Life’s Rich Pageant, det fjerde og måske allerbedste R.E.M.-album, blev som en dengang supervital sommerplade udsendt i går for 36 år siden. Her en af perfekte side 1’s centrale sange, hvor Michael Stipe synger om ‘hope despite the times’. Haha, han skulle bare have vidst, hvad fremtiden herude til sammenligning ville byde på af rædsel, bullshit og nedbrud. Ventes der stadig på det Stipe-soloalbum, der aldrig kommer, eller er vi holdt op?
Tror bestemt kære Henrik Hall har en pointe med det udsagn. Vil i hvert fald mene at Love Shop minus Jens Unmack bliver svær at sælge;-)
Og god pointe du har vedr. Afghan Whigs, som jeg ikke kender, men de har, kan jeg høre, stadig originale medlemmer med.
Sangeren er jo også tit “billedet” på et band, men de fleste musikere vil vel hævde, at deres bidrag er ligeså essentielt.
Og personligt kan jeg nu godt lide at Gasserne kun tog den ene reunion ting. Jeg synes egentlig ikke den film, der kom om dem for 15 år siden, egentlig går ind på om de overhovedet havde lyst til det i løbet af de mange efterfølgende år.
Ikke noget at undskylde for, Rune. Tænkte bare det var vigtigt at påpege, at selv Gasolin’ tog sig en genforening.
Ja, man kan synes det er underligt, når bands ændrer mandskab undervejs i karrieren eller bliver genforenet med tildels ny besætning. Men der er vel ingen regler. Nogle gange virker det naturligt, andre ikke.
Var til The Afghan Whigs-koncert i går, hvor der kun er sanger og bassist fra den oprindelige besætning i 90’erne tilbage. Alligevel ville det være synd og skam, hvis de ikke lavede musik som Afghan Whigs længere, så gode er de nu, så naturligt relevant i bandets historie står det de laver og lige nu turnerer med.
Henrik Hall satte følgende regelsæt omkring hele problematikken: “Alle i et band kan undværes. Undtagen sangeren”. I Queen har de så åbenbart en anden tolkning af det udsagn. 😉
Hej Jens
Den med Gasolin’ kendte jeg ikke, så point taken og undskyld:-)
Jeg synes nu Love Shop har haft de samme musikere i årevis og jeg opfatter det mere som et band, selvom jeg ved godt du kun siger én.
Selvfølgelig har Who ret til at spille med kun to medlemmer, men jeg kan nok godt forstå nogle synes det er lidt underligt.
To i Stones og The Who? I Love Shop er der kun en. 😉 Hvis det føles rigtigt for dem der spiller, så kan vi andre vel mene nok så meget om, hvad de har lov til. Det er deres band og kun dem der kan bedømme om det føles rigtigt. Tror ikke at et så historisk succesfuldt band som The Who behøver gøre nogetsomhelst mere for pengenes skyld.
PS – Beklager at måtte fortælle det til dig, Rune, men den Gasolin’-reunion skete rent faktisk, da bandet blev gendannet til – og turnerede landet rundt med – Eric Clausens såkaldte Gorilla Galla i 1982. Så ingen grund til så meget stolthed lige dér.
https://www.youtube.com/watch?v=qdGY2Cw8cHs
Den der med at The Who ikke kan lide hinanden kender jeg ikke… men at deres gejl med kun to medlemmer vel kun handler om penge er vel indlysende…
Man får kun nærmest stolthed over man aldrig har hørt om en Gasolin’ reunion;-)
Ja, det var på dén måde godt at historien om The Beatles endte som den gjorde. Hvis de var blevet sammen og var endt som The Rolling Stones eller The Who (som bliver sammen, selv om der nu kun er to overlevende medlemmer, der faktisk ikke rigtig kan lide hinanden mere), havde de fået et noget andet eftermæle.
Men man kan måske også sige, at kvaliteten af Beatles måske var gået ned, hvis de var fortsat. R.EM. holdt jo et højt niveau i en længere tidsperiode, så måske var der bare ikke mere at komme efter kvalitetsmæssigt, uanset om de var blevet sammen eller ej.
Der er mange grunde til at The Beatles blev på én gang fænomenalt gode og fænomenalt gode. Én meget væsentlig var netop gruppedynamikken og at de fire medlemmer var så suverænt dygtige og aldrig var bange for at prøve noget nyt eller for at prøve at føre deres musik et andet sted hen. Og så lærte de en masse af hinanden undervejs et langt stykke ad vejen. Begyndelsen til enden kom, da der gik ego i tingene: at John og Paul ikke indså hvor dygtig en sangskriver, George var blevet, eller hvor vigtig og loyal Ringo faktisk var. Når nogen begynder at blive væk i vrede, går det galt.
