På Okay Okay Boys (1982), Kliché’s svære andet – og sidste – album er der to tracks der stilistisk skiller sig ud fra mængden. Dels brug-og-smid-væk-nummeret ‘Bravo Charlie’, der ikke uden en vis ironi sært kunne lyde som det tidlige TV-2 der leger Kliché. Dels ‘Oppenheimer’s Formiddag’, noget så sjældent som en guitarbaseret Kliché-ballade, hvis sangskrivning og tonesprog synes anderledes traditionelt end normalt fra bandets ukonventionelle ståsted.

Biografpremieren lige nu på Christopher Nolan’s store biopic om J Robert Oppenheimer gør igen sidstnævnte nummer relevant. Husker jeg aldrig selv dengang i 1982-83, da vi så rigtigt mange Kliché-shows rundt omkring, fandt stor glæde ved ‘Oppenheimer’s Formiddag’. Genhørt nu forstår jeg ikke helt hvorfor, for det er jo faktisk en stærk sang med sit fine omkvæd, der folder sig så mantra-gentagende ud, som altid i Kliché sunget formidabelt i mål af den dengang evigt sitrende Lars Hug. Hilmer var omvendt ret forelsket i sangen, præcis som han også på Okay Okay Boys især var det i instrumentalnummeret ‘IKB’, hvor hans eget uforlignelige guitarspil står så vægtløst i centrum. Oppenheimer bliver genoplivet gennem filmen lige nu, som han også blev det i efteråret 1982 gennem disse toner og ord…