På sin 20-års fødselsdag udsendte Johnny Marr sammen med Morrissey, Andy Rourke og Mike Joyce gennem Rough Trade The Smiths’ anden single, den jordskredsafstedkommende og slet skjult homoerotiske ‘This Charming Man’, sangen der for alvor spredte bandets navn, vægtløse lyd og specielle antirockede æstetik i et måbende stift England. Troede man det elegante signaturguitarspil på ‘This Charming Man’ var en lykkelig tilfældighed, kunne man bare vende tolvtommeren om og straks konstatere, begge b-sider bød på mere af samme melodiske talentoverskud fra det unge guitar-es. Her den mest udsøgte af de to, ‘Wonderful Woman’, hvor det er umuligt ikke at falde i svime over, hvor færdigudviklet og overskudsdryppende Marr’s så uprøvede talent allerede fremstår…
