“Så hvem er jeg i dag – Ryan Adams eller Andy Trentemøller…?”
Ryan Adams udsendte sidste år hele 3 longplayers, en marathon det var svær at følge med i, medmindre altså man holder hyperrastløse Adams som sin hovedinteresse. Det gør overtegnede slet ikke, for Adams’ behov for at speede fra det ene projekt til det andet, har langtfra kun kastet nævneværdige ting af sig. Nej, set henover hans samlede produktion har der været en forurolignende kvalitetsforskel, fra det genreplagierende helt ligegyldige til det tidsløst sublime. Indenfor sidstnævnte sjældne kategori findes især debut’en Heartbreaker og Love Is Hell Pt. 1, udgivelser der i musikalsk klasse og personlig indsats tårner højt, ikke bare indenfor alt-americana, men i moderne musik som sådan.
I går udsendte Ryan Adams så albummet Easy Tiger – kun hans første i år! – og var det ikke for flere yderst favorable anmeldelser, havde vi nok ikke her taget chancen endnu en endnu en endnu en gang. Dertil altså for mange trukne nitter i Ryan Adams-tombolaen. Men Easy Tiger lever heldigvis op til alle rosende ord og kommer med de helt specielle sange, dens hovedperson kan men så ofte glemmer at skrive til sine mange plader. Som sanger bærer han en nyfunden lethed i et udtryk, der ikke skal forveksles som overfladisk. Nix, dertil lyder Ryan Adams stadigvæk for uopfyldt, for uforløst, for fucked-up følsom, selv i sine fint svungne melodiers bløde luksus. Og indenfor den svære tradition skrives de ikke meget mere evergreen-bound end uafrystelige ‘The Sun Also Sets’, som endda trækker selskab af flere andre af de nye sange på vejen derop. Hvilket medfører, at Easy Tiger måske umiddelbart ligner den helstøbte efterfølger, Heartbreaker har ventet på i snart syv år. Lyder det som en en anbefaling?
Jeg køber heller ikke den med ikke at have kræfter til ryan – det er for tyndt.
Bortset fra rocknroll og 29 har han efter min mening holdt et imponerende niveau, hvor der ikke har været ret langt mellem snapsene.
Hørte også ham og kardinalerne til en intim koncert i Paris for tre uger siden – primært med sange fra det nye album og det var ganske aldeles fremragende.
Jeg syns nu ikke jeg har svært ved at følge med i hans udgivelses tempo (eller osse har jeg bare vennet mig til det). Og i øvrigt syns jeg også at Easy Tiger er fantastisk ligesom de 3 foregående fra forrige år. Men nu er jeg også jeg inkaneret fan så jeg har lidt svært ved at kritisere hans udgivelser, da jeg sluger dem rådt og hæmningsløst.
Her hvor Easy Tiger spinner på anlægget, kan jeg kun give ret i kritikken om Adams sagnsomspundende produktivitet, som jeg desperat har prøvet at følge med i. Desværre svingende mellem det gode, det ligegyldige og det ret slet dårlige, er det som at jeg ikke længere besidder kræfterne til at sætte mig ind i et Adams album og genfinde evt. kvaliteter, dertil har de seneste år krævet alt for meget af lytteren
Heartbreaker står stadig alene på tronen – Easy Tiger er om ikke andet beviset på at han burde begynde at tage stoffer igen. Den er næsten lige så kedelig som den Willie Nelson plade han producerede sidste år.
Den har sine fine stunder, men den der Willie Nelson-pastiche er stadig græsselig :-/