Om Aftenland Express

Pastoren tog en snak med Jens om Aftenland Express. (Pastorens spørgsmål er i kursiv, skulle nogen være i tvivl.)

Hvad kan man som lytter forvente sig af Aftenland Express?

Ikke så lidt, for albummet kommer langt omkring. Efter Vejen Hjem Fra Rocknroll’s meget homogene udtryk, der samtidig for mig personligt var et helt nyt afsæt, var det vigtigt for os straks at komme videre i teksten ved at udfordre nye ting. Så vi har i indspilningsprocessen skudt på alt, uden hensyntagen til stilarter og et mere konventionelt rockband-ønske om “det samlede udtryk”.

Aftenland Express er helt sikkert en størrelse, man skal høre flere gange, før den falder på plads. Det er også en plade, der nok vil udfordre musikanmelderne og deres rummelighed for, hvad et album kan/skal/bør være.

Der er mange flere sange på dit nye album end der plejer at være. Hvad var det, der førte dig til at være så produktiv?

Når man ikke er aktiv i noget band, med alt hvad det indebærer af samvær, er der meget mere tid alene. Så det kom ret naturligt, da jeg først gik i gang og sagde hallo til min guitar og mit klaver.

Vi kunne nu også lavet lavet mange flere sange i LS, hvis ikke selve indspilningsprocessen havde taget så ekstremt meget tid og fokus. Men okay, så var pladerne nok også blevet meget anderledes, for better or for worse…

Hvilke gæster er med på albummet?

Ikke så mange. Sara Indrio spiller tambourine og lidt metal rundt omkring. Michael (Møller) fra moi Caprice synger kor på nogle få sange. De der endnu har hørt disse har straks sagt “klassisk LS”, når de hører hans lyse stemme sammen med min 🙂

Og så spiller Nikolaj Nørlund en stor musikalsk rolle på pladen via adskillige instrumenter. Vi har for fanatikernes skyld lavet en liste på coveret den her gang, hvor man kan se, hvem der spiller præcis hvad på hvilke numre. Der vil man kunne se hvor han er med.

Du er nu igen inde i en rolle, hvor de musikere, du har med i studiet, i stort omfang også er med på turneerne. Hvordan har det påvirket indspilningsprocessen? Var det anderledes end i Love Shop-dagene?

Ja, meget, og det er også en af grundene til Nørlund er så forfriskende at arbejde med. I LS-dagene var folk med på plader først og fremmest fordi de var gode til at spille. Her skal de selvfølgelig også være supergode, men samtidig må de gennem deres input meget gerne i den grad være med til at farve sangene og musikken, hvilket er en helt anderledes ting. De personlige fingeraftryk i den rolle folk spiller her er vigtige. Sådan var det aldrig i Love Shop, hvor jeg f.eks. ikke mindes at have hørt Mikkel Damgaard spille sine egne keyboard-roller nogensinde. Og det er jo netop deres kvalitet, der gør ham til en sand stjerne her!

Aftenland Express bruger flere synthesizere end Vejen Hjem Fra Rocknroll uden af den grund at være en techno-udgivelse. Hvordan gik det til?

Før vi gik igang med at indspille, sagde Nikolaj Nørlund noget tankevækkende. Nemlig, at hver plade man går i gang med, kræver sit eget liv, sit helt egen fokus for at kunne lykkes. Eller sagt på en anden måde: Netop fordi vi er glade for Vejen Hjem Fra Rocknroll, var det vigtigt at nulstille for at komme videre, i stedet for at forsøge en genskabelse af den plades stemning ved at opsøge helt samme arbejdsmetode og mål igen.

Og vi ville selvfølgelig også gerne nye steder hen. Hele idéen med at lave ting uden for Love Shop kom jo netop af en ustillet lyst til at kunne følge indskydelser og ikke være bundet af det fælles fodslag, man vel som oftest følger som medlem af et band. Ikke for at gentage mig selv, men: der er så mange måder at lave musik på, så mange steder at gå hen, at det ville være en skam at stå stille.

I øvrigt var lyden på første plade ikke en reaktion mod synths og sequencers, som jeg selvfølgelig også holder meget af. Den var bare en naturlig måde at komme meget hurtigt og langt væk fra der, hvor jeg kom fra.

Også denne gang får vi en sang om København (“København i dine øjne”) og en sang om at vokse op i Midtjylland (“Survival Kit”). Det vil glæde stampublikummet! Men samtidig fornemmer jeg også nogle nye vinkler denne gang – i numre som “Nu sover de på TV”, “Louise siger” og “Sidste sang for os”. Har jeg ret?

