Hvor meget er comedy, hvor meget alvor? Svært at blive klog på Future Islands’ optræden på Letterman. En fascinerende peformance er det, specielt af bandets mærkværdigt karismatiske forsanger, der formår det komiske, det indtrængende, det vredefyldte, det freakagtige på én og samme tid. Og så er der også den der dans. Ubetaleligt…
3 tanker om “Dancing with myself”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Syntes klart bedre om det andet nummer der var på bloggen i går end det fra Letterman.. må prøve at give det et lyt uden billeder – kan være det bliver bedre af det.
Albummet, der hedder Singles, er et af de albums jeg har lyttet mest til i år. Og ja, det lyder i meget høj grad som popmusik, der kunne være udsendt for 30 år siden. Men det er samtidig usædvanligt iørefaldende og ærlig “firserpop”.
Det er også interessant, hvordan reaktionerne på sangerens fremtoning spænder lige fra at han minder seerne om deres gamle klasselærer til at han ligner en kendt skuespiller (typisk Marlon Brando eller Steve Martin). Og Pastorinden synes han ser så rar ud!
Kommer til at tænke på Phil Collins hvergang jeg ser det og hører sådan noget Hue & Cry agtigt musik… det gør ikke noget godt for Future Islands…