Inflationens bivirkninger

Fotografi den 29-08-13 kl. 18.24

Det er sværere end jeg troede at få brugt pengene her i Argentina, og man kan ikke bruge dem til noget hjemme i Danmark og da slet ikke få denne mildt sagt vaklende valuta vekslet til kroner. Pesos anvender samme forkortelse som amerikanske dollars, nemlig $, men her hører al lighed op. Det mest oplagte er at veksle blåt – som man siger hernede. Det er der masser af smarte og også lidt for smarte mænd og kvinder nede på Calle Florida, der hellere end gerne vil hjælpe med. Og så får man ikke 100 pesos for 100 kroner (sådan er det i al fald i denne uge, men snart er det ikke sådan længere) – men typisk mere end 160.

Derfor endte jeg her til eftermiddag i en meget lille og forbløffende velassorteret butik på Avenida Corrientes, hvor der var musik i alskens genrer. For kun 330 pesos fik jeg 3 albums med Ramones, der manglede i cd-samlingen, nemlig End Of The Century, Ramones og Rocket To Russia – og She & Him’s julealbum (det gælder om at være på forkant), en nyere opera-opsamling med Cecilia Bartoli og, nå ja, Wish You Were Here med Pink Floyd (remastered og det hele for sølle 87 pesos). Jeg har lovet mig selv at give mig selv endnu en chance for at forstå Pink Floyd, når nu mange mennesker, der hører meget af det samme som jeg selv (men ikke Jens), har omtalt de gamle Pink Floyd-albums så positivt – og hvis det ikke skulle lykkes mig at finde ind til Gilmour, Waters & Co., så lever jeg nok endda. Det er i al fald interessant og underligt at vide, at der er et halvt år mellem Wish You Were Here og Ramones men også en dyb musikalsk slugt. For generationerne efter mig er begge dele for længst blevet nostalgisk rock for farmand og vennerne.

Og nej, jeg har ikke fået købt noget argentinsk musik, og det er da også lidt flovt. Noget af det er sikkert fremragende – men hvor i alverden skal man dog starte?

Skriv et svar