Tilbage efter mange års fravær, stadig ligeså suverænt dygtige og vildt…irriterende. Vampire Weekend’s musik er lyden af virtuos normcore, og af et NYC-band, hvis hedeste drøm alt for ofte synes at være Paul Simon’s Graceland. Men catchy sange af glasklare popøjeblikke, det kan de ubesværet, som her. Naturligvis er VW blevet enorme.
6 tanker om “Normsoftcore”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
4. februar 2010 udtalte denne blogs anden forfatter at
Siden er han blevet mere positiv, formodentlig pga. samarbejdet med Rostam Batmanglijs samarbejde med Hamilton Leithauser fra The Walkmen.
Haha, jamen jeg er nok lidt irriteret. Købte forrige album – Modern Vampires of the City – som afstedkom samme problemer som den nye; smukke popsange i lyse farver, dygtigt spillet, indimellem næsten med for søde harmonier, vægtløse spejlinger af en ubekymret, lys verden, hvor selv et knust hjerte kan smile. I små doser fint, men over et længere forløb svært at finde sig selv i.
Jeg har lyttet til dette album rigtig meget på det seneste. Det er den bedste genindspilning af Graceland nogensinde!
Det er faktisk en fremragende pop-plade, ja – netop det. Se venligst bort fra 3 alvorlige svipsere, så er resten gyldne øjeblikke. Ret catchy; tror det er det Jens mener måske er “for meget”, og det kan jeg til dels godt forstå. Men læg fordommene væk – og nyd et album med perfekt lyd og rigtigt gode pop-perler. PS spændt på om de kan matche sig selv på RF19?
Jeg kan ikke finde ud af det her opslag. Det lyder næsten som om Jens er irriteret på sig selv, fordi han egentlig godt kan lide pladen, og jeg ved ikke hvad “normcore” er.
Men jeg synes det er en fed plade, og jeg har netop købt den i dag.
Dejligt nummer, der gør tirsdagen lidt mere tålelig;-) Kunne have været en b-side til Paul Simons “you can call med Al”…;-)