Stor succés med gigasalg som følge er en svær størrelse at håndtere for de fleste bands. Se nu bare på Nephew, der oven på det folkelige gennembrud med USADSB må have haft mange tunge overvejelser omkring den efterfølger, der nu snart sendes ud. For hvad gør man, når en så lottolignende jordskredssejr, der netop er kommet i hus, skal konsolideres? Laver man en Xerox-kopi af forrige plade, og risikerer at miste “fanbase” på en lyd, der nemt bliver uinspireret arbejdsmandsformel af sig selv, eller gambler man, og sætter musikalsk kurs mod nye kyster, hvor alt er lovey-dovey, indtil det måske åbenbares, det pladekøbende storpublikum bare ikke er fulgt med…?
Hvordan Nephew har tacklet den udfordring, vil næste mandag vise, når deres Intercom Kom Ind udkommer. Men allerede denne uge byder på eksakt samme problemstilling, præsenteret af The Killers, der på sin debut, Hot Fuss, ramte Las Vegas-jackpot og nåede et næsten urealistisk stort publikum. Det skete via en plade, som indenfor sin genre – 100% anglofil britpop med glam-mascara – var/er ret sublim og overlegen. Hot Fuss havde den ene klassisk gode popsang efter den anden, og The Killers fungerede som band perfekt med overskud inden for både rocknroll-dynamik og blåøjet personlighed. Den combi kastede i ordets bedste forstand hits af sig og det i seriøs worldwide mainstream-rotation: “Mr Brightside”, “Smile Like You Mean It”, “Somebody Told Me”, “All These Things That I’ve Done”, for nu at nævne de fire største…
Det første der slår ved “den svære opfølger” Sam’s Town, er hvor uhm…erfarne The Killers anno 2006 på alle måder pludselig lyder. Den henkastede, bekymringsløse stil, som var i centrum på Hot Fuss er blevet afløst af sange, der alle som en virkelig gerne vil det episke, det store, det meningsfyldte, det gode. Meget fint, jo-ja, men en pæn del af charmen ved Hot Fuss var jo netop, at sanger Brandon Flowers vedkendte sine poptunes deres plastik-sensibilitet, deres throwaway-værdi, deres ubetydelighed, og paradoksalt nok derigennem gav dem så meget mere troværdighed.
Sam’s Town er helt anderledes med seriøst, gråtonet Anton Corbijn-artwork og The Killers selv i 4-minutters widescreen-produktioner, der gerne vil fortælle noget vigtigt, men sjældent synes klar over hvad. Det er slet ikke nødvendigvis negativt, for alle Flowers’ usammenhængende ramblings om amerikanske nætter, om at køre, køre, køre, om Uncle Jonny på coke, om at se sig selv godt efter i spejlet, om vilde, brusende floder og Det Forjættede Land, om alder – Flowers bekymrer sig om han mon vil leve til en dag at få børn – ja, selv om noget så ikonisk amerikansk, som at være født den 4. juli, har på deres zappende facon en overbevisende lukketids-desperation, der nærmest lyser ud af den besatte viljefasthed hvormed Sam’s Town spilles, synges og ofte råbes hjem.
Så nej, det er hverken en dårlig eller uinteressant opfølger succesen har ført med sig. Det er faktisk et meget imponerende “produkt”. Og her ligger hovedanken, for det står skrevet med Caesars Palace-fed neon henover Sam’s Town, at The Killers uden så kæmpe et forventningspres fra pladeindustri og omgivelser, ville kunne have lavet en plade så meget, meget mere fri og vild og levende og let på hånden. Måske en plade, der endda lød som den helt uforcerede opfølger til Hot Fuss. Og den tror jeg vi er mange, der endnu hellere gerne ville have hørt…
Janteloven kommer tit op, når nogen ikke kan lide bestemt musik. En skam, for det har selvfølgelig intet med jantelov at gøre, og det forklarer ikke hvorfor f.eks. Nephews plade er blevet stærkt rost i flere af aviserne.
Det er forbandet, at Aksel Sandemose dengang opfandt en dansk popmusikers ultimative skalkeskjul…
Hmmm.. ved ikke om Janteloven også er ved at tage over i forhold til Nephew.
De har jo aldrig slået sig op på at være et band, der vil opfattes som revoltionerende og nyskabende. Simon Kvamm ønsker vel heller ikke, at man opfatter ham som en samfundskommenterende sangskriver. Dermed ikke sagt at sangene er helt uden mening, for det er de bestemt ikke.
Deres nye album “Interkom Kom Ind” (som iøvrigt er et omkvæd i en af sangene) er en kende mørkere end USADSB og udtrykket knapt så lalleglad (i positiv forstand). En tre, fire, fem gange gennem anlægget og det sidder i skabet!
Enjoy!!!
ud fra den single der er fra Nephew – igen og igen & – lyder det musikalsk da meget ens, men oki, kunne nu godt li stilen, omend et album i næsten samme rille ikke vil være sindsygt originalt. men lad os nu se hvad der sker….
må ud og ha fingrene i Sam’s Town, lyder da spændende trods alt.
ville da også være ærgerligt med en Hot Fuss VOl 2 trods alt. kan godt li når man fornyr sig til en vis grad, men stadig har det der gør det til ens sound, men oki nu holder jeg min kæft og vil udtale mig når skidtet er købt og i pladespilleren.
Vi er nogle, der er spændte på, hvordan du selv griber den svære toer an Jens 🙂 (Ved godt at dine salgstal trods alt ikke helt kan måle sig med The Killers (eller Nephew for den sags skyld), men der er pres på dig!!!)
Yep, den anmeldelse er meget præcis!
Hvad gælder Nephew, så er deres løsning at lyde endnu mere som Kliché der spiller Depeche Mode end før. Hvem skulle have troet det muligt? Ikke gnist af egne idéer udover måske teksterne, og det er ikke en ros, som alle der har korset sig over vrøvlet på USADSB vil vide: Er Kvamms ord mindre tåkrummende end sidst, så er det fordi de ikke er helt lige så tydelige.
Intercom Kom Ind? Det var da en, øh, interessant titel…
Er igen fuldstændig enig i din vudering Jens. Købte Sams Town sammen med Depeche Modes “Touring the angel” dvd igår og hvor sidstnævnte er en tour de force i opbygning og levering af et energiudladende show, hvor musik og stage manship når himmelhøjder, er “Sams Town” ikke en skuffelse, men ikke den melodiøse krafpræstation som “Hot Fuss var – og stadigvæk er. “Sams Town” er ambitiøs og – måske for ambitiøs, væk er de pop sange der bare skreg til himmelen om at blive sunget, de er afløst af nogle mere dybdegående kompositioner, der nok skal vinde ved genhør, men mangler noget af den umiddelbare charme som forgængeren besad. Der er dog stadigvæk perler på “Sams Town”, og som sådan er pladen som helhed slet ikke dårlig, lang fra..Den er bare ganske rigtig, ikke “Hot Fuss”