Så gennemført er coveret på fredagens pladeindkøb, det nye album Beyondless med genstridige Iceage fra Østerbro. Albummet, der allerede har høstet de første par håndfulde internationale roser, kommer akkurat ligeså genstridigt vitalt, umiddelbart uafviseligt og særegent tværgående, som man på forhånd kunne håbe på. Ingen kunstige sødestoffer i sigte, og dog, for under sangenes blodrøde bitter ligger nogle svært uafviselige pophooks begravet. Levet ungt liv, flimrende billeder, en ildevarslende kriblen og alt på vej – det er slingrende godt det her.
Iceage hænger på væggen nu.
(Fy, fy, man må ikke banke om lørdagen!)
Shit, det ser godt ud!
Den passer perfekt ind i mit rød/sorte hjørne, hvor farverne er sådan rolige brune jordfarver, lidt orange og rødlige imellem de to yderpoler, rødt og sort. Der er en stol og en lav bogreol, hvor Iceage har stået og set godt ud ved siden af en stak 7’e, med Princes ”Uptown” forrest, for han er jo stadig død.
Jeg ved ikke om det faktisk er blodplasma, men det rasende flotte cover fik mig til at tænke på Bruno Schulz’ ”Kanelbutikkerne” med omslag af Austin Grandjean:
http://bognoter.dk/2017/04/29/bruno-schulz-kanelbutikkerne/
Grandjean har jeg også på væggen over for Iceage – Camus’ ”Den Fremmede” – med blot solen i orangegul fedtfarve, jeg synes han er en mester. Til de nysgerrige kan nævnes at her ellers er Roxy Musics ”Flesh + Blood”, med kvinderne og spyddene (nederst) og Sylvians ”Secrets of the beehive”, med fjeren (øverst). Imellem en digtsamling af Nicolaj Stochholm ”Aldrig Mere”, Musils ”Tre kvinder” og så den sjove 7’e med Elton John og John Lennon, vi har talt om. Dertil en matsølv bog af Hemingway, hvor ham og hans kone styrter ned med fly to gange på en uge. Den hedder ”Julegaven”.
Bare lidt inspiration.
Det må man godt bruge lidt af lørdagen på, der helst ikke skal være skemalagt (hvis man spørger mig) så man kan komme til sig selv. A la ”far vil ikke forstyrres. Far hører musik…”
Stærkt album, årets danske udgivelse!