Det må du specificere lidt nærmere. Vi havde flere sange end jeg nogensinde har prøvet at have i luften på én gang, så der var råd til at gå i forskellige retninger og ikke være så fandens uptight omkring det hele. Og det er jo også sådan albummet skal høres. Første gang vil det nok være en stor mundfuld og virke lidt øhm…rodet, men forhåbentlig, ved flere gennemlytninger, falder sangenes forskellighed på plads og komplimenterer hinanden.

Det er en meget anderledes situation at lave så mange sange, fordi hver enkelt af dem ikke behøver at kunne klare rollen som bærende element, noget, der derimod er nødvendigt på et album med 10-11 sange. De fleste albums nu om dage tager den direkte vej fra A til B. Den her plade giver sig tid og tager gerne på sightseeing, langt væk fra hovedvejen. Så den kræver tålmodighed, hvis man har travlt.

Hermed ikke være sagt, at Aftenland Express ikke har “bærende” sange, for de findes selvfølgelig på albummet. Mener blot, at der er råd til numre, der ikke behøver at indtage den rolle, når nu vi har så mange i alt.

Nogle sangskrivere fortæller, at sangteksten vokser frem af en enkelt vending eller måske et bestemt ord. Andre skaber en “rimet fortælling”. Hvordan voksede dine tekster frem? [Et eksempel ville være meget illustrativt]

Det kan være hvad som helst. En sangtitel som f.eks. Jeg Har Mistet Mere (End Du Nogensinde Får) gav næsten sangen selv. At titlen så er lidt af et lån fra Primal Scream behøver vi ikke snakke om her 🙂 Andre gange kommer man tilfældigt i gang med en fortælling, som skriver sig selv, f.eks. som Holiday Inn, eller har en idé på en vinkel man gerne vil skrive en sang udfra, som f.eks.København I Dine Øjne.

Hvilket illustrerer, at en sang kan gemme sig i hvadsomhelst – befriende at vide.

Du har op til tilblivelsen af nye albums sommetider talt om dine kvaler med at finde en god titel. Titlen “Aftenland Express” er interessant. Jeg ved at “Vejen hjem…” en overgang havde “Aftenland” som arbejdstitel. Hvordan kom titlen til? Er der en bevidst sammenhæng med sangen “Aftenland”?

Vi havde en sang, der ikke kom med på Vejen hjem Fra Rocknroll som hed Aftenland, men udover titlen har den intetsomhelst med den nye sang at gøre. Den endelige pladetitel er som oftest en svær en, fordi den ikke må være hverken for prætentiøs eller for ordinær.

I en pladetitel vil man gerne have et udsagn eller nogle ord som på en gerne lidt tværgående måde slår albummets stemning an. Og dét er tit ikke så nemt at finde, som man måske skulle tro.

Jeg er ikke nogen stor musiker, men jeg har en helt anden fornemmelse i kroppen, når jeg spiller bas end når jeg spiller guitar – selv om instrumenterne for den umiddelbare, naive beskuer ligner hinanden meget. Nogle sangskrivere siger da også, at de skriver andre slags sange, når de bruger f.eks. en bas eller et klaver som kompositions-instrument end når de bruger en seksstrenget guitar. Hvilke sange på det nye album er “klaversange”, og hvilke er “guitarsange”? (Jeg har selv en fornemmelse, men den er muligvis ikke altid korrekt.) Mærker du selv forskellen? Hvordan?

Hvad kan jeg sige, andet end at det er to meget forskelliige instrumenter at spille på, og at det som kommer ud af at arbejde med dem hver for sig bærer præg deraf? En guitar er for mig perfekt til regulære, simple ting, mens lidt mere forfinede akkord-progressioner nemmere opstår på et klaver.

Men okay, her er en facitliste:

Guitarsange: Film, Coke, Hvem Skulle Have Troet?, Mandalay, København, Santanas Yngel, TV, Showtime, Aftenland, Mistet, Sidste Sang
Klaversange: Holiday, Stilhed, Louise, Kit, Slagterne,

I dine tidlige sange fra “1990” var dit fokus på at vokse op, flytte hjemmefra og finde en ny begyndelse. Dine nye sange virker meget bevidste om krisers betydning og det, N.F.S. Grundtvig ville kalde “tidens fylde” – afslutninger og nye begyndelser (f.eks. “det bliver et helt andet liv, når først du falder til ro”, som du synger i “Holiday Inn” eller “Vågner op hver morgen ved at noget går tabt; måske det bare er mig” fra “Hele vejen til Mandalay”). “Aftenland Express” er i stort omfang udtryk for en midaldrende mands overvejelser om at være midt i livet [jeg hævder at kende den slags fra mig selv] . Hvad siger du til den udlægning?

