Joy Divisions: Unknown Pleasures/Closer

• The Triffids: Calenture

• Sonic Youth: Daydream Nation

Jens’ top 10

1. Blonde Redhead – 23

2. Interpol – Our Love To Admire

3. Radiohead – In Rainbows

4. Wilco – Sky Blue Sky

5. Bruce Springsteen – Magic

6. Burial – Untrue

7. P.J. Harvey – White Chalk

8. Sällskapet – Sällskapet

9. Clap Your Hands Say Yeah – Some Loud Thunder

10. LCD Soundsystem – Sound Of Silver

Pastorens top 11

1. Arcade Fire – Neon Bible

2. Okkervil River – The Stage Names

3. The New Pornographers – Challengers

4. Robert Plant & Alison Krauss – Raising Sand

5. The National – Boxer

6. Feist – The Reminder

7. Manic Street Preachers – Send Away The Tigers

8. Patrick Wolf – The Magic Position

9. Panda Bear – Person Pitch

10. Lucinda Williams – West

11. Gui Boratto – Chromophobia

Skriv et svar

Jens Unmacks officielle weblog