Vi husker Midnight Oil. Politisk fokuserede arenarockere fra australske Sydney med en skaldet, Eiffeltårnshøj sanger, der næsten bevægede sig og lød mere som dyr end menneske. Senere blev Peter Garrett vistnok succesfuld politiker down under og hans band forsvandt, men der, i den sidste halvdel af 80’erne, betrådte han med Midnight Oil samme samvittighedsudfordrende og historieopsøgende territorie som samtidige R.E.M. og U2. Men hvor de to sidstnævnte i særdeleshed i de år udlevede amerikanske mareridt og drømme, bragte Midnight Oil en sært fremmed australsk verden med børnerimsklingende stednavne, overleverede chants og sælsomme fortællinger, ikke mindst om aboriginernes armod. Således også i ‘The Dead Heart’, deres måske bedste sang, som er fra Diesel and Dust (1987) samme album som hittet ‘Beds Are Burning’…
2 tanker om “Hvem husker Midnight Oil?”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Så dem for et par år siden i Amager Bio til en…hmm… OK koncert der nok mest blev kørt hjem på rutinen.
Men det skal ikke overskygge at Diesel and Dust og Blue Sky Mining er virkligt gode albums.
Diesel and Dust er et særdeles vellykket album, men også Blue Sky Mining er godt. Midnight Oil var glade for The Clash, ved jeg, og af og til kan man også høre det. Nogle gange i deres egen musik, andre gange på denne måde:
Peter Garrett prøvede at forvandle sit politiske engagement til en politisk karriere, og han blev da også først hovedbestyrelsesmedlem i Greenpeace og siden miljøminister. Men det, han faktisk fik udrettet, blev hurtigt omgjort, da højrefløjen kom til magten i Australien. Lige nu er Australien et land, der håndterer klimakrisen pinligt ringe.