Orker ikke mere! Al den pressehype om harmløse Vampire Weekend som en slags nyt Talking Heads, giver lyst til at tjekke op på den ægte vare…
Av for Vampire Weekend, hvis opreklamerede etniske ting ved siden af fremstår som en velment afrikansk temauge i Bernadotteskolens trygge overflødighedshorn. Den føromtalte sammenligning – det er stadig ikke vores, men for mange musikjournalisters – med Talking Heads skal heller ikke være nem, for David Byrne & co. var selvlysende og udfordrende når som bedst som her ovenfor.
Remain In Light fra efteråret 1980 er deres største album, lige dele tilbagetilrødderne-sanselig Afrika-chant og fucked-up neurotisk New York-hjernespin, med Brian Eno/David Byrne i absolut kreativ topform. Endda så meget i parløb i kontroltårnet, at Talking Heads som kollektivt arbejdende band reelt faldt fra hinanden, de senere plader til trods. Remain In Light er nemt al den ballade værd, som skelsættende og inspirerende hovedværk i moderne musik.
Det er skægt, Vampire Weekend sammenlignes så meget med Talking Heads og Paul Simon – jeg hører først og fremmest tidlig Police og ikke mindst Stings gyselige faux-Jamaica-accent i dem. Det er formentlig det der giver dem samme effekt som en negl der skraber ned ad en tavle 😉
Paul Simon impersonator arrested after bank scam
http://www.guardian.co.uk/music/2010/feb/05/paul-simon-impersonator
Kan det være en af weekend vampyrene?
@mikkelsen
Nu sneg der sig et lille “Bob” ind i Pastorens kommentar – og lige præcis Bob Dylan må da siges at ha formået at bringe sin erfaring i spil i en second (third, fourth…) coming på den anden side af de 60. Med først og fremmest Love and theft har han ikke bare lave nogle OK hyggelige rock-along sange, men matchet karrierens højeste punkter på plader der ikke kunne være lavet før.
(en pudsig sammenligning, måske – men lidt ligesom to andre amerikanske aldrende jøder, Philip Roth og woody allen, der også pludselig i midt-1990erne og ti år frem præsterede noget af det bedste i deres værk.)
Ja, og…?
Det var ikke det han forholdt sig, men måden hvorpå han åndeligt som fysisk iklædte sig næsten hver eneste ny musiktrend, som havde han ventet hele livet på lige netop dens saliggørende frelse. Ret bizart.
Så vidt jeg husker var Poul Borum musikanmelder på Ekstra Bladet. Det var altså hans arbejde at forholde sig til tidens nye musik.
Og, Webmaster Pastor, det er måske det der er den sande bedømmelse. De store, det er dem man vil vende tilbage til.
Man kan godt synes, at Vampire Weekend har lavet et interessant lille album og samtidig sætte Talking Heads meget højt.
Talking Heads, The Clash og en hel masse andre musiknavne har en særlig plads i mit hjerte, ikke kun fordi David Byrne, Strummer/Jones m.fl. var så dygtige som de var, men i høj også fordi jeg stiftede bekendtskab med dem i en vigtig periode af mit liv. Folk, der er 10-15 år yngre end mig synes, det hele begyndte med Nirvana og Pearl Jam – og det vil jeg da ikke klandre dem for. Der er sikkert nogen, der vil sige at Led Zeppelin, Neil Young m.fl. allerede havde gjort alt det, som de langhårede grunge-bands genopfandt i begyndelsen af 1990’erne, bare bedre.
Men er der nogen af os, der har fat i et absolut bedømmelsesgrundlag? Nej nej nej.
Det værste, jeg ved, er når mine jævnaldrende venner og kolleger bryder ud i jamresangen om at “musikken i vore dage er noget ligegyldigt larm, næh dengang da…”
I den seneste uges tid har jeg mest hørt Massive Attack, Vampire Weekend og Hot Chip. Talking Heads, The Clash, The Beatles, R.E.M., Bob, Springsteen og mange andre har jeg ikke i fast rotation, men jeg kan altid vende tilbage til dem. Og det gør jeg.
Interessant diskussion. Det foresvæver mig, at den har været fremme her på siden før. Trykker alderen?
Anyway, for øjeblikket bruger jeg tid på at fundere over, hvilke plader, der var de bedste fra nullerne. Sandt, at sige, lidt af et mareridt. Var de bedste plader dem jeg har hørt mest? Eller var det dem, der åbnede op for en ny eller gammelkendt stilart, som jeg tog imod med kyshånd ? The Strokes er nævnt. Måske Vampire Weekend kan få en yngre generation til at genopdage Talking Heads?
Min egen lille hypotese går ud på, at man i de formative år, stort set er åbent for alt. For mit vedkommende var det egentlige lige meget om det var glam-rock, disco, soul, punk, hård rock, blød country etc. Senere bliver synsfeltet indsnævret. Man finder, så at sige, sin musikanskuelse. Og den er der ingen, der skal pille ved. Jeg hadede af et rent hjerte 1980’erne elektro-pop. Det gav simpelthen ingen mening for mig, at høre Depeche Mode og hvad de nu hed alle sammen, når man havde The Clash, The Replacements, Hüsker Dü m.v. Senere har jeg lukket op igen og genopdaget meget af den musik, som jeg gik glip af i mine ’forstenede’ år. Elektro-poppen fra dengang, har jeg det dog stadigvæk særdeles vanskeligt med.
