8 tanker om “Top-8 i Sods/Sort Sol”

1. Jeg er ikke i stand til at lave en rækkefølge her, desværre. De er alle uovertrufne. Og så alligevel – jeg kan mærke, efter at have hørt P6Beat Elsker Sort Sol (varmt anbefalet lytning på 6 timer!), at deres nye, snarligt udkommende album Stor Langsom Stjerne, rydder alle hylder – det bliver stort. Der er lagt i ovnen til en ægte klassiker!!!

2. 1. Everything That Rises Must Converge
   2. Under En Sort Sol
   3. Glamourpuss
   4. Snakecharmer
   5. Flow My Firetear
   6. Dagger & Guitar
   7. Minutes to Go
   8. Unspoiled Monsters

3. Enig med at det var svært i Vega, at danne sig klarhed over hvad de nye sange kan på en større bane, specielt da det virker som om de nok skal høres i den helhed albummet åbenbart lægger så meget op til. Bliver en sjældent spændende førstelytning, så leftfield som hele projektet er søsat. 😉

4. Hørte nogle af de nye numre i lørdags, og man kan da ikke påstå, at de lefler for radiolyttere 😉 Det er vel en slags tilbagevenden til avangarde-postpunken i 1980’erne og tiden før det store gennembrud med Flow My Firetear. Eller hvad? Umiddelbart bed jeg ikke rigtig på krogen, måske kræver det en musikalsk tålmodighed, som jeg ikke besidder længere.

   Her er min top 5 over Sort Sol-albums efter 1990 – jeg snyder ved at blande en opsamling ind, men den hørte jeg meget og holder som sagt meget af:
   1. Flow My Firetear
   2. Fog Things
   3. Glamourpuss
   4. Snakecharmer
   5. Unspoiled Monsters

5. Man skal naturligvis passe på med at bedømme en ny plade ud fra nogle numre, som man kun har hørt spillet live. Men min umiddelbare vurdering er også, at de ikke præsenterede sig videre overbevisende i Vega.
   Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, men jeg tvivler nu på, at verden har gået og ventet på, at Sort Sol skulle udgive 13 minutter lange numre om en russisk ubåd. Eller en sang, hvor Steen sådan cirka et par hundrede gange gentager linjen “Stor langsom stjerne”.
   Jeg kan godt frygte, at det er et udtryk for, at evnen til at skrive gode sange er gået tabt. Jeg håber selvfølgelig, jeg tager fejl. Og jeg er naturligvis ligesom alle andre spændt på at høre resultatet i studieformat.
   Men jeg forventer en tvivlsom plade, hvor det samlede anmelderkorps naturligvis går helt på røven og uddeler overdrevent gode anmeldelser. Med andre ord præcis det samme scenarie, som da “Unspoiled Monsters” kom på gaden.

6. Jeg tør heller ikke kloge mig alt for meget omkring Sods-tiden, selvom jeg da har hørt alle pladerne, men først i midt 90´erne, så det er næppe det samme, som at have vokset op med disse albums.

   Jeg har svært ved at følge, at Unspoiled Monsters skulle være deres svageste udgivelse, men det er jo smag og behag. Jeg mindes at Kim Skotte gav pladen 6 hjerter. Men i hans seneste tid som rock-anmelder havde han sgu også tabt sutten ved flere lejligheder – eksempelvis har han været svært begejstret for RHCP pladen Stadion Arcadium. Hans troværdighed er på niveau med Henning Høeg 🙂

   Til min store overraskelse var jeg til en decideret ringe koncert med Sort Sol i Store Vega for 10 dage siden. De er ellers normalt et fremragende live band. I mine ører fungerede om-arrangeringen af klassikerne fra Flow My… og Glamourpuss i meget begrænset omfang. Det svingede ikke en skid.

   Og selv om Jens’ gode ven fra Ekstra Bladet i udsendelsen P6 Beat Elsker Sort Sol omtaler det kommende album, som årtusindets bedste danske album, så er jeg sgu yderst skeptisk herom. De nye numre var(live) i bedste fald middelmådigt og uinspirerede sidste lørdag. Måske er jeg for hård, men uha jeg var skuffet!

   Det kommende album skal formentlig høres i sin helhed og vinder sikkert en hel del ved flere gennemlytninger. Min frygt er, at det måske er kejserens nye klæder der – trods knæfald fra en stort set enig anmelderstand – skal fremføres på den store sommertour.

   Savnet af Knud Odde er måske for stort?

7. Sort Sorts tidlige albums kender jeg kun så sporadisk, at jeg ikke kan lave en troværdig liste.

   Men apropos: Hørte meget af P6 Beat i lørdags, og må indrømme, at da det kom til opsamlingsalbums synes jeg, at d’herrer Anders og Henrik klart manglede at nævne Fog Things fra 1992, da de skulle fortælle om gruppens opsamlingalbums. Den havde jeg, som først kendte Sort Sol fra 1991, dengang stor glæde af for at lære de første 10-12 år at kende.

8. Nu er jeg ikke den store punkfan, så Snakecharmer er vel det mest melodiøse album, og “Elia Rising” er helt igennem fremragende, så man kan godt mistænke Knud Odde for at være lidt savnet i deres sangskrivning, men det er jo kun et gæt:-)