For så god en fodboldspiller må det være møgærgeligt at blive husket for noget helt andet. Men det for altid blivende øjeblik i Bernd Hölzenbein’s fodboldkarriere indtræffer under VM-finalen 7. juli 1974 på Olympia Stadion i München, da han midt i 1. halvleg falder omkuld i det hollandske straffefelt, uden den store berøring fra Wim Jansen. Paul Breitner udligner på det efterfølgende kontroversielle straffespark Cruyff & co’s tidlige føring, og scenen er herefter sat til Gerd Müller’s klassiske sejrsmål. Beskyldninger om germansk foul play raser længe efter mod Holz fra tulipanlandet , men ligemeget – det er ham og Vesttyskland der er verdensmestre.

Billedet ovenfor er fra samme sommer; Bernd fotograferet under Ibiza’s sol med sin Frau Jutta. Gift i ’68 og stadig sammen i dag, er hun endnu en Eintracht Frankfurt-spillerkone, som har tålt sportens opofrende græsenkeliv. Efter fire år i soccer-USA i startfirserne – inkl. en sæson med Gerd Müller i Fort Lauderdale Strikers – vender parret hjem til Tyskland. Holz lægger støvlerne på hylden og bliver vicepræsident i Eintracht. Således er  han centralt placeret i den optur, der i 1991-92 bringer klubben forsvindende tæt på et tysk mesterskab, der først glipper sidste spilledag. Siden går der anderledes sportsligt råd i den på Waldstadion og efter nedrykning til 2. Bundesliga i ’96 må Hölzenbein trække sig.

Nuomdage er tilknytningen til Eintracht Frankfurt udelukkende som talentspejder. Det mindre krævende job giver tid til det golfspil, hvor Holz i sin lokale klub til dato er noteret for fire hole-in-ones. Aftener bruges oftest hjemme i huset i Neu-Isenberg med Jutta, eller – gerne sammen med parrets to voksne børn Sabrina og Sascha – på den lokale italienske favoritrestaurant Alter Haferkasten. Godt for kvaliteten af Bernd Hölzenbein’s bestillinger dér, det ikke var Italien’s landshold han filmede mod i en VM-finale i 1974.