Siouxsie & The Banshees var fra starten mørke, mekaniske, dissonante og på mange måder et blueprint for klassisk postpunk. Men da Siouxsie og bassist Steve Severin fandt sig alene, efter trommer/guitar uden varsel forlod bandet kort før begyndelsen af en større tour i England, skete der ting. Touren blev først gennemført med hjælp fra bl.a. supportbandets guitarist/sanger, en vis Robert Smith, og bagefter blev der fundet faste afløsninger. Ny trommeslager blev Liverpool-supertalentet Budgie, som i den periode havde gjorde blændende reklame for sine evner via løftende medvirken på The Slits’ debutalbum. Flere mulige guitarister kom i test, da Robert Smith umiddelbart ikke ville droppe The Cure til fordel for The Banshees. John McGeoch, hvis specielle stil og kunnen til da lyste op i Manchester-bandet Magazine, blev fast medlem via det guitar-arrangement han lavede til en demo af ‘Happy House’. Med de to lysende tilføjelser løftede Siouxsie & The Banshees’ musik sig kolosalt, og man lykkedes herefter med en række skarpt profilerede singler, der matchede bandets selvklare alvorlige stemning med høj popkvalitet. ‘Israel’ fra vinteren1980 er et overlegnet eksempel på dette.