Måske du har ret, selv om jeg absolut ikke bryder mig om ordet “midaldrende”, for uanset faktuel alder, har jeg aldrig nogensinde følt mig indeni som lige netop det. Jeg er ikke så bevidst om hvad sangene vil eller skal fortælle når de bliver skrevet, en stor forskel fra de helt gamle plader, hvor der på forhånd ofte var en klar forhånds-idé om, hvad skulle indkredses.

Så det er altså først nu jeg også selv skal til at finde ud af, hvad der overordnet synges om på Aftenland Express. Ikke at jeg så nødvendigvis forstår det:-)

Sange som “Louise siger”, “Holiday Inn” og “Coke Lovebirds” er (sådan læser jeg dem i al fald) sange om folk, der har alvorlige misbrugsproblemer. Hvad siger du til den udlægning?

Louise Siger er absolut ikke en misbrug-sang. Men Coke og Holiday Inn kan vel godt tages fra den vinkel. Synes det er bedst ikke at moralisere, når man befinder sig i det område. Coke er en nok en love song, hvor Bonnie & Clyde-hovedpersonerne interesserer sig for apoteker istedet for banker.

Hvilken udgave af den gamle “Mandalay” kan du bedst lide? Den bedst kendte udgave er den med Four Jacks, og uagtet John Mogensen og Otto Brandenburgs kvaliteter, synes jeg at den er alt for “krobalsagtig”. Den stille udgave med Mogens Wieth går derimod rent ind.

Jeg kender desværre ikke den med Mogens Wieth. Kørte rundt i min Astraworld-bil ved Vesterhavet i sommer og havde der en cd, hvor John Mogensen sang Mandalay solo. Ikke at den var fantastisk, men når John sang om den “sjip-sjap-våde havn” blev jeg lidt ramt.

Four Jacks-versionen kan jeg også godt li’ – dens omkvæd kommer i den grad ud i hovedet på en! Og så er der også en ret gribende klaverudgave fra omkring krigstiden med Lulu Ziegler.

En af mine personlige favoritter er “Sidste sang for os” – denne sang har nogle usædvanligt fine “lejrbålskvaliteter”. Hvordan blev netop denne sang til?

Jeg troede en nat jeg havde lavet det mest Johnny Marr-agtige riff siden The Smiths gik i opløsning. Men næste dag kunne jeg høre det lille guitarstykke slet ikke var nogen Smiths-sang, men snarere begyndelsen på en salme. Så det blev det.

Dette er et album, hvor der (som du selv siger) ikke er nogle enkelte sange, der “bærer” albummet. Der er stor forskellighed i numrene. Men alligevel må der vel altid være nogle sange, man er særlig stolt af og glad for. Har du nogle personlige yndlinge her?

Jamen, de skifter heldigvis fra dag til dag. Det hele er så nyt, og der er så meget af det, at jeg ikke kan se sådan på det endnu.

En slags opfølgende spørgsmål: “Satans yngel” debuterede ved koncerterne sidste år. Den slags var (med en enkelt undtagelse omkring “Anti”) stort set tabu i Love Shop-dagene. Er live-situationen blevet en større inspiration for dig i sangskrivningsprocessen?

Nej, og faktisk kan det godt være et problem at have nye sange med ud live først, fordi det arrangement, der fungerer for et nummer på en scene ikke nødvendigvis er det samme som vil gøre det optimalt i en studie-version. Og når måden hvorpå man spiller en sang først er fastlagt, kan det være svært, at se den anderledes. Netop derfor krævede Satans Yngel en hel del arbejde og omarrangering før den endelig faldt på plads.

“København i dine øjne” giver i mine ører (eller øjne?) mindelser om de Love Shop-numre om samme by, der efterhånden kom en del af. Ikke kun teksten, men også arrangementet (den syngende guitarsolo i starten og den dramatiske coda). Det ser ud som om du altid kan finde mere at skrive om, når det gælder København. Har dit syn på hovedstaden ændret sig gennem årene?

Sange om København er ikke noget problem, men at blive med at finde på nye ting at sige derom er svært. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg prøver at undgå enhver interview-vinkel, der tager udgangspunkt i byen her; jeg tror de fleste har hørt langt mere end nok om den sag fra min mund.

