Måtte tilstå en vis tumultarisk overraskelse, da jeg forleden så Thomas Helmig udpege sine ‘fem plader der ændrede mit liv’ til Henrik Queitsch i Ekstra Bladet. Dylan, Wonder og Stones havde jeg nok gættet, men aldrig nogensinde, at min egen all time-fave London Calling med The Clash skulle være iblandt. Så et anerkendende nik herfra til Helmigs udsøgte smag, som for London Calling‘s vedkommende bliver slået fast med disse fine ord:

– Alt hvad de lavede holdt vand, selv ‘This is England’, men for mig er det denne her, jeg vender tilbage til (og det sker ofte). Det er selve lyden af glæden ved musik, lyden af musik som en mulig vej. En bumlet vej, ja men den eneste mulige, hvis der er så meget tryk på ens kedler og man har så meget på hjerte, der SKAL ud, at man ikke kan lade være med at skrive det ned på lokumspapir (som så falder ud af lommen), og som man alligevel glemmer, indtil man endelig står og skråler ind i en mikrofon i et studie. Han (Joe Strumner) havde SÅ meget på hjertet her, og alle i bandet havde det ligesådan, hans stemme var det rør de slingrede igennem sammen. De blev, lidt misvisende, kædet sammen med punkbølgen, som de godt nok startede som en del af, for så senere at blive et af de bedste rock’n’roll bands nogensinde. Jeg havde fornøjelsen af at tilbringe en nat i Joe Strumners selskab, vi drak og sang, og så drak vi lidt mere, bare os to (vi sang bl.a ‘Amazing Grace’ og kønt var det ikke), og han var den sødeste og sjoveste mand, man kunne ramle ind i kl. 03.00 om natten på et hvilket som helst sted på kloden, men det er en anden historie. For dem der kunne være interesserede, så prøv at hør hvor fedt bandet spiller på ‘Spanish Bombs’.