Hvad angår det eftersøgte kunstneriske kvantespring, så mener jeg, at det er et forkert udtryk at bruge indenfor populær musik. For mig at se bygger de store album på andre. Intet kommer af intet. Det interessant er derimod, hvordan de største af kunstnerne formår at vedkende sig deres alder og skrive sange derudfra. Der er næsten ikke noget værre end hovedløs løben efter den seneste dille.
Hvad angår ’Graceland’, så var det netop den lyd og det album, som Joe Strummer havde i tankerne, da han lavede ’Earthquake Weather’ i 1989. Det faldt ikke helt så heldigt ud.
Hvilket band, solist har med en alder på eks. 50+ og med et bagkatalog af kvalitativt højt niveau bag sig kunnet udnytte “alderens rationelle visdom” til at begå nok et kunstnerisk kvantespring? Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen. “alderens rationelle visdom” kan vel kun bruges til at dosere overfor børnebørn etc. at de skal prøve at løbe i en anden retning end Green Day.
88, ungdommens faste kendetegn er at synes det nye er hele universets eksistensgrundlag, hvor de ældre – som du siger – omvendt kan størkne i gårsdagens bedrifter.
Da han var ung troede Per Arnoldi sikkert den der gule paraply på en strand var større kunst end noget Van Gogh-maleri. Hvis han ejer samme opfattelse i dag, nu med alderens rationelle visdom, giver vi gerne en taxa til Skt Hans.
Som musikbruger var den ældre Poul Borum bange for at blive som du beskriver i din kommentar, så han elskede ALT nyt, klart mest fordi det var…….nyt. Så Borum udlevede et heftigt musikliv med Spandau Ballet, Iron Maiden, Kajagoogoo, hvadsomhelst, godt eller tarveligt, ganske ude sf stand til at perspektivere. Heldigvis var hans litterære dømmekraft anderledes kvalitetsbevidst.
Ved ikke hvad der er uomgængelig sandhed omkring musik og hvad der med alderen bliver et kartoffeltungt konservativt forsvar mod alt nyt. Svært at sige. Nu kan London Calling jo ikke udkomme i dag, men tvivler på – hvis den altså gjorde – at Pastoren ville nøjes med at kalde den et fint lille album. Men man skal dog desværre nok være i de formende år af ens liv for at få de der helt jordskælvsagtige oplevelser, hvor en ny plade viser vej i livet omkring hvad og hvem man gerne vil være. Det er ærgeligt den spejleffekt forsvinder.
1888 – jeg tror helt sikkert også det forholder sig sådan – mener Tor Nørretranders i en af sine første bøger påpegede at de store videnskabelige genier næsten alle udviklede deres respektive banebrydende teorier i en ung alder – vistnok inden eller omkring de 30 år.
Hvordan stilstand blev til visdom
Alt var bedre i gamle dage, og det var endnu bedre for mænd. Det ved vi nu, og neurologer påstår oven i købet, at det er videnskabeligt. Mænds hjerner går simpelthen i stå midt i 30erne. Hjernen stopper med at skabe nye forbindelser, mens evnen til at indoptage nye verdensopfattelser og kreativ udfoldelse resignerer. Det er den stilstand, vi i alt for mange år har forvekslet med visdom.
http://www.information.dk/222865
Av, nu vanker der en dummebøde 😉
Lytter til min nyerhvervede “Communication” med Hilmer og de øvrige Scatterbrain drenge som en slags modvægt til det forfærdelige Paul Simon klip som dog indrømmet fik trukket godt i smilebåndet
1888, Musikpolitiet uddeler også denne måned administrativ frihedsberøvelse her på siden for så løgnagtig blasfemi rettet mod LC!;-) En hård oplevelse at sidde gennem det Paul Simon-nummer. Hans pænt nydelige visesang blender ligesom ikke så naturligt med den 3. verdens heftige stammekor. Favntaget mellem to så helt forskellige verdner klarer Talking Heads heldigvis uden samme patroniserende højskoleslagside.
Pastor, om man kan li’ dem eller ej, skød Strokes egenhændigt en hel bølge af ny guitarmusik afsted med deres debut, der isoleret set – bandets uformående eftertid fratrukket – er meget mere end et ‘solidt lille album’. De signalerede egenhændigt med den plades løfte et vagtskifte indenfor rock. Tvivler mere end meget på Vampire Weekend nogensinde kommer til at signalere andet end MTV-leverpostej.
Av, i 2010 er Graceland vigtigere end London Calling.
Paul Simon: Diamonds on the soles of her shoes
http://www.youtube.com/watch?v=OafqYNCzq5U
Hvem af de nye bands kan mønstre en sådan entusiasme, iderigdom og spilleglæde som Talking Heads, Clash osv. ….jeg kan ved Gud ikke få øje på dem der kan give gåsehud til lytteren i disse år. The Strokes holder ikke distancen set herfra ej heller Muse og hvad de ellers hedder, sorry. Synes dog at The Walkmen har noget i posen som er interessant.
Det er nok lidt som med The Strokes, hvis nogen kan huske dem. Is This It blev lovprist ud over alle grænser, og det fik mig til at reagere negativt – men udgivelsen viste sig at være et solidt lille album, der ikke skrev rockhistorie, men kendte den på en god måde.
Jeg kommer selv mere til at tænke på Paul Simon og hans Graceland, når jeg hører Contra.