I skrivende stund er jeg på Malta. Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato, påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.
Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.
Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:
– Don’t worry!
– < noget på maltesisk >
– Grazie.
– Thank you.
Vildt udbud af rockplader, de har på display inde i butikken. Den nyeste er såvidt kan ses Traveling Wilburys’ første fra 1988. Valetta er en tidslomme. Hvorfor køber du ikke den Nina Simone-liveplade, som står der? Den er garanteret pengene værd, og coveret i sig selv ditto. Så har du også den bedste undskyldning for at købe en pladespiller.