I skrivende stund lytter jeg til Abbey Road, og et (tilfældigt udvalgt) nummer som “You Never Give Me Your Money” er smækfyldt af gode ideer, som de fire medlemmer er i stand til at følge til dørs.
Den ‘topgruppe’ der omtales må næsten være de pænt ukendte Rory Storm & The Hurricanes, som Ringo spillede for indtil The Beatles kaldte på ham. Var Ringo blevet stjerne med RS & The H? De blev ialfald aldrig stjerner hverken med eller uden ham. Var The Beatles blevet stjerner uden Ringo? 100% sikkert. Han blev ikke helt uden grund af Henrik Hall kaldt for ’60’ernes heldigste mand’. Uanset han så er god til at spille trommer.
En af Ringos gode venner fra Liverpool, der selv var musiker og hed John, sagde kort før sin død i et interview at
Haha, du giver dig ikke. Skal ikke udtale mig om Pete Best’s mangler som trommeslager i forhold til Ringo. Sagen er bare, at The Beatles var blevet store selv med Peter Schmeichel på trommer, hvorimod Ringo – trods sit talent – muligvis havde arbejdet på Mersey-færgerne endnu.
Pete Best var simpelthen ikke nær så dygtig en trommeslager som Ringo Starr. Hvis man lytter til de få numre, begge indspillede, er det tydeligt. Læg mærke til, hvordan det gik hans musikkarriere efter den korte tid i The Beatles.
@Jens, der er vist noget om pointen ift. Pete Best og pigerne. Nu kommer det måske lidt væk fra R.E.M., men ift. Beatles har solokarrierne, på trods af kvalitet og succes, vel aldrig været bare i nærheden af gruppen sammen.
Den kan måske tænkes R.E.M. individuelt er lidt på samme udfordring.
Kom Ringo ikke med i The Beatles fordi Pete Best var lidt for populær hos bandets kvindelige tilhængere? Og hvis Ringo ikke var kommet med på Lennon/McCartney/Harrison-toget, ville han mon så ikke også skulle have gået de omtalte trapper? Min pointe her at The Beatles helt sikkert skulle have klaret sig uden Ringo, men han næppe med samme succes uden dem.
Mon dog. John og Paul var meget interesserede i at få Ringo med dengang i 1962, og da Ringo forlod The Beatles i vrede i nogle uger i 1968, var det reelt begyndelsen på enden.
Stærkt citat af Ringo. Men også han ville skulle tage trapperne, hvis ikke for The Beatles.
Jeg venter stadig! Var også opløftet efter den smukke “No Time For Love Like Now”…..og blev atter desillusioneret da jeg hørte Eno samarbejdet! Oh well…..håbet lever!!
Mht “Life’s Rich Pageant” – hvor var R.E.M dog gode og inderligt vitale lige dér!!!
Faldt i øvrigt over to citater fra midt 90’erne forleden med R.E.M og The Beatles som omdrejningspunkt….rygterne vil vide, at Stipes udtalelse var for at pisse Peter Buck af, som elsker The Beatles…..
“To me The Beatles have never been nothing more than elevator music. I never understood what was so great about them.”
Michael Stipe
“R.E.M. is a pretty good band, but if it wasn’t for The Beatles they would be taking the stairs, not an elevator.”
Ringo Starr
Den nye sang, hvis eksistens jeg ikke kendte til før nu, fortæller desværre, du kun har ret omkring det med den meget skæve REM-rollefordeling . For at dømme udfra ‘Future, If Future’ er Stipe uden Buck/Mills/Berry ligeså strandet en hval på musikkens krævende hav, som de tre var/er det uden ham. På den stærke single med Dessner-broderen fra The National forrige år havde han jo præcis det at arbejde ovenpå, som han tydeligvis selv i en skabelsesproces er helt fremmed for; en regulær sang af den kvalitet, hans egen ‘kunst’ kommunikerer bredt ovenpå. Tyder ikke godt for det eventuelle nye album, at Stipe slingrer rundt med Brian Eno på den håbløse måde. Måske han burde have ringet til en Stephen Street-type, en der også kan noget substantielt i tonernes vigtige verden, istedet.
Om det så bliver sangskrivning på samme høje niveau som det, vi kender fra R.E.M., ved jeg ikke. De fire medlemmer af The Beatles (for nu at lave en muligvis helt urimelig sammenligning, for The Beatles var usædvanligt dygtige og produktive) var en gruppe med fire sangere og multiinstrumentalister og havde ingen problemer med at få deres respektive solokarrierer på skinner, mens der var en helt anderledes tydelig rollefordeling blandt Berry, Buck, Mills og Stipe.
Jeg tror, der kommer et soloalbum fra Michael Stipe.
Læs mere her..