Måske han levede alt for hårdt, måske det kostede ham det så specielle talent alt for tidligt, måske han skulle have doseret sig selv langt bedre. Men havde Shane MacGowan været det rationelt tænkende og kontrollerede menneske, det ville kræve at kunne vælge mere fornuftigt på sit helbreds vegne undervejs, så var der vel næppe kommet sange af så stor skønhed, længsel og den rullende fortabte film som er livet, ud af ham. Men Shane kunne ikke tæmmes, altid for fuld, vild og tabt i nuet, men dog alligevel i en række gyldne år i 80’erne i stand til at skrive forunderligt klarsynet, romantisk (!) og på et sansningens overskud som vel næsten ingen andre. Så det er en af de allerstørste irske sangskrivere og sangere, der er gået bort i Dublin i dag. Musikken er heldigvis blevet tilbage og vil ufortrødent leve videre.
Her et link til et yderst læseværdigt efterskrift om Shane i The Guardian.
De andre i Pogues kunne måske lidt mere skønsang, men Shane havde så meget, meget mere end dem i sit udtryk, noget der ikke kan købes for penge: Nerve, usminket sjæl, levet liv, nødvendighed. En gudsbenådet sanger uden den store stemme, hvor tit oplever man lige det?!
Ja, det var forstemmende at følge ham fra sidelinien, som han langsomt men sikkert allerede for 35 år siden begyndte at vise tydelige tegn på ikke længere at kunne være på højde med sit eget talent. Men hold da op, hvor nåede han at sætte sit aftryk i de få år, hvor han kunne holde hovedet bare nogenlunde klart.
Jeg holdt meget af The Pogues – og jeg lytter til dem lige nu. MacGowans grødede stemme krævede lidt tilvænning, og den var noget anderledes end hvad man hørte, når Philip Chevron (der heller ikke er mere) eller Terry Woods ind imellem sang. Men den gav sangene noget særligt.
Til gengæld var det trist at følge MacGowan på Instagram, for han var meget syg og svækket. Så meget ældre end denne blogs forfattere var han trods alt ikke.
Ja, hårdt levet liv koster. Vil ikke romantisere det på nogen måde, men det bliver jo en del af fortællingen, at han på trods af druk, drugs mv, jo unægtelig – men forhåbentlig ikke derfor – var en formidabel performer. The Pogues’ måde at spille traditionel irsk folkemusik mv. på, var en rigtig dejlig fornyelse. Særligt pga. Shanes vrængende, halvfulde og grimme måde at aflevere sangene på. På den absolut gode måde. Blev i den grad mere ægte af det. RIP. Tak for gode oplevelser,