På Aftenland Express er der flere “falske slutninger” – på “Coke Lovebirds” og “København i dine øjne” bliver dette brugt meget effektfuldt. Til gengæld er det længe siden, jeg har hørt numre fra din hånd, der slutter med en udfadning (ikke at det gør noget). Min tese er at det er lige så svært at slutte originalt som et begynde originalt. Nogen kommentarer?

Vi har ingen udfadninger, fordi Nørlund som producer fortrækker regulære slutninger, hvilket er helt fint med mig. Man skal jo alligevel finde på en slutning når man skal ud at spille koncerter, så hvorfor ikke allerede lave den, mens man indspiller!?

Måske du har ret i, at slutninger sjældent er originale, men så igen skal de jo heller ikke stjæle opmærksomhed fra den stemning og den sang de sidder for enden af. En god slutning er nok mere et punktum end et udråbstegn.

I Love Shop-dagene var der en lang post-produktionsproces med masser af lagkage på. Hvordan var forholdet mellem Göteborg-indspilningerne og post-produktion?

I forhold til Vejen Hjem, som var ret basal og fritflydende, har der været meget mere “dubbing” denne gang. Og så indspillede vi også først nogle af de mindre, ikke-bandbaserede sange efter vi var hjemme igen fra Göteborg.

Er det bare mig, eller har “Mandalay” mindelser om Jens Lekman eller Magnetic Fields? (vokalmixet, den mandolinagtige guitarlyd)

Det er nok bare dig. Selv har jeg ikke et øjeblik tænkt i de baner, selvom jeg holder meget af Lekman’s fornavn og endnu mere af den sublime sang med ham, der vistnok hedder Another Sweet Summers Night On Hammer Hill. Jeg synes mere Mandalay som sang på sin egen lidt gammeldags måde lyder som en fjern, uspoleret Sydhavs-slægtning til I Den Nye By.

“Louise siger” er første gang, man hører dig lave et reggae-nummer med dub-effekter. Jeg ved, at du i mange år har været begejstret for Lee “Scratch” Perry. Hvordan endte “Louise siger” i sit eksisterende arrangement?

Ikke specielt Lee Perry, mere alt jamaicansk musik fra ca. 1960 til midten af 80’erne, en gylden era for “the loudest island in the world”: Folk til vores koncerter kender til denne musik, da den som oftest er PA-musik før showtime. Faktisk overvejede Nørlund og jeg at indspille den her plade på Jamaica, men logistikken viste sig sværere end umulig og flere folk med kendskab til området frarådede os overordnet at tage derover, hvor de mente, vi som hvide europæere ville løbe ind i alvorlige problemer. Øens racisme mod ikke-farvede er efterhånden mere end blot berygtet. Ikke fordi man skal lade sig styre af den slags, men Jamaica har en ret heftig crime-rate, på ca. 40-50 mord hver uge. Det er pænt for en ø med ca. 3 millioner indbyggere. Vi valgte istedet næsten ligeså eksotiske Göteborg.

Men Louise Siger var bare en klaver-demo, måske mere soul-inspireret, som kom i bandhænder og tog karakter. Mikkel Damgaard har hørt Exodus med Marley & The Wailers meget i efteråret, og det høres på keyboardet. Ian Caple (mixer) har også fremhævet Jah-elementet i sangen.

“Ensomt tog” er den første cover-version, du har indspillet og udsendt på et album. Hvad er historien bag din udgave?

Historien er denne: jeg har altid holdt meget af rockabilly-originalen fra 1956 med Johnny Burnette & The Rocknroll Trio. Kom ved et tilfælde til at lave en anderledes og fordansket musichall-demo af den en aften sidste sommer, og den syntes Nørlund til min overraskelse havde en vis stemning, så vi tog sangen med i studiet, hvor den så overlevede hen til selve pladen. Ensomt Tog er et godt eksempel på en lille ubetydelig sang, der nok aldrig var sluppet med på et kortere, mere stramt album. Det skulle da lige være pga. dens melodica-spil i verdensklasse…

Du har arbejdet med to meget forskellige producere på hovedparten af dit output. Har du lyst til selv at forsøge dig i rollen?

Nej, det evner jeg ikke. Jeg har meget stor brug for en musikalsk producer med den både klanglige og udtryksmæssige vision, jeg kan følge.

Skriv et svar

Jens Unmacks officielle weblog