Tror min egen personlige romance med det mytiske USA er ligeså farvet alene af lyden, fortællingerne og sangene på Bruce Springsteen’s Darkness on the Edge of Town, som af samtlige de amerikanske film jeg nogensinde har set. For så stærkt billededannende står Springsteen’s nok allerbedste plade, der udkom i dag for 40 år siden. Må have været helt fantastisk, at gå forventningsfuld ned til sin pladebutik og købe dette så ydmygt dog karakterstærkt udseende album på dagen, fredag 2. juni 1978. Den glæde var ikke mig forundt, for Springsteen var nærmest ukendt land og ikke del af den nye efterpunkbølge da, så jeg faldt langsomt – utroligt nok føltes det dengang decideret som en guilty pleasure, husker jeg – for ham og albummet når jeg gik forbi min storesøsters værelse, hvor Darkness lå i høj rotation. Albummet kunne have haft et helt andet udtryk end det jeg hørte, for Springsteen skrev og indspillede hele 40-50 sange, hvoraf de endelige ti, dem, der i sammenhæng bedst kunne tegne det kuldslåede USA han ønskede at bevæge sig i på denne efterfølger til Born to Run (1975), blev udvalgt. Mange af de fravalgte sange har iøvrigt siden set dagens lys på udgivelser som dbl-albummetThe Promise (2010) og Tracks-boxen (1998). Her nedenunder følger en af værkets hjørnesange, ‘The Promised Land’ som åbner side 2, i en klassisk stor liveoptagelse fra Darkness-touren, der skyllede gennem Nordamerika helt hen til slutningen af 1978. For mig er ‘Badlands’, ‘Candy’s Room’, den mageløse ‘Racing In The Street’, ‘The Promised Land’, ‘Factory’, ‘Prove It All Night’, titelnummeret og de andre fra Darkness lyden af solbrændt, ildevarslende, mørkegrøn, bevægende sommer. En stærk følelsesladet energi, ja, men – og det er det specielle Springsteen kan – med en kerne af håb og sult efter liv i sig. Alt det musik kan når som bedst. Så nyd endelig Darkness on the Edge of Town højt i aften, hvadenten (helt Springsteen’sk…!) i en bil på vej afsted, eller zu hause med en kold øl i hånden.