Den her bastard af et skrivekrampe-ramt R.E.M.-album – det første uden trommeslager Bill Berry – udkom i dag for 20 år siden. Lærte aldrig at blive god ven med det, hverken hvad galdt de for R.E.M. så kluntede sangstrukturer, den retningsløse produktion, eller Stipe’s stift låste ord. Når det er sagt, så er ‘Lotus’ og ‘Walk Unafraid’ stadig veldrejede rocknumre, ‘At My Most Beautiful’ en musikalsk fornem Beach Boys-tribute, og ‘Parakeet’ en ballade så smuk, den end ikke ville have gjort sig til skamme ved siden af ‘Nightswimming’ og ‘Find The River’, der sidst på Automatic for the People (1992). Det var og er bare ikke nok til at redde et helt R.E.M.-album. Her føromtalte ‘Lotus’ optaget på efterårets promotour, der bl.a. bød på seks TV-transmitterede shows på små klubber. Ikke mindst Stockholm’s Grand Hotel bød på en mindeværdig aften, der gav et langt mere vitalt og positivt indtryk end det album, man var afsted for at tjene…
Selvfølgelig ikke et højdepunkt efter REM’s standard, dette album. Jeg vil dog gerne slå et slag for nummeret “Hope”, som jeg stadig kan finde på at lytte til.
Så dobbeltalbummet, konstaterede at ‘Losing My Religion’ optrådte TO gange på tracklisten, samt at de så ofte liveudgivne ‘Everybody Hurts’ og ‘Man On The Moon’ naturligvis også var med, og gav op.
Enig i at den plade var mere down end up.
Til gengæld er det bestemt værd at lytte til den 5-dobbelte liveplade, de har ude netop nu.
Jeg var tæt på at ende mit forhold til R.E.M. med dette album – vi satte det lidt på pause fandt formen og nu savner jeg bare lidt nyt fra deres side..