De brænder min ambassade.
Men jeg vil ikke leve i et land, hvor jeg skal være bange for min nabo, blot fordi han har en anden hudfarve end mig, en anden tro eller taler et dansk, som ikke er perfekt.
De forvandler mit flag til aske.
Men jeg vil ikke leve i et land, der tror, at det kan undvære resten af verden.
De forbander mit lands navn.
Men jeg vil ikke leve i et land, hvor selvretfærdighed er en undskyldning for uvidenhed om andre.
Jeg vil ikke leve i et land, der kun vil sige undskyld til den stærke, men bliver døv, når den svage taler.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor ytringsfriheden kun er til for bøllernes og krigserklæringernes skyld.
Jeg vil ikke leve i et land, som i stedet for selvransagelse blot udvider jagten på syndebukke.
Jeg vil ikke leve i et land, der betragter 1,3 milliarder mennesker som repræsentanter for en laverestående civilisation.
Jeg vil ikke leve i et land, der er i krig med en femtedel af menneskeheden.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor jeg skal skjule mit pas, når jeg vover at rejse ud og kun tør hviske min identitet i øret på de mest fortrolige.
Jeg vil ikke leve i et land, som for at kunne elske sig selv er nødt til at bilde sig ind, at det er bedre end alle andre.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor jeg må nøjes med kun en identitet, når verden har så mange at byde på.
Jeg vil ikke leve i et land, hvis kultur kun har låste døre, akkurat som et fængsel.
Jeg vil ikke leve i et land, der kalder sig kristent, men hvor begrebet min næste ikke omfatter den, der ligger fremmed og blødende for mine fødder.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor tolerance kun omfatter den, der ligner mig som mit eget spejlbillede.
Jeg vil ikke leve i et land, der forstøder mig, blot fordi jeg forelsker mig i den forkerte.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor jeg bliver fortalt, at jeg er en fjende af demokratiet, hvis jeg er uenig med min regering.
Jeg vil ikke leve i et land, hvor et væsen, der går oprejst på to ben, har en summende hjerne og to vidtåbne øjne artsbestemmes som et problem, før det anerkendes som menneske, blot fordi det beder til en Gud, jeg ikke kender.
De brænder min ambassade. De forvandler mit flag til aske. De forbander mit lands navn.
Jeg vil leve i et land, der ved, at det er en del af verden, og som ikke betragter afhængighed som en svaghed, ligesom det ikke betragter svaghed som en invitation til foragt.
Jeg vil leve i et land, der kan elske sig selv uden at miste blikket for sine egne fejl og andres fortrin.
Jeg vil leve i et land, hvis historie ikke er som lim under skosålerne, men et startpunkt for dristige opdagelsesrejser.
Jeg vil leve i et land, der ved med sig selv, at det ikke er fuldkomment, og som betragter sine egne mangler som en invitation til alle om at være med til at gøre alting bedre.
Jeg vil leve i et land, der anerkender, at indlevelsesevne, medfølelse, diskussionslyst og nysgerrighed er de vigtigste råstoffer.
Jeg vil leve i Danmark, men ikke alene.
Jeg vil leve sammen med jer, uanset hvem I er, og jeg behøver ikke at elske jer alle sammen, og I behøver ikke at elske mig, blot vi sammen anerkender, at forskellene imellem os ikke er trusler, at uenighed ikke er sabotage, og at konflikter kun er til for løses, ikke for at vokse i en uendelig spiral.
De brænder vores ambassader. De forvandler vores flag til aske. De forbander vores lands navn.
Jeg vil leve i Danmark.

© Carsten Jensen